vandringsmænd ind — ikke saa meget fordi de var trætte, som fordi det nu engang skulde være saa —; imens fortsatte Hanssen og jeg observationsrækken.
Om eftermiddagen gjennemgik vi paa nyt og paa det omhyggeligste vort proviantforraad for saa igjen at drøfte fremtiden. Resultatet blev, at vi hadde mat nok for os selv og vore hunder for 18 dager. De gjenlevende 16 hunder blev fordelt i 2 spann paa 8, og indholdet av Bjaalands slæde blev fordelt paa Hanssens og Wistings slæder. Den tilbakelatte slæde blev reist op ned i sneen og viste sig at være et ypperlig merke. Distansehjulet, som var paaskrudd slæden, lot vi bl sittende. Vore to andre var fuldt ut tilstrækkelige for hjemreisen. De hadde alle vist sig meget nøiagtige. Et par tomme proviantkasser blev ogsaa sat igjen. Paa et kassebord skrev jeg med blyant en underretning om, at vort telt — „Polheim” — vilde være at finde i nordvest ¼ vest efter kompas 5½ mil (10 kilometer) fra slæden. Efter at ha sat alle disse ting i orden den samme dag tørnet vi vel tilfredse ind.
Tidlig næste morgen — 17. december — var vi igjen paa’n. Bjaaland, som nu hadde forlatt kjørernes klasse og med glæde og jubel var optat i forløpernes, blev straks overlatt dette første og hæderfulde hverv, at lede ekspeditionen mot selve polpunktet. Hvervet, som av os alle blev betragtet som et æreshverv, overlot jeg ham som en tak til de kjække telemarkinger for deres fremragende arbeide til skiidrættens fremme. Det gjaldt denne dag at lede i en snorret linje og — om mulig — holde sig til den beregnede meridians retning. Et stykke efter Bjaaland fulgte Hassel, saa Hanssen, saa Wisting, og et godt stykke efter fulgte jeg. Paa denne maate kunde jeg meget
