Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/34

32

Kong Oidipus

OIDIPUS.
 Hvor fik vel stimænd mot til slik en halsløs daad,
saafremt de ei var kjøpt av mænd fra denne by?

KREON.
 Saa tyktes det; men i vor nød stod ingen frem
og krævet hevn for Laïos’, vor konges, mord.

OIDIPUS.
 Hvad var det for en nød som dengang stængte vei
til visshet om jer herskers fald for morderhaand?

KREON.
 Jo, sfinksen vendte med sin dunkle sang vort blik
mot nærmest fare, bort fra mordets mørke daad.

OIDIPUS.
 Men jeg skal finde sporet frem og bringe lys;
ti rettelig har Foibos,^[1] rettelig har du
tat saken op som værger for den dræpte drot.
Med rette skal I nu i mig faa se en ven,
en fælle i jer kamp for guden og vort land.
Ti ei for venners skyld som staar mig mere fjernt,
men for min egen vil jeg vaske skjændslen bort.
Ti hvem hin morder end kan være, engang vil
han ogsaa ramme mig med blodig morderhaand.
At hævne ham, den faldne, baader bedst mig selv.
Reis jer nu skyndsomt, kjære barn, fra altrets trin,
og disse bønnens grener kan I nu ta med.
Til møte skal en tjener kalde Kadmos’ folk;
ti jeg vil friste alt. Snart skal vi se om held
blir os forundt av guden — eller dypest fald.

PRESTEN.
 Ja, barn, la os staa op. Vort ærend, da vi kom,
var netop dette som vor drot har kundgjort nu.

1. Et andet navn paa Apollon.