Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/82

80

Kong Oidipus

OIDIPUS.
 Aa ve! aa ve! Nu er da alt tilslut blit klart.
Aa lys! aa saa jeg dig idag for sidste gang!
Min fødsel var en synd. Mit samliv med min viv
var synd. Jeg slog ihjel min far — synd over synd!
(Gaar ind.)

---

KOR.
Første strofe.
  Ve jer, I slegter av dødelig æt!
  Jert liv maa jeg regne for intet
  Ja, ti hvor findes, hvor findes den mand
  hvem lykken forundte en gave
  større end den at tro sig en stund
  lyksalig og siden at falde.
  Oidipus, naar jeg maa tænke paa dig,
  din lod, din usalige skjæbne,
  da kan jeg aldrig faa prist nogen mand
  paa jorden lyksalig tilfulde.

Første motstrofe.
  Du som i visdommens overmaal før
  tok sigte og vandt som dit bytte
  al den lyksalighet livet kan gi.
  Ved Zevs, du beseiret jo fordum
  jomfruen grum med de hvæssede klør
  som sang sine gaader. Du frelste
  sterk som en mur fra døden mit land
  og siden du kaldtes min konge.
  Høit blev du æret, og stort var dit ry
  som drot i det herlige Teben.

Anden strofe.
  Og nu hvem hørte om større jamnimer?
  Hos hvem har vanheld og vilde smerter
  tat varig bo som hos dig, du arme,
  som livet førte fra lys til mørke?
  Aa Oidipus, du min stolte fyrste,