kommet, da det hændte. Da imidlertid fotograferingen tok litt lang tid, antok jeg, at sprækken var en av de fyldte som ikke bød paa nogen større fare, men at Bjaaland blandt sine fotografier fra færden gjerne vilde ha et minde om de mange sprækker og de kildne situationer, vi hadde været utsat for. At sprækken var fyldt, behøvde jo ingen at vite. Jeg praiet bort og spurte, hvordan det gik. „Aa, bare bra,” fik jeg til svar, „vi er snart færdige.” „Hvordan ser sprækken ut?” — „Aa, som sedvanlig,” lød det tilbake, „der finds ikke bund i den!” Jeg har nævnt denne lille hændelse nærmest for at vise, hvordan man kan vænne sig til alt her i livet. Der laa altsaa disse to — Wisting og Hassel — over en gapende, bundløs avgrund og lot sig fotografere. Ingen av dem ofret den alvorlige side ved situationen en tanke. Skulde man dømme efter den latter og de spøkefulde bemerkninger, man hørte, maatte man tro, situationen var en ganske anden. Efterat fotografen i stilhet og ro hadde endt sit
