orienteres som oftest i stykkets begyndelse gjennem en samtale mellem to skuespillere.
Det er sagntidens helter og heltinder som taler fra den græske scene, og dette sætter sit præg paa ordvalg og uttryksmaate. Sproget og stilen maa løftes op i en høiere sfære. Blir dialogen bevæget, gjælder den regel at hver replik skal sammentrænges paa en verslinje. Naar dette blir gjennemført paa side efter side, som hos Evripides, kan det virke trættende som manér. De længere sammenhængende indlæg er utarbeidet med ytterste omhu for et publikum som i folkeforsamling og ved domstolen var vant til at høre mesterverker av veltalenhet. Her flyter foredraget bredt og mægtig som en glitrende strøm av smeltet guld.
Den bevisste sky for det jevne, likefremme uttryk er endnu mere fremtrædende i korsangene. Her blir grænsen mellem det kunstfulde og det kunstlede ikke saa sjelden overskredet. Her har ganske visst været nøtter at knække ogsaa for samtidens tilhørere. De gamle grammatikere har ialfald fundet det nødvendig at gi forklaringer, som ofte former sig som oversættelser til daglig tale. Den samme tendens har gjort sig gjældende i litteraturen ogsaa i senere tider og fremkaldt foreteelser som den overdrevne bruk av omskrivninger i den senere skaldedigtning og smaksretninger som evfuismen i England paa Shakespeares tid og den franske style précieux. Det græske sprogs enestaaende evne til at danne sammensætninger har gjort denne ordlek let og lokkende.
Den græske tragedie naar høidepunktet av sin utvikling paa mindre end et hundredaar. Dens glanstid falder sammen med den mægtige kraftutfoldelse som præget græsk aandsliv paa alle omraader efter de første avgjørende seire i perserkrigene. Vi har navne paa en hel række tragikere fra denne tid; men det er bare tre av hvem vi har verker bevaret, heldigvis de tre som efter samtidens og eftertidens dom naadde længst i menneskeskildring, Aiskylos, Sofokles og Evripides. Av Aiskylos har vi 7 tragedier,
