Side:Østbye - Tragedier (Sofokles).pdf/115

113

Oidipus i Kolonos

KORFØRER.
 Lang er jo veien. Tidt dog spredes viden om
av vandringsmænd et budskap. Naar han hører det,
saa kommer han. Vær trøstig, gamle; ti dit navn
er kjendt av alle. Faar han høre hvem du er,
saa vil han komme, laa han end i dypest søvn.

OIDIPUS.
 Ja, gid han kom til held saavel for eget land
som for sig selv; ti hvem vil ei sit eget vel?

ANTIGONE.
 Aa Zevs, hvad skal jeg si? Aa far, hvad skal jeg tro?

OIDIPUS.
 Antigone, mit barn, hvad er det dog?

ANTIGONE.
 Antigone, mit barn, hvad er det dog?Jeg ser
en kvinde nærme sig. Hun rider paa en hest
av ædel stamme. Hendes aasyn skjuler halvt
en nat, hvis brede bræmmer dæmper solens brand.
  Hvad skal jeg tro?
Mon hende eller ikke hende? Tar jeg feil?
Jeg tror det, tror det ikke, vet ei ut ei ind.
  Jeg arme!
Visst er det ingen anden. Glad hun nærmer sig
og hilser mig med smil i øiet. Klart jeg ser
det er Ismene selv, min egen søster kjær.

OIDIPUS.
 Hvad sier du, mit barn?

ANTIGONE.
 Hvad sier du, mit barn?Jeg ser din datter her,
min søster. Snart du hører hendes egen røst.

8 — Sofokles: Tragedier.