Denne siden er ikke korrekturlest
111
Oidipus i Kolonos
trøstig som var det din datter som tryglet dig.
La dog min far i sin dype fornedrelse
finde barmhjertighet. Eder vi stoler paa
ganske som var I vort forsyn i ulykken.
Vis os den gunst som vi neppe tør vente os!
Ak, ved din hustru, dit barn, jeg besverger dig,
alt hvad du elsker, dit hjem dine skytsguder.
Ei har du set at en stakkars ulykkelig
evnet at fly naar en guddom forfulgte ham.[1]
La dog min far i sin dype fornedrelse
finde barmhjertighet. Eder vi stoler paa
ganske som var I vort forsyn i ulykken.
Vis os den gunst som vi neppe tør vente os!
Ak, ved din hustru, dit barn, jeg besverger dig,
alt hvad du elsker, dit hjem dine skytsguder.
Ei har du set at en stakkars ulykkelig
evnet at fly naar en guddom forfulgte ham.[1]
KORFØRER.
Tilvisse, barn av Oidipus, din tunge lod
og denne oldings skjæbne os til hjerte gaar.
Dog, bævende for guders harm vi vaager ei
at gi dig andet svar end det vi nu har sagt.
Tilvisse, barn av Oidipus, din tunge lod
og denne oldings skjæbne os til hjerte gaar.
Dog, bævende for guders harm vi vaager ei
at gi dig andet svar end det vi nu har sagt.
OIDIPUS.
Hvad baader da et agtet navn og herlig ry
om hult og tomt det viser sig i prøvens stund?
Ti fremfor alle stæder kalder man Aten
et hjem for gudsfrygt, hvor en hjemløs stakkar kan
alene finde redning, finde hjelp og vern.
Men hvilken skaansel vises mig? I lokket mig
fra stenen hist og jager nu mig troløst bort
av rædsel for mit blotte navn; ti for mig selv
og mine gjerninger I kan ei føle gru.
Dem led jeg mere end jeg øvet dem, saafremt
jeg ellers turde nævne frit forældres færd.
For deres skyld du frygter mig; det vet jeg godt.
Og dog, hvi var min færd et usselt nidingsverk,
naar kun jeg hevnet hvad jeg led? Jeg blev ei da
en niding, selv om fuldt bevisst min gjerning var.
Men nu jeg gik min gang i blinde, medens de
som stod mig efter livet, gjorde det bevisst.
Og derfor, venner, ber jeg jer ved hver en gud:
I lokket mig fra fredlyst sted; saa frels mig nu,
Hvad baader da et agtet navn og herlig ry
om hult og tomt det viser sig i prøvens stund?
Ti fremfor alle stæder kalder man Aten
et hjem for gudsfrygt, hvor en hjemløs stakkar kan
alene finde redning, finde hjelp og vern.
Men hvilken skaansel vises mig? I lokket mig
fra stenen hist og jager nu mig troløst bort
av rædsel for mit blotte navn; ti for mig selv
og mine gjerninger I kan ei føle gru.
Dem led jeg mere end jeg øvet dem, saafremt
jeg ellers turde nævne frit forældres færd.
For deres skyld du frygter mig; det vet jeg godt.
Og dog, hvi var min færd et usselt nidingsverk,
naar kun jeg hevnet hvad jeg led? Jeg blev ei da
en niding, selv om fuldt bevisst min gjerning var.
Men nu jeg gik min gang i blinde, medens de
som stod mig efter livet, gjorde det bevisst.
Og derfor, venner, ber jeg jer ved hver en gud:
I lokket mig fra fredlyst sted; saa frels mig nu,
- ↑ og lokket ham til brøde. Ondt som godt kommer fra guderne. Ofte lokker de den lykkelige til at begaa en brøde, som de kan straffe ham for.
