Denne siden er ikke korrekturlest
82
Kong Oidipus
KORFØRER.
Aa, arme kvinde! Sig, hvad voldte hendes død?
Aa, arme kvinde! Sig, hvad voldte hendes død?
BUDET.
Hun tok sit liv med egen haand. Du slap at se
den gjerning selv. For dette værste blev du spart.
Saa visst som jeg har intet glemt, saa skal du dog
av mig faa høre hvad den arme kvinde led.
Da hun i vildelse var kommet os forbi
i hallen; ilte hun til egtesengen hen.
Med begge hænder slet hun sig i haaret vildt.
Hun laaste døren indenfra og ropte lydt
paa Laïos, sin husbond, som forlængst var død,
og mindet ham om fordums elskovsfrugt, den søn
for hvem han selv fandt døden, mens han lot hans mor
tilbake til et grufuldt samliv med sin søn.
Hun jamret paa det leie hvor hun hadde født
til eget vanheld mand med mand og barn med barn.
Men hvordan hun saa døde, kan jeg ikke si;
ti Oidipus for ind med vilde rædselsskrik,
og derfor saa vi ikke hendes stygge død,
men stirret kun paa ham som for i hallen om.
Han styrtet frem og bød os bringe ham et sverd
og bad os si ham hvor han skulde finde straks
den hustru som ei var hans hustru, men hans mor,
et dobbelt moderskjød for ham og for hans barn.
Men i hans avsind viste ham en guddom vei;
ti ingen gjorde det av os son stod ham nær.
Som ført av nogen, styrtet han med vilde skrik
mot dobbeltdøren saa dens tapper sprængtes ut
av karmens huller. Ind i kamret stupte han.
Der saa vi da hans hustru hænge i et taug,
en strikke laget av en flettet gyngesnor.
Han hylte rædsomt da han saa det, stakkars mand,
og løste strikken, og da nu det arme kvindelik
paa jorden laa — stygt var det syn vi da fik se.
Han slet en gylden spænde hun var smykket med
fra dragten som hun bar, og tok den op og stak
i begge sine øine ind dens spidse naal
og skrek at aldrig mer hans øine skulde se
Hun tok sit liv med egen haand. Du slap at se
den gjerning selv. For dette værste blev du spart.
Saa visst som jeg har intet glemt, saa skal du dog
av mig faa høre hvad den arme kvinde led.
Da hun i vildelse var kommet os forbi
i hallen; ilte hun til egtesengen hen.
Med begge hænder slet hun sig i haaret vildt.
Hun laaste døren indenfra og ropte lydt
paa Laïos, sin husbond, som forlængst var død,
og mindet ham om fordums elskovsfrugt, den søn
for hvem han selv fandt døden, mens han lot hans mor
tilbake til et grufuldt samliv med sin søn.
Hun jamret paa det leie hvor hun hadde født
til eget vanheld mand med mand og barn med barn.
Men hvordan hun saa døde, kan jeg ikke si;
ti Oidipus for ind med vilde rædselsskrik,
og derfor saa vi ikke hendes stygge død,
men stirret kun paa ham som for i hallen om.
Han styrtet frem og bød os bringe ham et sverd
og bad os si ham hvor han skulde finde straks
den hustru som ei var hans hustru, men hans mor,
et dobbelt moderskjød for ham og for hans barn.
Men i hans avsind viste ham en guddom vei;
ti ingen gjorde det av os son stod ham nær.
Som ført av nogen, styrtet han med vilde skrik
mot dobbeltdøren saa dens tapper sprængtes ut
av karmens huller. Ind i kamret stupte han.
Der saa vi da hans hustru hænge i et taug,
en strikke laget av en flettet gyngesnor.
Han hylte rædsomt da han saa det, stakkars mand,
og løste strikken, og da nu det arme kvindelik
paa jorden laa — stygt var det syn vi da fik se.
Han slet en gylden spænde hun var smykket med
fra dragten som hun bar, og tok den op og stak
i begge sine øine ind dens spidse naal
og skrek at aldrig mer hans øine skulde se
