Denne siden er ikke korrekturlest
60
Kong Oidipus
Min mor Merope var fra Doris. I vor by
nøt jeg den største hæder, før det faldt sig saa
at noget sælsomt hændte, noget underlig,
som jeg tok mer alvorlig end den sak var værd.
Ti ved et gilde sa en overstadig drukken mand
ved bægret at min far var ei min rette far.
Jeg tok det tungt og tvang mig neppe nok til ro
den dag, og straks den næste morgen gik jeg ind
til far og mor og spurte dem, og begge for
i harme op mot ham som hadde sagt det ord.
Jeg glædet mig ved deres trøst, men pintes dog
av evig tvil, ti rygtet snek sig viden om,
og uten at jeg varslet først min far og mor
drog jeg til Delfi. Dog, mig undte Foibos ei
et svar paa det jeg kom for. Noget andet dog
forkyndte han, et sorgtungt, grufuldt, rædsomt svar.
Han sa jeg skulde avle med min egen mor
en skjæbnetynget slegt, en gru for andres blik,
og at jeg skulde dræpe ham som var min far.
De ord jeg dengang hørte, jog mig fra Korint.
Jeg rettet efter sjernerne min tunge gang
og flygtet dit hvor ei jeg skulde se hint svar,
hint onde budskap sandet ved saa skjændig synd.
Og paa min vandring kom jeg netop til det sted
hvor du har sagt at landets hersker fandt sin død.
— Den hele sandhet, hustru, vil jeg si dig nu!
Da jeg var nær ved tredelt veiskjel paa min gang
kom en herold imot mig og en mand lik den
du nævnte nys. Han kjørte med et fyrig spand
av unge hester. Ut av veien vilde da med vold
herolden og den gamle stormand jage mig.
Da kusken puffet til mig, gav jeg ham et slag
i vrede, og da gubben saa det, ventet han,
til jeg gik tæt forbi hans vogn og gav mig da
et slag paa issen med sin tunge dobboeltstav.
Ei fik han bøte likt for likt; men rammet haardt
av mig med vandringsstaven faldt han for min haand
og tumlet baklængs fra sin vogn i samme stund.
Jeg dræpte hver og en. — Men om nu denne mand
nøt jeg den største hæder, før det faldt sig saa
at noget sælsomt hændte, noget underlig,
som jeg tok mer alvorlig end den sak var værd.
Ti ved et gilde sa en overstadig drukken mand
ved bægret at min far var ei min rette far.
Jeg tok det tungt og tvang mig neppe nok til ro
den dag, og straks den næste morgen gik jeg ind
til far og mor og spurte dem, og begge for
i harme op mot ham som hadde sagt det ord.
Jeg glædet mig ved deres trøst, men pintes dog
av evig tvil, ti rygtet snek sig viden om,
og uten at jeg varslet først min far og mor
drog jeg til Delfi. Dog, mig undte Foibos ei
et svar paa det jeg kom for. Noget andet dog
forkyndte han, et sorgtungt, grufuldt, rædsomt svar.
Han sa jeg skulde avle med min egen mor
en skjæbnetynget slegt, en gru for andres blik,
og at jeg skulde dræpe ham som var min far.
De ord jeg dengang hørte, jog mig fra Korint.
Jeg rettet efter sjernerne min tunge gang
og flygtet dit hvor ei jeg skulde se hint svar,
hint onde budskap sandet ved saa skjændig synd.
Og paa min vandring kom jeg netop til det sted
hvor du har sagt at landets hersker fandt sin død.
— Den hele sandhet, hustru, vil jeg si dig nu!
Da jeg var nær ved tredelt veiskjel paa min gang
kom en herold imot mig og en mand lik den
du nævnte nys. Han kjørte med et fyrig spand
av unge hester. Ut av veien vilde da med vold
herolden og den gamle stormand jage mig.
Da kusken puffet til mig, gav jeg ham et slag
i vrede, og da gubben saa det, ventet han,
til jeg gik tæt forbi hans vogn og gav mig da
et slag paa issen med sin tunge dobboeltstav.
Ei fik han bøte likt for likt; men rammet haardt
av mig med vandringsstaven faldt han for min haand
og tumlet baklængs fra sin vogn i samme stund.
Jeg dræpte hver og en. — Men om nu denne mand
