Denne siden er ikke korrekturlest
166
Oidipus i Kolonos
OIDIPUS.
Vel, søn av Aigevs. Du skal nu faa vite det
som altid like trygt skal verne om dit land.
Selv skal jeg ufortøvet uten fremmed hjelp
dig vise veien til det sted hvor jeg skal dø.
Dog aldrig maa du vise nogen her paa jord
min skjulte grav og aldrig nævne hvor den er.
Da skal den reise bedre vern mot granders vold
end skjolmur og forbundsfællers lanserad.
Men hvad med gru jeg røber, det forbudte ord,
det skal kun du faa høre, naar du kommet dit;
ti ei jeg turde røbe det for disse mænd
og ei for mine barn, saa høit jeg elsker dem.
Bevar det stedse, og naar livets maal du naar,
da først skal du betro det til din ældste søn,
og han i ubrutt række til sin eftermand.
Da skal du styre dette land, beskjærmet trygt
mot dragesædens yngel.[1] Dog, i letsinds trods
har mangen stat, hvor visdom raadet, ødt sin kraft.
Ti skarpt, om end langmodig, rammer guders blik
enhver som vender sig fra dem til daarskaps sti.
La ei, du søn av Aigevs, saadant times dig!
Dog nok, du vet jo selv hvad nu jeg sier dig:
Saa la os vandre straks til stedet. Gudens vink
mig driver fremad. La os ikke nøle mer.
Følg efter, barn. Som I har ledet eders far,
saa blev nu jeg til gjengjæld den som leder jer.
Kom med, men rør mig ikke! La mig finde selv
den grav, av guder viet, hvor min skjæbne vil
at dette støv skal skjules her i fremmed land.
Kom efter! Her er veien. Hermes, dødens bud,
og skyggerikets dronning leder selv mig dit.
Aa straaleglans som sluktes! Engang var du min,
og nu du bader mig i lys for sidste gang.
Ti for at skjule dette liv som nu er endt,
Vel, søn av Aigevs. Du skal nu faa vite det
som altid like trygt skal verne om dit land.
Selv skal jeg ufortøvet uten fremmed hjelp
dig vise veien til det sted hvor jeg skal dø.
Dog aldrig maa du vise nogen her paa jord
min skjulte grav og aldrig nævne hvor den er.
Da skal den reise bedre vern mot granders vold
end skjolmur og forbundsfællers lanserad.
Men hvad med gru jeg røber, det forbudte ord,
det skal kun du faa høre, naar du kommet dit;
ti ei jeg turde røbe det for disse mænd
og ei for mine barn, saa høit jeg elsker dem.
Bevar det stedse, og naar livets maal du naar,
da først skal du betro det til din ældste søn,
og han i ubrutt række til sin eftermand.
Da skal du styre dette land, beskjærmet trygt
mot dragesædens yngel.[1] Dog, i letsinds trods
har mangen stat, hvor visdom raadet, ødt sin kraft.
Ti skarpt, om end langmodig, rammer guders blik
enhver som vender sig fra dem til daarskaps sti.
La ei, du søn av Aigevs, saadant times dig!
Dog nok, du vet jo selv hvad nu jeg sier dig:
Saa la os vandre straks til stedet. Gudens vink
mig driver fremad. La os ikke nøle mer.
Følg efter, barn. Som I har ledet eders far,
saa blev nu jeg til gjengjæld den som leder jer.
Kom med, men rør mig ikke! La mig finde selv
den grav, av guder viet, hvor min skjæbne vil
at dette støv skal skjules her i fremmed land.
Kom efter! Her er veien. Hermes, dødens bud,
og skyggerikets dronning leder selv mig dit.
Aa straaleglans som sluktes! Engang var du min,
og nu du bader mig i lys for sidste gang.
Ti for at skjule dette liv som nu er endt,
- ↑ Tebanerne. Tebens fornemste slegter mente sig at stamme fra de kjæmper som vokste op av jorden, da Kadmos hadde saadd den dræpte drages tænder. Stykket er forfattet under peloponneserkrigen, da Teben var med blandt Atens fiender.
