til. Teltet reiste sig som hævet av marken, og det hele gik som vi skulde ha indøvet det i lang tid. Teltet viste sig fuldt ut rummelig,og den maate vi indrettet os paa, viste sig at være udmerket praktisk paa hele turen. Ordningen var saan: Med en gang vi stoppet, samlet alle sig om teltet. Pluggene i teltkappen sattes i, og Wisting krøp ind og satte stangen paa plads, mens vi andre strakte bardunene. Da dette var færdig, gik jeg ind og tok imot alt, som skulde ind — soveposer, privatposer, kokekasser, proviant. Alt blev lagt paa plads. Primus tændt og sne sat over i kokepotten. Imidlertid foret de andre sine hunder og slap dem løs. Istedetfor „garen” skuffet vi nu løs sne rundt teltet. Dette viste sig at være beskyttelse nok. Hundene respekterte vernet. Skibindinger blev tat av alle ski og sammen med andet løsøre enten stukket ned i en proviantkasse eller sammen med sæletøiene hængt op paa toppen av skiene, som staaende blev surret fast til slæden i forkant. Teltet viste sig fortrinlig i alle deler. De mørke farver dæmpet lyset og gjorde det lunt.
„Neptun” — en prægtig hund — blev sluppet, da vi kom 10 km. indover vidda. Den var saa fet, at den ikke kunde følge med. Vi var sikre paa, at den skulde følge efter os. Men den kom ikke. Vi antok da, at den hadde vendt om og sat kurs for kjøtgrytene. Men merkelig nok hadde den ikke det heller. Den hadde ikke vist sig ved stationen. Det er helt gaadefuldt, hvor dyret blev av. „Rotta” — et andet prægtig dyr — blev ogsaa sluppet. Den svulmet op i kroppen og kunde ikke gaa. Den kom senere hjem. „Ulrik” begyndte med at bli kjørt paa slæden. Den tok sig op senere. „Bjørn” hinket efter
