os bare at gjøre vore 28 kilometer, og hvilen blev derfor lang.
Den 20. december slog vi ihjel den første hund paa hjemveien. Det var „Lasse”, min egen kjære hund, som maatte til. Den hadde slitt sig ganske ut og var ikke mere værdt. Den blev delt op i 15 saa like store dele, som det var mulig, og utdelt blandt kameraterne. Disse hadde nu lært at sætte pris paa ferskt kjøt, og sikkert er det, at denne ekstraforing med ferskt kjøt, som vi foretok fra tid til anden paa hjemreisen, ikke hadde liten andel i det udmerkede resultat vi opnaadde. Det saa ut som de hadde godt av et saant maaltid i flere dager og arbeidet mange ganger lettere efter det.
Den 21. december begyndte med surt veir. Det var bris fra sydost, graat og usigtbart. Vi mistet sporet og maatte en tidlang følge kompasset. Men som vanlig klarnet det pludselig op, og atter laa vidden der lys og varm. Ja, for varmt blev det. Vi maatte av med alt — næsten da — og endda haglet svetten av os. Det varte ikke længe, at vi var i uvisshet om veien. Vore prægtige varder ydet os en glimrende tjeneste, og efter tur — den ene efter den anden — dukket de op i horisonten, blinket og lyste og trak os henimot det for os saa vigtige depot paa 88° 25’ s. br.
Det gik nu smaat opover, men saa smaat, at det ikke kunde merkes. Hypsometer og barometer lot sig imidlertid ikke lure og faldt begge paa nøiagtig samme maate, som de før hadde steget. Selv om vi ikke netop merket stigningen, var dog fornemmelsen tilstede. Indbildning kan man vel kalde det, men sikkert er det, at jeg trodde at kunne merke den svake stigning paa aandedrættet. Vor
