fremgang, kunde vi nu se et godt stykke indover. Og hvad vi da saa, fik vore hjerter til at hoppe av glæde. Kunde den store hvite, ubrutte slette der være virkelig, eller var det kun et sansebedrag? Tiden fik vise det.
Imidlertid ruslet Hassel og jeg videre, og de andre fulgte. Inden vi kunde naa derhen, maatte vi endnu passere over endel vanskeligheter, men de var, sammenlignet med de mange halsbrækkende overganger, vi allerede hadde utført, av en forholdsvis tam natur.
Det var med et lettelsens suk, vi rak op paa den lovende slette. Dens utstrækning var ikke meget stor, men vore fordringer var heller ikke meget store i saa henseende efter de sidste dagers marsj i det forvirrede terræng. Vi kunde længere fremme mot syd endnu se store opskrudde rygger, men avstanden mellem dem var meget større og overflaten hel. Det blev altsaa første gang, siden vi entret „Fan’s bræ”, at vi kunde styre retvisende syd for nogen minutter. Det viste sig virkelig under vor fremrykning, at vi var kommet over i et andet terræng. Vi blev for en gangs skyld ikke holdt for nar. Ikke saa, at vi fik en ubrutt, jevn flate at gaa paa — det skulde endnu ta lang tid til; — men vi kunde lange tider av gangen holde vor kurs. De uhyre revner blev sjeldnere og saa fyldte i begge ender, at vi kunde krydse over uten at gjøre de store omveier.
Der kom nyt liv over alle, baade dyr og mennesker, og det gik raskt mot syd. Og eftersom vi rykket frem, bedret forholdene sig mer og mer. Vi kunde i det fjerne se nogen mægtige kuppelformede dannelser, som syntes at rake høit mot himlen. Disse viste sig at være den sydligste grænse for de svære revner og danne
