Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/134

132

Oidipus i Kolonos

TESEVS.
Visst jeg vet at ingen mand
mit bud tiltrods skal føre dig fra dette sted.
Saa mangen trusel, mangt et faafængt ord blir sagt
i heftig vredesmod; men naar en mands fornuft
igjen faar raade, glemmes trusler noksaa let.
Og om end hine vaager nu at true haardt
med tvungen hjemfærd, tror jeg nok at veien hit
vil tykkes langt og utrygt farvand, fuldt av skjær.
Og derfor kan du være trøstig, selv om jeg
ei gav dig vern, saasandt som Foibos sendte dig.
Og om jeg ikke er tilstede, vil mit navn,
det vet jeg visst, beskjærme dig mot overlast.
(Gaar.)

KOR.
Første strofe.
   Gjæsteven, du er kommet til
  bedste hjem i mit land, det gangerstolte
   til Kolonos paa hviten skrænt,^[1]
   her hvor den klagende nattergal
   flokkes tæt og sin trille slaar
     lydt i løvgrønne lier,
   dulgt bak vedbendens vinrøde hang
    hist hvor gudens^[2] ensomme lund
  frugttynget skygger for solbrand og lunende
    mot alle vinde skjærmer.
    Der i bakkantisk jubels lyst
   altid sværmer Dionysos blandt skjønne
   gudinder, hans ammer fordum.

Første motstrofe.
   Her i bugnende klaser gror
  daglig læsket av himlens dugg narcisser
   hvormed høie gudinders^[3] par

1. Sofokles var født i Kolonos.
2. Dionysos (Bakkos).
3. Demeter og hendes datter Persefone. Fordum; ti senere kranset de sig med aks.