Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/275

273

Elektra

KRYSOTEMIS.
 Ved vore fædres arne, nei, hvad jeg har sagt,
var sandt og ingen spøk. Jeg vet han er her selv.

ELEKTRA.
 Aa stakkars dig! Hvem er det som har bildt dig ind
det du har hørt og stoler paa saa fuldt og fast?

KRYSOTEMIS.
 Av ingen anden har jeg hørt det; men jeg selv
har set saa sikre kjendetegn at jeg er tryg.

ELEKTRA.
 Hvad gjør dig, arme søster, tryg? Hvad har du set
naar du kan varme dig ved slik en haabløs gnist?

KRYSOTEMTIS.
 Ved alle guder, hør mig! Døm saa siden selv
om du skal kalde mig uvittig eller klok.

ELEKTRA.
 Hvis det kan glæde dig, saa tal. Fortæl mig alt.

KRYSOTEMIS.
 Ja, alt som jeg har set, skal jeg fortælle dig.
Da jeg kom hen til ættens gravhaug, hvor vor far
er stedt til hvile, saa jeg der fra haugens top
en strøm av nylig ofret melk, og rundt hans grav
var alskens friske blomster strødd med kjærlig haand.
Jeg undret mig ved dette syn og speidet rundt
om kanske noget øienvidne stod mig nær.
Men da jeg intet saa, og egnen rundt omkring
var ganske tyst og stille, gik jeg haugen nær
og saa paa gravens rand en nys avklippet lok,
og da jeg arme saa den, stod som i et blink
et velkjendt billed for min sjel: Jeg saa et tegn
fra ham, vor bror Orestes, ham jeg elsker mest.

18 — Sofokles: Tragedier.