Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/162

160

Oidipus i Kolonos

Slik lod jeg ønsker dig og ber at Tartaros
skal hente dig til urfødt mørkes skumle nat.
Til denne lunds gudinder roper jeg om hjelp
og Ares, han som tændte eders vilde hat.
Gaa! Du har hørt mit avskedsord, og bring det bud
til hele Kadmos-folket og til alle dem
som trofast følger dig i kamp, at Oidipus
med slike gaver lønnet sine egne barn.

KORFØRER.
 Ak, Polyneikes! Ikke kan jeg ønske dig
til lykke just med færden. Drag nu skyndsomt bort!

POLYNEIKES.
 Ve mig for denne tunge, uheldsvangre gang!
Ve mine vaabenfæller! Aa mot hvilket maal
har dog vort tog fra Argos stevnet! Ve mig, ve!
Et maal hvis gru jeg ei tør nævne med et ord
for nogen ven. Ei heller tør jeg vende om;
men stum som døden maa jeg møte nu min lod.
 Aa mine kjære søstre, I som nu har hørt
min far forbande mig saa ubønhørlig grumt,
I maa dog ei, ved alle guder, naar min fars
forbandelse blir fuldbragt, og naar I faar lov
at gjense hjemmet, haane og foragte mig;
men læg mit lik i graven; und mig dødens ret!
Da skal til al den ros I faar av eders far
til løn for eders møie, slutte sig en tak
ei mindre varm fra mig for kjærlig søsterhjelp.

ANTIGONE.
 Aa Polyneikes, tilstaa mig en ringe bøn!

POLYNEIKES.
 Hvad vil du, elskte søster? Tal, Antigone!

ANTIGONE.
 Vend uten nølen hjem til Argos med din hær,
og vold dog ei dit eget og dit lands fordærv.