Side:Afholdssagens historie.djvu/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


forandring, en gjæringsproces, og fra at være en sød, mild og uskadelig drik, blir den derved sur, sterk og berusende. Det opdagede man snart — sandsynligvis før Noahs dage. Vin var en meget almindelig drik blandt alle oldtidens folk. Den benyttedes af dem til maden — helst i ugjæret tilstand —, ved selskabelige sammenkomster og festlige anledninger, omtrent som kaffe hos os. Oldtidens vin var naturlig, ægte, uforfalsket saft, tyk som sirup, stram og sur. Man blandede den derfor altid mere eller mindre med vand. Det vil heraf let forstaaes, at oldtidens vin ikke var saa skadelig som de moderne, fabrikerede, forfalskede vine.

Kunsten at brygge øl af malt er ogsaa gammel. Kineserne bryggede øl af ris længe før Kristi fødsel; det samme gjorde ogsaa inderne. Ægypterne forstod at brygge øl af byg allerede 2000 aar før Kristi fødsel. Historieskriveren Herodot, som levede omkr. 450 f. Kr., omtaler en drik, der lignede øl, og som da var meget benyttet af ægypterne. Flere græske digtere og forfattere som f. eks. Æschylos, Sofokles, Xenofon og Aristoteles omtaler øl og dets brug blandt grækerne. Romerne forstod ogsaa at brygge øl, og det blev i Roms ældste tider benyttet blandt dem uden dog at være nogen egentlig folkedrik. De lærte briterne den hemmelige kunst, og øl fortrængte snart blandt dem, ligesom blandt skandinaverne, deres ældre drik mjød. Romeren Plinius nævner en drik, der ogsaa menes at have været øl, og som var adskillig brugt hos de gamle gallere. Tacitus, der levede straks efter Kristi tid, ved at fortælle, at øl var en almindelig drik blandt germanerne. Sagnet fortæller, at det var kong Gambrinus, som lærte tyskerne at brygge øl. Den ældre edda lader os ogsaa forstaa, at nordboen tidlig har kjendt til brugen af øl. Den siger nemlig i “Den høies tale” vers 11—13: