Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/163

161

Oidipus i Kolonos

POLYNEIKES.
 Ugjørlig! Hvordan skulde vel den samme hær,
naar jeg har veket engang, lyde mig paany?

ANTIGONE.
 Aa bror, hvi skal du atter skjænke hatet rum?
Hvad vinder du ved grumt at herje fædres stad?

POLYNEIKES.
 En skam at være utlæg mand, en blodig skam
at jeg, den ældste, slik forhaanes av min bror.

ANTIGONE.
 Aa, ser du ei, hvor snart det gaar som far har spaadd?
Husk, døden han jer varsler for hinandens haand!

POLYNEIKES.
 Saa vil han, ja; men vike maa og tør jeg ei.

ANTIGONE.
 Aa ve mig arme! Dog, hvem tør vel følge dig,
naar denne oldings spaadomsord han først har hørt?

POLYNEIKES.
 Jeg tier med det tunge budskap. Kun sit held
den kloke høvding melder, ei sit nederlag.

ANTIGONE.
 Aa bror! Aa har du hermed sagt dit sidste ord?

POLYNEIKES.
 Ja, hold mig ei tilbake! Fremad maa jeg gaa
min skjæbnetunge smertensgang, forbandet grumt
av far, som hidser hevngudinder i mit spor.
Jer signe Zevs, saafremt I hegner om mit støv;
ti her i livet favner I mig aldrig mer.
Saa, slip mig nu! Levvel for evig! Aldrig mer
skal I faa se mit aasyn.

11 — Sofokles: Tragedier.