Denne siden er ikke korrekturlest
242
Elektra
ORESTES.
Min kjære tjener, ja den kjæreste jeg har!
Hvor klart du lar mig se i dig en trofast ven!
Ti som en ædel hingst, hvor gammel den end er,
i kampens farer aldrig mister ungdoms mot,
men fyrig spidser øren, egger ogsaa du
min sjæl til daad og følger mig som første mand.
Og derfor vil jeg si dig nu min hele plan,
og laan mig villig øre; lyt til mine ord,
og traf jeg ei det rette, gi mig da et raad.
Vit, da jeg kom til Delfis spaadomstempel nys
for der at høre hvordan jeg med fuldgod ret
omsider kunde tukte dem som vog min far,
gav Foibos mig et svar som du skal høre nu:
Jeg skulde helt alene uten skjolddækt hær
med list la begge faa den død de har fortjent.
Og da nu dette gutddomsord er mig forkyndt,
saa pas nu du den rette tid og gaa saa ind
i denne borg og vokt paa alt som der blir gjort,
saa du kan gi os grei besked. Lang tid er gaat,
og ingen vil vel kjende dig, den gamle mand
med dine hvite haar og ane hvem du er.
Fortæl du er en fremmed, en som bringer bud
fra fokisk høvding, fra Fanotevs; ti i krig
er han den bedste ven og hjælper som de har,
og meld dem, ja bekræft med dyrest ed at nys
Oresles fandt en voldsom død i veddekamp
i Pyto,[1] da han kjørte der i vildest fart
sin vogn og tumlet ned. Ja, husk nu disse ord!
Vi gaar og vier graven, hvor min far er lagt,
som guden bød, med offerdrik og smykker den
med lokker av vort haar og kommer hit igjen
med kobberhamret urne, den som vi har gjemt,
som ogsaa du jo vet, i krattets tykning hist,
saa vi med svigefulde ord kan bringe den
det glade budskap, at mit eget lik forlængst
er brændt til støv og aske, smuldret hen paa baal.
Hvad kvide kan det volde, om jeg dør i ord,
Min kjære tjener, ja den kjæreste jeg har!
Hvor klart du lar mig se i dig en trofast ven!
Ti som en ædel hingst, hvor gammel den end er,
i kampens farer aldrig mister ungdoms mot,
men fyrig spidser øren, egger ogsaa du
min sjæl til daad og følger mig som første mand.
Og derfor vil jeg si dig nu min hele plan,
og laan mig villig øre; lyt til mine ord,
og traf jeg ei det rette, gi mig da et raad.
Vit, da jeg kom til Delfis spaadomstempel nys
for der at høre hvordan jeg med fuldgod ret
omsider kunde tukte dem som vog min far,
gav Foibos mig et svar som du skal høre nu:
Jeg skulde helt alene uten skjolddækt hær
med list la begge faa den død de har fortjent.
Og da nu dette gutddomsord er mig forkyndt,
saa pas nu du den rette tid og gaa saa ind
i denne borg og vokt paa alt som der blir gjort,
saa du kan gi os grei besked. Lang tid er gaat,
og ingen vil vel kjende dig, den gamle mand
med dine hvite haar og ane hvem du er.
Fortæl du er en fremmed, en som bringer bud
fra fokisk høvding, fra Fanotevs; ti i krig
er han den bedste ven og hjælper som de har,
og meld dem, ja bekræft med dyrest ed at nys
Oresles fandt en voldsom død i veddekamp
i Pyto,[1] da han kjørte der i vildest fart
sin vogn og tumlet ned. Ja, husk nu disse ord!
Vi gaar og vier graven, hvor min far er lagt,
som guden bød, med offerdrik og smykker den
med lokker av vort haar og kommer hit igjen
med kobberhamret urne, den som vi har gjemt,
som ogsaa du jo vet, i krattets tykning hist,
saa vi med svigefulde ord kan bringe den
det glade budskap, at mit eget lik forlængst
er brændt til støv og aske, smuldret hen paa baal.
Hvad kvide kan det volde, om jeg dør i ord,
- ↑ Et andet navn paa Delfi.
