Hopp til innhold

Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/195

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
193
Antigone
var slæpt og flængt av hunde eller vilde dyr.
Nu brøt det løs en voldsom trætte mellem os.
Paa vaktmand skyldte vaktmand. Slagsmaal kunde let
blit enden paa det. Ingen kunde der sagt stop.
Hver enkelt gjaldt for gjerningsmand. Bevise det
var uraad. Alle sa, de visste ingenting.
Hver mand var rede til at bære glohett jern,
gaa gjennem ild og sverge dyrt ved hver en gud
paa hverken at ha gjort det eller ha begrep
om hvem der hadde tænkt paa eller gjort slikt verk.
Tilslut da al vor forsken intet hjalp, tok en
til orde, en som fik os alle til mot jord
at bøie hodet. Motsi ham var uraad; gjorde vi
som manden vilde, visste vi os ingen raad
til godt at slippe fra det. Manden raadet til
at melde saken, ei at dølge den for dig.
Hans forslag gik igjennem Mig usalige
traf loddet. Jeg var den som fik det hædershverv.
Her staar jeg blandt uvillige, uvillig selv;
ti ingen liker den, som bringer bud om ondt

KORFØRER.
Alt længe, herre, har min tanke grundet paa
om ei i dette verk vi sporer guders magt.

KREON.
Hold op, før dine ord har fyldt min sjel med harm,
saa ei med daarskap parres dine hvite haar;
ti taales kan din tale ei, naar du tør si
at guder nærer omsorg øm for dette lik.
Mon de har dækket ham, fordi for ædel daad
de fremfor andre vilde hædre ham som kom
for grumt at brænde søilesmykte templer ned
og hellig tempelskat og øde land og lov?
Mon du har set at guder hædrer onde mænd?
Visst ei, men slik har mænd i denne by forlængst
i stilhet knurret. Nødig har de taalt min magt
med lønlig hovedrysten. Bøiet har de ei
lovlydig nakken under aak og elsket mig.
Av slike mænd forstaar jeg godt at disse her

13 — Sofokles: Tragedier.