Side:Aasen - Ervingen.djvu/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
7

dig; han har formodentlig talt med dig ogsaa, og hvad har du da svaret ham?

Inga.

Eg heve svarat, at eg ikkje vil ha honom.

Hermann.

Ja, men det var stygt af dig; det skulde du ikke gjøre. Om det nu ikke var saa ganske rigtig efter dit Tykke, saa skulde du alligevel være høflig og sige noget vakkert, for Exempel, at du behøvede Tid til at betænke dig, eller noget sligt.

Inga.

Ja, men kvi skal ein no fara so og gjela fyre Folk, naar ein inkje meiner nokot med di?

Hermann.

Ja, ser du: der er mangt, som man ikke skjønner i Ungdommen; men det kommer dog med varene; blandt andet lærer man, at et godt Udkomme er altid det fornemste. Da jeg for nogle Aar siden sluttede med Landhandleriet og flyttede hid, mente jeg, at alting nu skulde gaa for sig saa fortræffeligt; men det har desværre ikke gaaet saa godt, som jeg tænkte; det gaar til Atters, eller rettere sagt: det gaar tilbage. Naar vi nu kunde komme i Forbindelse med en Mand, som eier noget, saa kunde vi snart oprette de faldne Sager og være lykkelige paa alle Sider. Og derfor synes jeg, at dette Tilbud ikke er saa ganske at foragte; vi kunde maaske engang angre paa, at vi havde forkastet det.

Inga.

Men kunde det ikkje ogso henda, at me vilde angra paa, at me toko imot det?