Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/269

267

Elektra

som bare hører om hans skjæbne, men for os
som saa det, værst av alt det stygge jeg har set.

KORFØRER.
 Aa ve! Det synes som vor gamle herskerslegt
er gaat til grunde, rykket op med rot og trevl.

KLYTAIMNESTRA.
 Aa Zevs, hvad er dog dette? Skal jeg gi det navn
av lykke eller held i vanheld? Det er tungt
ved egen bitter sorg at redde eget liv.

TJENEREN.
 Men hvorfor, kvinde, gjør mit budskap dig saa ondt?

KLYTAIMNESTRA.
 At føde barn er haardt; ti trods den overlast
hun lider, kan en mor ei hate sine barn.

TJENEREN.
 Det var da, som det synes, faafængt at vi kom.

KLYTAIMNESTRA.
 Nei, ikke faafængt. Hvordan kan du tale saa,
saafremt du nu med sikre tegn kan melde mig
at han er død, den søn som skyldte mig sit liv,
men svek den mor som fostret ham og gav ham bryst,
og rømte til et fremmed land og fra den stund
han flygtet, aldrig saa mig mer, men lastet mig,
fordi hans far blev dræpt, og truet mig med hevn,
saa aldrig mere, ei ved nat og ei ved dag,
den søte søvn mig favnet. Nei, i evig angst
for døden levet jeg hver dag og stund som kom.
Men nu idag er jeg blit fri for denne frygt
for ham og hende. Hun som bodde i mit hus,
var endnu mere plagsom. Stadig suget hun
mit hjerteblod. Nu kan jeg vel i ro og fred
for hendes trusler leve tryg hver dag som gaar.