Side:Aasen - Ervingen.djvu/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
8

Hermann.

Naa, du vil ogsaa være klog! — Aa jo, det kunde ogsaa være muligt, men det er dog ikke saa sandsynligt. Trond er dog en føielig Person, som man nok altid vilde komme tilrette med. Men sig mig nu engang: synes du da slet ikke om ham?

Inga.

Nei

Hermann.

Jeg maa rigignok tilstaa, at der var en Tid, da ogsaa jeg havde andre Planer. Jeg tænkte nemlig, at du skulde faa en Smule Oplærelse, eller med andre Ord: en Opdragelse, saa at du kunde blive et passende Gifte, eller rettere sagt: et passende Parti, for en dannet Mand. Men Omstændighederne tillod mig ikke rigtig at fuldføre mit Forsæt, eller rettere sagt: at realisere min Idee. Din Moder var død, og saa kunde jeg ikke holde dig inde længere. Du maatte have Selskab; du kunde ikke leve uden Selskab; og da her nu ikke var andet end bare Bondefolk, saa gik du der og tumlede omkring iblandt dem saa længe, at du blev selv som en Bondetøs i Snak og Tale og i al din Skik. — Aa ja, det er just ikke første Gang, at sligt hænder; det gaar nu saa op og ned med Folk i Verden.

Inga.

Ja, men det, synest eg, er ikkje nokon Skade. Eg tykkjer, det er so undarlegt, naar eg høyrer framande Folk segja, at her ikkje er nokot Sellskap til aa finna; dei ganga der og gremja seg, at her ikkje er Folk til aa snakka med; og daa er det fullt av Folk paa alla Sidor, og so snilde og vituge Folk, som nokon kann vilja røda med.