altsaa, men ogsaa med snevarder for hver 3,7 kilometer mot syd.
Den følgende dag laa vi derfor over for at sætte dette depot i orden. Hanssens hunder var hver og en nogen rene vidundere. Ingenting syntes at ta paa dem. Noget magrere var de naturligvis blit, men endnu fuldt kraftige. Det blev derfor bestemt ikke at lette Hanssens slæde, men bare de to andre. Baade Wistings og Bjaalands spann hadde tapt sig, især det sidste. Det var ikke en ubetydelig vegtformindskelse, som blev gjort — næsten 50 kg. paa hver av de 2 slæder. I depot blev der saa ledes lagt henved 100 kg. Sneen paa dette sted egnet sig daarlig til bygning, men vi fik bygget op et ganske anselig monument allikevel. Det var hundepemmikan og kjeks, som blev lagt igjen. Paa slædene førte vi med os proviant for ca. 1 maaned. Skulde vi derfor mot formodning være saa uheldige at miste dette depot, vilde vi allikevel med nogenlunde sikkerhet række vort depot paa 86° 21’, inden provianten slap op. Depotets tvermerkning blev foretat med 60 sortmalte kassebordspilrer paa hver side med 100 skridt mellem hver. Hver anden hadde en sort tøilap paa toppen. De mot øst utsatte spilrer var alle merket, saa vi ved at se dem øieblikkelig visste, at vi var paa depotets østside. Mot vest var de uten merke.
De sidste dagers varme syntes at ha modnet vore frostsaar. Og som vi saa ut! Det var Wisting, Hanssen og jeg, som nok hadde lidt værst medfart i den sidste sydoststorm. Den venstre side av vore ansigter var en eneste saarkake badet i blodvand og materie. Vi saa ut som de værste landeveisrøvere og slagsbrødre og vilde
