Denne siden er ikke korrekturlest
218
Antigone
til egen slegt, hvis største tal tilgrunde gik
og nu blandt døde dvæler hos Persefone.[1]
Den sidste, den som fik den tyngste dødens lod
er jeg som nu gaar ned, før livets maal er naadd.
Men naar jeg kommer, haaber jeg saa fast og trygt
at komme kjær for dig, min far, og dyrebar
for dig, min mor, og kjær for dig, min elskte bror.
Ti da I døde, har jeg selv med egen haand
i finest lin jer svøpt og stænket offerdrik
paa smykket grav, og da jeg vilde jorde nys
dig, Polyneikes, fik jeg denne bitre løn.
Retsindig mand vil prise at jeg hædret dig;
ti var jeg mor og hadde husbond eller barn
som laa som henslængt lik, da hadde jeg forvisst
ei øvet dette verk i trods mot landsmænds bud.
— Men hvilken tanke laa til grund for disse ord?
Jo, mistet jeg mit barn, og var min husbond død,
kanhænde da jeg fik med anden husbond barn;
men da min mor og far er gjemt i jordens skjød,
kan aldrig mere vokse op for mig en bror.
Fordi jeg tænkte saa og fremfor andre høit
har hædret dig, min elskte bror, har Kreon ment
at jeg forsyndet mig og vaaget halsløst verk,
og derfor grep han mig med vold og fører mig
som jomfru bort til graven uten brudesang.
Ei skal jeg faa en husbond, aldrig fostre barn.
Forlatt som nu av venner, gaar jeg levende,
jeg arme mø, til dødes bolig under jord.
Og hvilket guders lovbud har jeg overtraadt?
Hvor kan jeg mer, jeg arme, vende fromt mit blik
mot nogen gud og be om hjælp, naar det blir sagt
at jeg har krænket fromhets krav ved frommest daad?
Hvis guder tykkes at jeg lider som forskyldt,
vil lidelsen vel lære mig at se min skyld;
Men synder han, ja la ham da ei lide mer
end hvad han uten mindste ret har gjort mot mig.
(Kreon kommer.)
og nu blandt døde dvæler hos Persefone.[1]
Den sidste, den som fik den tyngste dødens lod
er jeg som nu gaar ned, før livets maal er naadd.
Men naar jeg kommer, haaber jeg saa fast og trygt
at komme kjær for dig, min far, og dyrebar
for dig, min mor, og kjær for dig, min elskte bror.
Ti da I døde, har jeg selv med egen haand
i finest lin jer svøpt og stænket offerdrik
paa smykket grav, og da jeg vilde jorde nys
dig, Polyneikes, fik jeg denne bitre løn.
Retsindig mand vil prise at jeg hædret dig;
ti var jeg mor og hadde husbond eller barn
som laa som henslængt lik, da hadde jeg forvisst
ei øvet dette verk i trods mot landsmænds bud.
— Men hvilken tanke laa til grund for disse ord?
Jo, mistet jeg mit barn, og var min husbond død,
kanhænde da jeg fik med anden husbond barn;
men da min mor og far er gjemt i jordens skjød,
kan aldrig mere vokse op for mig en bror.
Fordi jeg tænkte saa og fremfor andre høit
har hædret dig, min elskte bror, har Kreon ment
at jeg forsyndet mig og vaaget halsløst verk,
og derfor grep han mig med vold og fører mig
som jomfru bort til graven uten brudesang.
Ei skal jeg faa en husbond, aldrig fostre barn.
Forlatt som nu av venner, gaar jeg levende,
jeg arme mø, til dødes bolig under jord.
Og hvilket guders lovbud har jeg overtraadt?
Hvor kan jeg mer, jeg arme, vende fromt mit blik
mot nogen gud og be om hjælp, naar det blir sagt
at jeg har krænket fromhets krav ved frommest daad?
Hvis guder tykkes at jeg lider som forskyldt,
vil lidelsen vel lære mig at se min skyld;
Men synder han, ja la ham da ei lide mer
end hvad han uten mindste ret har gjort mot mig.
(Kreon kommer.)
- ↑ Underverdenens dronning.
