Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/286

284

Elektra

Ei var det, som det burde, mig som sanket op
den arme byrde her, da baalets brand var slukt.
Ak nei! Paa baaren blev du lagt av fremmed haand
og kommer nu som liten bør i litet kar.
Aa stakkars mig! Saa var da al den omsorg spildt
som jeg i fordums dager viste dig saa tidt,
og al min søte møie; ti du var jo ei
din egen mors forkjælte elskling mer end min.
Ei husets terner, bare jeg fik pleie dig.
Mig kaldte du din søster og din fostermor.
Men nu paa denne ene dag er alt forbi
med dig som døde. Som en stormvind fór du bort,
og alting rev du med dig. Borte er vor far.
Mit liv er endt, og død og borte er du selv.
Nu haanler hatet, og vor mor, som ei er mor,
er vild av glæde, hun om hvem du tidt har sendt
mig mangt et lønlig bud, at engang kom du selv
med hevnens straffedom. En ond og fiendsk gud
har nu forment os dette, en som hater os —
og sendte mig en skygge og en haandfuld støv
som usselt vederlag for dig, min elskte bror.
Aa ve mig arme, ve! Saa jammerfuldt et lik!
Aa ve! Paa rædselsfulde stier blev du sendt,
min bror, det kjæreste jeg har, og tok mit liv.
Ja, dyrebare bror, du tok forvisst mit liv.
Saa ta mig ogsaa med dig til din mørke grav,
et intet til dit intet, for at jeg kan bo
med dig til evig tid; ti da du var paa jord,
da delte vi jo likt, og nu staar al min hu
til efter døden ei at skilles fra din grav.
Jeg ser jo nu at døden stiller al vor sorg.

KORFØRER.
 Betænk, Elektra, at din far var dødelig
og dødelig din bror. Saa klag da ei saa saart;
ti hjertesorg som denne er vor fælles lod.

ORESTES.
 Aa ve, hvad skal jeg si? Jeg famler efter ord;
ti holde tungen tøilet kan jeg ikke mer.