Side:Almuens Sanger.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Sang[1]: Da Danſken Fortrin giver Til Fieldets ædle Søn; Og Fieldets ædle Søn Til Danſken Fortrin giver. Da kappes kun om Dyd, Om Ære udi Troſkab, Om Kierlighed til Land, Til Kongen og ſit Folk. Om jeg ellers i Henſeende til Tonen og Poeſien har holdt den rette Middelvei imellem det Uforſtaaelige og det Platte, maae Andre dømme. I endeel Smaaſtykker, hvor jeg lader en Bonde eller Bondepige ſynge, er vel ikke meget meer end fermo purus (hvilket jeg meener bør ſaa være). I andre, hvor jeg ſom Digter ſelv ſynger, lader jeg Tonen ſtige lidt høiere, ſaaſom i Mindeſangene, hvilke jeg tænker kunne taale at læſes endog af Folk uden for Almueſtanden. Hvorvidt jeg nu fortiener Tak for dette Forſøg , maae Tiden lære. Kiært ſkulde det vere mig, om jeg kunde lokke nogen heldigere Digter paa ſamme Vei med mig. Hvad om jeg kunde forføre med mig en ſaadan Mand, ſom

  1. See Suhms Smaaſkrivters 2den Deel, S. 362.