Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/233

231

Antigone

Tungt aandet han og hostet op sit hjerteblod,
og røde draaper stænket hendes bleke kind.
Den arme ligger nu som lik med lik i favn.
Sit bryllup maa han feire hist i Hades’ hus.
Men han har vist os mennesker at uforstand
av alle onder er det værste for en mand.
(Evrydike gaar.)

KORFØRER.
 Hvad mener du om dette? Kvinden ilte bort
og mælte ei et glædens, ei et sorgens ord.

BUDET.
 Det undrer ogsaa mig. Jeg nærer dog det haab
at sorgen over sønnens skjæbne vil hun ei
for byen skrike ut, men inde i sit hus
med sine terner jamre over husets sorg.

KORFØRER.
 Jeg er ei tryg. Forstenet taushet tykkes mig
ei mindre truende end altfor høie skrik.

BUDET.
 Jeg gaar nu ind i huset, og da vet vi snart
om hun i sindets oprør gjemmer i sin sjel
et lønlig forsæt. Ja tilvisse, du har ret:
Den stumme taushet kan jo ogsaa varsle ondt.
(Gaar ind. Kreon kommer med Haimons lik.)

KORFØRER.
 Der kommer vor hersker; der kommer han selv.
I armene har han et talende tegn
paa brøde, ei andres — det tør jeg vel si
men brøde som selv han forskyldte.

KREON.
 Aa, selvklok daares syndeskyld!
Aa, dødsens stivsind! Se dog, se
en dræpt, en drapsmand, søn og far.
Aa skjæbnetunge tankespind!