Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/251

249

Elektra

Maatte jeg aldrig faa lovord av disse!
Bor noget godt i min sjel, vil jeg aldrig
dvæle iblandt dem i sløvhet og stække
jammerens vinger og glemme at hædre
barnlig min far; ti skal han, den arme,
være et intet, kun støv efter døden,
medens hans mordere aldrig skal lide
straf for sin brøde og bøte for mordet,
svinder al fromhet og svinder al skam.

KOR.
Jeg kom av omsorg, barn, ei mindre for dit vel
end for mit eget bedste. Har jeg ikke ret
saa faar du seire. Vi skal villig følge dig.

ELEKTRA.
 Jeg skammer mig, I kvinder, hvis jeg tykkes jer
at bære sorgen tungt med altfor megen graat.
Men tilgiv mig. Jeg tvinges jo ved andres vold.
Ti maatte ei en ættstor kvinde handle saa
naar hun har set det onde hendes slegt har lidt
og dag og nat maa se at denne hatets urt
blir drevet frem til blomst og aldrig visner bort.
Den mor som fødte mig, er den som først og fremsi
forfølger mig med hat, og her i dette hjem,
mit eget, maa jeg bo med dem som vog min far.
De to er mine herrer; de kan raade for
om jeg skal faa til nødtørft eller mangle alt.
Og hvordan tror du dagen gaar for mig som ser
Aigistos sitte paa den samme kongestol
som før min far, og ser ham sitte pragtfuldt klædt
i samme dragt som han og ofre viet drik
ved samme arne hvor tilforn min far blev dræpt.
Og det som piner mest, det frækkeste av alt:
Jeg ser hin morder i den seng som var min fars;
jeg ser ham hvile hos min mor, min usle mor,
hvis jeg kan kalde den som ligger hos ham, mor.
Hun er saa fræk at hun tør dele seng med ham,
den skurk, og ræddes ei for hævngudinders straf.
Nei, ret som for at haanle av sin rædselsdaad