Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/157

155

Oidipus i Kolonos

KOR.
Første strofe.
    Den som ønsker et længre liv
    og foragter dets rette maal,
    tror jeg engang maa vise selv
    klart at daarskap var al hans higen;
    ti saa mangen en bitter kval
    gjemmer dagenes lange rad.
    Ak, men glæden du aldrig fandt,
    naar altfor langt du famlet frem.
  Ikkun en er alles trøst, naar Hades’ Moire^[1]
    kommer uten brudesange
    uten dans og uten lyre —
    døden, vor sidste tilflugt.

Første motstrofe.
    Være ufødt er bedste lod;
    næststørst lykke, naar du blev født
    da at vandre med stakket frist
    dithen hvorfra du nys er kommet.
    Ti naar ungdommens drøm er endt,
    — tomme daarskapers lette lek —
    hvo blev skaanet for sorgers hær?
    hvilken smerte blev ei din lod?
    Ti mordlyst raser, kiv og strid
  kamp og avind. Som det sidste kommer haanet
    kraftløs alder, ensom, bitter
    venneløs; blot alle trængslers
    plager dens bolig gjester.

Slutstrofe.
  Med den han kjæmper, stakkar, ei blot jeg,
    lik et havskjær som av vinterstormens
    bølger piskes haardt fra alle kanter
    saadan vælter sig vanhelds
    vilde skumkranste vover
  mot ham i graadig, ustanselig følge,
    nogen fra flammende solefald,
    andre fra morgenens gry,

1. Skjæbnegudinde.