Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/29

Foran kongepaladset i Teben. Omkring Apollons alter sitter en skare halvvoksne gutter og ærværdige prester. De har i hænderne grønne grener omviklet med uldbaand til tegn paa at de er i nød og ber om hjælp. Oidipus kommer ut av paladset.

OIDIPUS.
 Barn, kjære barn, I unge, friske vaarens skud
paa Kadmos’^[1] gamle stamme, hvorfor sitter I
ved gudens alter her med bønnens oljegren?
Tungt ruger over byen offerrøkens sky,
og dæmpet lyder sangen til Apollons pris
med suk og klagerop. Nu er jeg kommet selv,
en navnstor mand, den viden kjendte Oidipus,
for ikke først av andres mund at faa besked.
Sig fra, du gamle; ti for disse her er du
den rette talsmand. Hvorfor er I her?
I rædsel eller raadløs tvil? Jeg vil forvisst
gi al den hjælp jeg kan. Jeg var jo hjerteløs,
saafremt jeg uten medynk saa jer sitte her.

PRESTEN.
 Saa hør da, Oidipus, min hjembys høie drot!
Du ser os sitte her om altret i din gaard,
en ungdomsflok som endnu ei kan flyve langt,
og her os prester — jeg for Zevs — som aldrens tryk
har vingestækket. Disse er en utvalgt flok
av unge svende. Andet folk har sat sig ned
med grener rundt paa torvet. Andre sitter nu
ved begge Pallas’^[2] templer, atter andre hist

1. Den foinikiske fyrstesøn som efter sagnet hadde grundlagt Teben.
2. Pallas Atene.