laa indkvarterede, men underveis faldt han paa den uheldige Tanke, at lade Trommen røre i den Hensigt at kalde Folkene i Nabolaget sammen. I det Sted blev denne Larm Fienden et Signal, som han i Mørket strax benyttede; Svenskerne ilede efter og omringede den lille flygtende Skare. Efter at have gjemt Fanen bag et Led paa Skattumjordet overgav Brüggemann sig med 2 andre Ofsicierer og 80 Mand uden at løsne et Skud til det fiendtlige Rytteri, der her anførtes af Carls Svoger Prinds Fredrik af Hessen.
Resten af Kompagniet, der laa paa Nabogaardene, søgte Skoven og undkom[1].
Da det svenske Rytteris Heste dels vare udmattede ved det lange Ridt gjennem uveisomme Skove og Bjerge, dels vare blevne saarbenede ved at gaa paa Skaren, og Mandskabet ogsaa høiligen trængte til Hvile og Forfriskninger, lod Carl gjøre Holdt og lagde sine Folk paa Riser og Skattum, hvor de udenfor Husene antændte Vagtild og gjorde sig tilgode uden at vide noget om de norske Tropper, der laa tæt nordenfor under Helm paa Rakkestadgaardene, eller om Kruse, som allerede var i Anmarsch fra Syd.
Efter at Kruse paa Østby havde samlet sin Liveskadron, drog han, medens det endnu var Nat, med den og en Infanterivagt, anført af Underofficier Lars Ranneby, nordefter, indtil han kom til Pladsen Skedsmo, tæt ved
- ↑ Nordberg angiver de Fangne til 3 Officierer og 80 Mand, den fangne Lieutenant Winther til 70 og Grüner til 2 Lieutenanter, 3 Underofficierer og 50 Menige. Nordbergs Beretning, at Brüggemann med sin Pistol lagde an paa Prindsen af Hessen, men at den klikkede, er efter det Oplyste usandsynlig. Grüners Beretning, at Brüggemann fangedes upaaklædt i Stuen, er og feilagtig. Han blev først bragt til Riser og siden til Prestegaarden, hvor han traf sammen med sin saarede Chef. Med de øvrige Fanger blev han løsgiven mod Revers og sendt til Basmo.
