171
Mæglaren.
Det var ein værdig Mann deune „Mæglaren,“ Naar han sopad eit Gardsrum, so kallad hau ikke dette ei Soping men eit „Slag.“ No Mægler, sagde eg eingong, hot vil du hava for at sopa i Dag? „Aa det er tri Mark Slaget, det“, svarad han; og so skaut han paa Oksline og sette Hatten paa Snurr og meinte: „du maa endaa takka til at du fær meg.“
Han var komen fraa Landet denne Mæglaren, men han var ung daa, so han var no ein rein Bymann paa sine eldre Dagar. Han hadde voret gift, men var, daa eg kjende honom, ein værdig Enkemann, som jamvel rødde om at gifta seg atter, naar han hadde fengjet seg ein Dram. Han var skrøpeleg etter det Brennevinet, og det var dette som hadde sett honom tilbage; for han var ein ærleg Mann og strævsam paa sin Maate og; for naar ikke Handelen strakk til, so tok han paa seg eit „Slag“ eller tvo. Men det var no eigen-
