Moder var et fornemt engelſk Fruentimmer, kunde ogſaa denne Omſtændighed havde ledet Magnus’s Valg, da det nemlig maatte anſees heldigt at den norſke Underkonge i disſe Egne havde mægtige Familieforbindelſer i England. Magnus’s Flaade ſkal have beſtaaet af 160 Skibe, af hvilke de 60 ſandſynligviis vare udruſtede af ham ſelv og Lendermændene, de øvrige derimod Ledingsſkibe. Da man kan antage, at ethvert af hine, nu ſom ellers, havde en Beſætning af mindſt 120 Mand, og mange af dem langt flere, kan man med Sikkerhed regne, at denne, den egentlig faſte og paalidelige Deel af Hæren, udgjorde henved 8000 Mand; den anden Deel, eller Ledingshæren, der kun i en kort Tid, halvanden Maaned, var forpligtet til at gjøre Tjeneſte, og heller ikke kan have beſtaaet af øvede Folk, udgjorde rimeligviis henimod 6000 Mand; man kan vel ſaaledes antage, at Magnus’s Styrke ved Udfarten fra Norge beløb ſig til omkring 14000 Mand[1].
Magnus ſtyrede førſt til Orknøerne (1098), hvor han landede, ſom det ſynes temmelig uventet, thi han tog ſtrax Jarlerne Paal og Erlend til Fange, og ſendte dem over til Norge. Erlend Jarls Sønner Magnus og Erling, ſaa vel ſytti Haakon Paalsſøn, beholdt han hos ſig, aabenbart ſom Giſler. Sin Sott, den unge Sigurd, lod han blive tilbage paa Orknø-
- ↑ Ordrik l. c. angiver Magnus’s Flaade til 60 Skibe, den manſke Krønike derimod til 160. Da vi nu ogſaa tidligere have ſeet, at de kongelige og Lens-Skibene tilſammen udgjorde et Antal mellem 60 og 90, og man maa antage at Ledingstropperne paa dette ſom paa alle tidligere lignende Tog ere dragne hjem efter den korte Tjeneſtetids Udløb, er det højſt ſandſynligt, at Ordrik kun har haft de Skibe for Øje, hvormed Magnus kom til Man og Irland efter at Ledingstiden var ude, og at derimod den manſke Krønike, ſom desuden udtrykkeligt ſiger, at Magnus lod ſamle en Flaade paa 160 Skibe, angiver det ſamlede Antal af kongelige Lens- og Ledingsſkibe. Vel var det fulde Antal af de Skibe der ved halv Almenning ſkulde præſteres 150, men da der udtrykkeligt omtales, at Folket tinder Magnus fandt ſig haardt beſværet ved Leding, er det højſt rimeligt, at ikke alle 150 erhvervedes.
den ældſte Søn, fød af en ringe Kvinde, Sigurd den anden, et Aar yngre, fød af en vis Thora, og Olaf den tredie, langt yngre, fød af Sigrid Saxedatter i Vik, ſynes det næſten ſom om Ordrik her maa have taget fejl, iſær da det endog er vanſkeligt at forſtaa hvorledes det kan vare gaaet til, at en fornem engelſk Dame omkring 1089, under Olafs fredelige Regjering, ſkulde kunne været bleven bragt fangen til Norge. Langt ſandſynligere er det, at Ordrik har forvexlet Magnus Olafsſøn med hans Farbroder Magnus Haraldsſøn, og Sigurd med dennes Søn Haakon, ſaa vel ſom at hiin Turer Ingheriæ filius er Steigar-Thore, Isrids Søn, der foſtrede Haakon, og muligt ja højſt rimeligviis, ogſaa har ſtaaet i et Slags Foſter-Forhold til hans Fader Magnus, hos hvem han blev hjemme, da Harald og Olaf rejſte til England.
