naar han ei er Herre over Søen, dels paa uforudseelige Omstændigheder og fornemmelig paa et modigt Folks Modstand, der var sin Konge tro og høit elskede Frihed og Fødeland.
Her i Norge fik Carl en Kamp ei med hvervede og øvede Soldater – thi i Norge fandtes ved hans Indfald kun uøvede og slet forsynede nationale Krigsfolk, der anførtes af uforsøgte lidet fremragende Officierer, hvoraf mange som Udlændinger og lidet dygtige vare ilde anskrevne hos sine Folk[1] – men med et helt Folk.
Carl havde vistnok haabet, at han ved sine Udsendinger, ved sine Løfter om en mild Regjering og om Nedsættelse af Skatterne m. m. skulde lokke Folket til Frafald fra en Regjering, som havde behandlet det saa stedmoderligt, og endelig paa Grund af sin Hærs strenge Disciplin og sin mægtige Personlighed og Ædelmod skulde af Mange blive modtaget som en Befrier fra det danske Aag. I disse Forventninger blev han imidlertid bittert skuffet. Den Tanke synes da som senere 1808 at have gaaet gjennem Folket: „Mægter ei Konge, Regjering og de lønnede Soldater og Officierer at forsvare Land og Rige, saa faa vi gjøre det selv.“ Da Varderne begyndte at brænde og Folket efter gammel Skik opbødes ved Budstikken, da krøb Ingen i Skjul, men Folket reiste sig i Masse og strømmede til den høistkommanderende General i saadan Mængde, at baade han og Slotsloven, som vi have bort, kom i Forlegenhed ved deres Anvendelse. De Fleste bleve brugte til at anlægge vidtløftige Forhugninger; en Del blev af Mangel paa Proviant og Vaaben sendte hjem igjen[2].
Det var imidlertid ei blot de nationale Krigsfolk