Schillers svigermor
SCHILLERS SVIGERMOR
For mit vedkommende reiser jeg altid langsomt. Man kan hævde sin personlighed paa mange maader, og en af mine maader er at reise langsomt. Det er omveiene og forsinkelserne og sidesporene, som beriger ens liv. Dets faa og flygtige glæder findes i alle linier mellem ens udgangspunkt og ens maal — i alle undtagen den rette, som kaldes den korteste afstand, og som alle handelsreisende følger. De eneste frie mennesker i enhver tid er de, som har befriet sig for tidsaanden. Den mand, som i dette aarhundrede agter at leve sit liv uden at ty til telefon, er paa veien til uafhængighed, og formodentlig vil en saadan mand ogsaa være paa veien til en selvstændig verdensopfatning. Farten fordummer os. Raser vi med lyntog over en slette, som hviler under solen med et uendelig hvidt baand af en landevei strukket mod det fjerne, og ser vi en bondevogn med oxespand i mægtig langsomhed skure i veiens grus for at naa landsbyen engang efter mørkefald, da burde vi misunde oxerne deres rolige fornuft og vride vore hænder efter tabte paradiser. Slettens korn, det modnes lige langsomt i dette tyvende aarhundrede som i det tyvende aarhundrede før Kristus, men vi mennesker er faldt ud af takten med det groende og egentlige.
Takket være en forsinkelse i Jena kom jeg ind paa et sidespor til Weimar.
Det var ikke sæson endnu i den storhertugelige residensstad ved aaen Ilm, men den store excellence tager jo imod til alle aarstider. De egentlige reisende pleier ikke at komme før over pintsetider, fortalte oberen i hotelrestauranten. Nu var det ogsaa hundekoldt, men trærne havde af gammel vane begyndt at blomstre og løves, fordi almanaken forlanger det af dem. Kastanjebladene hang rigtignok mismodig med fligene, og de gamle lønnetrær svingede og svaiede sit skinnende gule blomsterflor i den vinterlige vind. Vaaren sætter sig ud over al klimatisk modgang, den kommer med alt sit, naar tiden er inde, og trumfer sin vilje gjennem alle gjenvordigheder.
Portieren slog døren op til et værelse, udstyret med al nutidens komfort, det vil sige: med en ovn, en virkelig ovn. Jeg gjorde ingen omstændigheder, men afsluttede leien for ovnens skyld. Den var rigtignok kold som en mægtig isblok, men den fyldte godt i rummet og gjorde et høist paalidelig indtryk. Dens grønglaserede kakler fremstillede i buget relief udvalgte helteskikkelser fra verdens- og bibelhistorien slike som Rex David, Carolus Magnus, Judas Maccabæus og Chlodovig, frankernes konge. Mens sne og hagl piskede mod ruderne, spurgte jeg mig selv, om de nævnte herrer muligens blev afskildret netop paa denne ovn, fordi de til sine øvrige store egenskaber ogsaa føiede en sjelden standhaftighed mod lave temperaturer.
Trods veir og vind begav jeg mig ud for at tage byen i øiesyn. Den var netop som jeg havde tænkt mig, en liden perle af en by med krogede gader og smukke pladse, med et stort slot og en herlig park, mange gange større end det bebyggede areal. I et boghandlervindu fandt jeg udstillet et portræt af Schillers svigermor, en værdig dame, som jeg i min litteraturhistoriske periode ved en utilgivelig forglemmelse aldeles forsømte at stifte bekjendtskab med og som jeg nu saa for første gang. Og dog var hun formodentlig med til at kaste glans over Weimar i den gyldne tid. Hun var efter al sandsynlighed en af byens eller hoffets aandrigeste damer, men jeg maatte til min skam bekjende, at jeg ikke erindrede naar og ved hvilken anledning hun sagde hvad til hvem?
Paa Karlsplatz, hvor der forøvrig ikke fandtes et menneske, mødte jeg et par, en ældre korpulent herre og en yngre mager dame. Ud af sidegaderne fremtrylledes en flok ungdom for at beskue dem, men de gik i fred, de fremkaldte ingen bemerkninger, skjønt de virkede som en hallucination. Weimar er en meget dannet by, den giver sig ikke mine af at kunne overraskes. Nil admirari.. De var barhodede og barfodede og bar sterkt udringede klædebon. Hans graa haartufser og hendes rigeligere tufser flagrede i feiende vind. Jeg har set Isidora Duncan og hendes ven i Paris, men det var smukke unge mennesker, som tog sig saameget bedre ud med det gran de havde paa sig. Og paa Capri gaar den gamle nar Diefenbach og soler sit udslagne haar. Men dette syn var meget merkværdigere. Det var som at se selve den hellige Antonius vandret ud af rammen om sig og sine fristelser og spadserende ude i snestorm med sin mindst fristende fristerinde under armen. Hvorfor havde parret stjaalet sig ud af museet? Mon de var misfornøiede med ophængningen, eller ønskede de simpelthen at vende tilbage til naturen? I sidste tilfælde undte jeg dem det umilde veir. — Der skal alligevel mod til at gaa saan, hørte jeg en stemme indvende. Ja, men netop derfor er det forkastelig. Det er lidt for selvsagt, men mod er en egenskab, som kun skal udfoldes i fare. Trak Antonius sig tilbage til ørkenen, hvor sultne løver kunde faa appetit paa hans blottede fedme, saa vilde jeg kalde ham modig. Her i denne dannede by vækker han ikke engang den opsigt, han ønsker, fordi folk generer sig for at se paa ham.
Det var høist besynderlig — er byen forhexet, jeg stødte atter paa Schillers legemstore svigermor i et nyt boghandlervindu. Var jeg traadt midt op i hendes jubilæum? Jeg tog en rask beslutning, gik ind og udbad mig al litteratur over Schillers svigermor. Er jeg engang kommen ud i verden, tænkte jeg, skal intet spares paa min uddannelse. Betjenten saa dumt paa mig og foreslog mig nogen ganske almenfattelige bøger om Schiller. Jeg maalte ham fra haarroden til disken og erklærede: ich sagte ausdrücklich: sämmtliche existierende Werke über Schillers Schwiegermutter. Bin Specialist. Verstanden? Og endelig virkede min energi. Lagret blev ribbet for de attraaede skatte. Kommer Gerhard Gran ind paa det kapitel, skal han vide, at jeg staar tungt bevæbnet i nærheden. Dette som en advarsel.
Antallet af de specialverker og kildestudier, jeg skaffede mig, tyder paa, at den gemytlig udseende dame har været eller er en omstridt personlighed blandt forskerne. Thi, hvis alle de forfattere, jeg har indkjøbt, er enige om hendes karakter, intelligens og løbebane (der kulminerede ved datterens bryllup), maa de jo have skrevet hverandre af eller afskrevet de samme dokumenter, hvilket ikke tør forudsættes. Der maa altsaa være et eller andet dunkelt punkt i Schillers svigermors liv, et uopklaret datum, som kan give anledning til frugtbare meningsbrydninger og mere eller mindre dristige kombinationer. Her stod jeg altsaa paa en aaben plads i Weimar med en bogpakke og et nyt problem under armen.
Tilfreds med mit fund gik jeg hjem til hotellet, læssede af mig litteraturen og spiste middag. Kunde denne lille artikel taale flere digressioner, vilde jeg have noget at bemerke om tysk mad. Heldigvis var den i dette hotel fransk. Oberen var neuralgiker, hvilket gav ham et vist fornemt præg, og hans onde medførte ogsaa den fordel, at restauranten holdtes opvarmet. Nei, gjentog han, da han havde rystet det meste af suppen ud over borddugen, her er ingen fremmede, ingen af betydning, ingen af nævneværdig betydning. Sæsonen begynder først midt i mai. I denne tid kommer her bare en og anden enthusiast. Han trak paa sin neuralgiske skulder, han anslog mig til enthusiast, han gjennemskuede formodentlig indholdet af min bogpakke. Javist maatte jeg være enthusiast.
— Sig mig, hr. Ober, sagde jeg — De skulde ikke kjende Schillers svigermor?
— Habe nicht die Ehre, svarte han. Vornehme Gäste noch nicht arriviert. Og han gik videre til næste bord.
Oppe paa mit værelse stod Rex David, Judas Maccabæus og de andre helteskikkelser i panser og plade om den frostherjede ovn. Jeg skar over hyssingen om bogpakken fast besluttet paa at løfte en flig af det slør, hvori Schillers svigermor for mig endnu var indhyllet.
Saa lang og omstændelig er altsaa videnskaben. Jeg stirrede henover uveisomme hedestrækninger af tysk docentprosa; jeg prøvede at skræmme op et verbum, som havde sit rede allernederst paa næste side under et buskads af visne og langstrantede bisætninger; jeg stred tappert frem til et ensomt høitbeliggende aarstal, der stod stramt og preussisk i ødet som en kilometerpæl af justeret paalidelighed. — — Saa besværlig og tornefuld er altsaa videnskaben. Man kommer ikke langt om dagen, men Rom blev ikke vundet paa én dag, end sige da en saadan svigermor. Nei, tænkte jeg, det er forsent. Min hjerne duer ikke til det. For langt ude i livet blev min sans vakt for alvorlige studier. Og desuden; naar alt kom til alt, var denne dame bare Schillers svigermor. Med alle sine fortrin var hun ingen paaviselig svigermor af Goethe. Jeg siger ikke, at man af den grund har ret til at negligere hende, men hun taaler at flyttes lidt hen mod baggrunden. Til vinding for perspektivet kunde man muligens gjøre det samme med hendes store svigersøn. Han forsvarer sin plads overalt i Tyskland, overalt i verden. Ingen piedestal vilde være ham høi nok, det er bare en plads, han ikke kan forsvare, og det er den, han har faaet paa Rietchels monument saavelsom i den almindelige tyske bevidsthed: ved siden af Goethe.
Lykelig over at mine tanker paa dette punkt havde klaret sig, blev jeg var, at et braat aprilomslag var foregaaet uden døre. Solen var kommen til magten. Udsigterne lovede en hel times sommer, og den maatte benyttes.
Paa Fürstenplatz løb jeg lige mod en ung betydelig dansk forsker, som kom farende ud af biblioteket.
— Er De her? sagde han. Har De været her længe. Er det ikke deiligt her? Ja, det er koldt, ikke sandt? Jeg har ikke set Dem. Kommer De fra Norge? — Javel, javel, svarte jeg. Men kjender De Schillers svigermor?
— Nei sagde han med et udtryk af forskrækkelse og graadig videbegjærlighed. Hvad er det med hende?
— Kjære, vær rolig, sagde jeg. Fat Dem. Det er ikke noget iveien med hende. Ikke for øieblikket. Men alvorlig talt, kjender ikke De Schillers svigermor? Det er for hendes skyld, jeg er kommen til Weimar.
Han stirrede bestyrtet paa mig.
— Kan De erindre, spurgte jeg, hvad der passerede i 1776? Har De omhyggelig læst hertuginde Amalias breve? Er De sikker paa, at der ikke i sin tid bestod et ømt forhold mellem Wieland og Schillers svigermor?
Dette er interessant, sagde han næsten hviskende af iver og greb mig i armen. Uhyre interessant. Hva? Han var bleg af betagelse og saa i det hele taget saa ophidset ud, som om denne min lille uhistoriske bagvaskelse havde aabnet ham en verden af nye tanker.
— De kan faa laane litteraturen, blev jeg ved. Den er jeg færdig med. Jeg har pløiet gjennem femten hundrede sider, og nu skal jeg op i arkivet. Problemet vil kræve maaneder, kanske aar af mit liv.
Den unge, meget betydelige forsker saa ganske forstyrret ud, da han inderlig takkede mig for tilbudet om litteraturen. Jeg er sikker paa, at han misundte mig. Han havde endnu hundrede spørgsmaal paa læberne, da jeg skiltes fra ham med et kollegialt haandtryk.
Ved indgangen til parken mødte jeg for anden gang Antonius og fristerinden. Han standsede mig og spurgte om veien til Nietzschehuset. Naturligvis, det var det jeg kunde tænkt: det var en af Zarathustras disciple, som er steget ned fra bjergene.
— Nei, svarte jeg, det ved jeg ikke. Men veien til Schillers svigermor . . .
Han vendte mig foragtelig ryggen og trak den blaafrosne fristerinde med sig . . .
Saa gik jeg ind i parken til Goethes Gartenhaus.