Denne siden er ikke korrekturlest
146
Oidipus i Kolonos
har løftet haanden mot min far og tok hans liv,
blind for hvad brøde svar jeg øvet og mot hvem,
hvi tør du da fordømme ufrivillig synd?
Ja, om mit samliv med min mor du tvinger mig
at tale, usling, — og din søster var hun dog.
Vel, jeg skal tale; tie vil jeg ei naar du
saa frækt og hjerteløst har nævnt det stygge ord.
Ja vel, hun fødte mig, hun fødte mig. Aa ve!
Vi visste intet, hun og jeg, og hun som gav
mig livet, gav mig barn til skjændsel for sig selv.
Dog ett jeg vet, at villig nok du smæder mig
og hende, men at jeg tok hende til min viv
uvillig, og uvillig nævner jeg det nu.
Aa nei, for dette samliv falder ingen skyld
og skam paa mig, ei heller for hint fadermord,
hvorom du altid minder mig med bitter haan.
Ti svar mig nu paa dette ene spørsmaal blot:
Hvis en gik løs paa dig, du lovens mand, og brat
dig vilde dræpe, spurte du ham om han var
din far kanhænde, eller tugtet du ham straks?
Du tugtet nok hin voldsmand, tænker jeg, saasandt
du elsker livet, spurte ei om retten først.
Men just til saadant vanheld blev jeg ledet selv
ved guders haand. Jeg tror at ei engang min far,
saafremt han var i live, vilde si mig mot.
Men du — for hædersmand det er du ei, men tror
at du tør nævne likt og ulikt uten skam
du haaner mig saa skamløst her for disse mænd,
du tror det klokt for Tesevs slesk at bøie ryg
og prise høit som mønster for en stat Aten;
men midt i denne flom av lovord glemmer du
den ene ting at dette land har første rang
blandt alle som forstaar at dyrke guder ret.
Og herfra vil du røve mig, en gammel mand,
som ber om hjelp, og mine døtre tok du alt.
Og derfor vender jeg mig nu med hetest bøn
til disse huldgudinder, trygler dem om hjelp
i nødens stund, saa ogsaa du kan fatte klart,
hvor kjæk en helteskare verner denne stad.
blind for hvad brøde svar jeg øvet og mot hvem,
hvi tør du da fordømme ufrivillig synd?
Ja, om mit samliv med min mor du tvinger mig
at tale, usling, — og din søster var hun dog.
Vel, jeg skal tale; tie vil jeg ei naar du
saa frækt og hjerteløst har nævnt det stygge ord.
Ja vel, hun fødte mig, hun fødte mig. Aa ve!
Vi visste intet, hun og jeg, og hun som gav
mig livet, gav mig barn til skjændsel for sig selv.
Dog ett jeg vet, at villig nok du smæder mig
og hende, men at jeg tok hende til min viv
uvillig, og uvillig nævner jeg det nu.
Aa nei, for dette samliv falder ingen skyld
og skam paa mig, ei heller for hint fadermord,
hvorom du altid minder mig med bitter haan.
Ti svar mig nu paa dette ene spørsmaal blot:
Hvis en gik løs paa dig, du lovens mand, og brat
dig vilde dræpe, spurte du ham om han var
din far kanhænde, eller tugtet du ham straks?
Du tugtet nok hin voldsmand, tænker jeg, saasandt
du elsker livet, spurte ei om retten først.
Men just til saadant vanheld blev jeg ledet selv
ved guders haand. Jeg tror at ei engang min far,
saafremt han var i live, vilde si mig mot.
Men du — for hædersmand det er du ei, men tror
at du tør nævne likt og ulikt uten skam
du haaner mig saa skamløst her for disse mænd,
du tror det klokt for Tesevs slesk at bøie ryg
og prise høit som mønster for en stat Aten;
men midt i denne flom av lovord glemmer du
den ene ting at dette land har første rang
blandt alle som forstaar at dyrke guder ret.
Og herfra vil du røve mig, en gammel mand,
som ber om hjelp, og mine døtre tok du alt.
Og derfor vender jeg mig nu med hetest bøn
til disse huldgudinder, trygler dem om hjelp
i nødens stund, saa ogsaa du kan fatte klart,
hvor kjæk en helteskare verner denne stad.
