Denne siden er ikke korrekturlest
63
Kong Oidipus
KOR.[1]
Første strofe.
Aa, maatte skjæbnen forunde mig
den lod at eie i trofast hjerte
den fromme renhet i ord og gjerning
som loven vogter, hin himlens gave,
den høie, født i den klare ætter.
Dens far er selve Olympens tind;
ei formet dødelig mand dens paabud,
og ei skal glemselen bli dens grav.
Dens guddomskraft eier evig ungdom.
Første strofe.
Aa, maatte skjæbnen forunde mig
den lod at eie i trofast hjerte
den fromme renhet i ord og gjerning
som loven vogter, hin himlens gave,
den høie, født i den klare ætter.
Dens far er selve Olympens tind;
ei formet dødelig mand dens paabud,
og ei skal glemselen bli dens grav.
Dens guddomskraft eier evig ungdom.
Første motstrofe.
Av overmot avles voldsmands vælde.
Naar overmotet er overmættet,
da maa det falde fra magtens tinde
i dypest avgrund, hvor ikke foten,
i faldet knækket, kan finde fæste.
Jeg ber til guden, at alt det gode
som værner byen, maa evig vare.
Paa gudens hjælp vil jeg altid stole.
Av overmot avles voldsmands vælde.
Naar overmotet er overmættet,
da maa det falde fra magtens tinde
i dypest avgrund, hvor ikke foten,
i faldet knækket, kan finde fæste.
Jeg ber til guden, at alt det gode
som værner byen, maa evig vare.
Paa gudens hjælp vil jeg altid stole.
Anden strofe.
Men viser en mand paa sin livsensvei
sit hovmod i gjerning og ord
og frygter ei Dikes retfærdige straf
og ærer ei gudernes bo,
aa, maatte usaligste skjæbnelod
da vorde hans hovmods løn,
naar han søker sin vinding ved andres tap
og ikke vil sky nogen synd,
men vil med formastelig, uren haand
det helligste røre i trods.
Naar dette kan taales, hvem evner vel da
at verge mot vreden sin sjel?
Naar dette skal æres, hvi skulde da jeg
træde kordans til gudernes pris?
Men viser en mand paa sin livsensvei
sit hovmod i gjerning og ord
og frygter ei Dikes retfærdige straf
og ærer ei gudernes bo,
aa, maatte usaligste skjæbnelod
da vorde hans hovmods løn,
naar han søker sin vinding ved andres tap
og ikke vil sky nogen synd,
men vil med formastelig, uren haand
det helligste røre i trods.
Naar dette kan taales, hvem evner vel da
at verge mot vreden sin sjel?
Naar dette skal æres, hvi skulde da jeg
træde kordans til gudernes pris?
- ↑ Koret uttrykker i de følgende strofer sin harme over Iskastes formastelige ord om Apollons orakelsvar.
