Scarfoglio’s svar
Scarfoglio’s svar
Som bekendt blev camorristerne nys kastet i Neapels kommunestyre. Men det fremgaar nu av listen paa de nyvalgte, at det er en programløs samling. Man overdriver saaledes betydningen av valget paa de 12 socialister; de er ikke kommet derind paa et bestemt partiprogram; de sidder der kun paa grundlag av sin personlige redelighed.
Det er en broget samling; der sidder en erkeklerikal ved siden av advokat Merlino, oprindelig anarkist og Brescis forsvarer — nærmest av Elisé Réclus’ art; der sidder høikonservative hertuger ved siden av arbeidere; der sidder «moderate»; der sidder landskendte socialistførere som advokat Altobelli og Labriola. Det spiller i alle farver; man har sagt om styret, at det ligner en iris.
De har intet program uden dette ene, negative, at rense kommunestyret. Og det har de foreløbig opnaadd. Det bestyrkes ved, at øverst paa listen staar hertug Gualtieri, som var blit valgt til borgermester, hvis han ikke af helbredshensyn hadde sagt nei. Istedenfor ham blev Miraglia valgt, som ogsaa betragtes som en helt ud hæderlig mand.
Vi ved altsaa intet om de egentlige botemidler. Naar man nu skrider til positive forslag, vil vel samholdet rakne op.
Der er endnu en betænkelig omstændighed ved hele omslaget: Deltagelsen ved valget var paafaldende liden. En kommunal interesseløshed netop paa dette tidspunkt lover jo ikke godt. — Men det kan maaske komme, naar redeligheden vinder terræn og blir mere husvant; for der sidder endnu mangen skikkelig borger i baggrunden og gemmer sig feigt væk og venter paa rigtig tryg grund under fødderne, før han voger sig frem.
Men et skridt videre fremover betegner det, at Saredo nu netop har paatat sig ogsaa at granske forvaltningen av byens milde stiftelser.
Jeg forudskikker disse supplerende bemerkninger til mit brev om affæren i Neapel.
I det brev berørte jeg Il Mattino og dets redaktør Scarfoglio’s forhold. Han er i disse dage rykket ud med en lang redegørelse og forsvar.
Scarfoglio’s mor er italiensk, men hans far er græsk. Det er vistnok i og for sig ingen lovende krydsning — syditalienerne er mer end nok opblandet med græsk. Og det er græker Scarfoglio er. Han er græker i sin skamløshed; han er græker i sin væverhed — i sin væverhed udi moralen; hans lette flagrende samvittighed er græsk — om han har nogen samvittighed. Og hans udenlandsreiser har ogsaa saa tit trukket ham østover mod den kant.
Han har studeret bl. a. i Rom. Han har ogsaa optraadt som forfatter.
Der var en kreds kunstnere og politikere, som samledes i maleren Michetti’s hus i Villafranca ved Adriaterhavet; denne maler anser vistnok italienerne selv for sin ypperste maler. De, som har været i det moderne galleri i Rom, vil ha lagt merke til hans lange retoriske lærred — den koloristiske pomp i det, dets blændende rutine. I hans hus kom d’Annunzio, hvis foredrag netop er saa nær i slægt med Michetti’s; her kom komponisten Tosti; her kom Matilde Serao; Cavallotti skal ogsaa ha deltat i samlivet. Her — saa har jeg hørt en nevø av Tosti fortælle — kom ogsaa Scarfoglio.
Men han opgav tidlig forfatterskabet og gik over i journalistiken; han har været udenlands korrespondent for Tribuna. I Neapel grunded han for 15 aar siden en avis — den første moderne avis der syd, som holdt sig à jour, og som — efter hans sigende — tryktes i 25 000 eksemplarer, da han forlod den. Saa grunded han en ny avis, sin nuværende, Il Mattino; det er 10 aar siden.
Han er en meget bereist mand. Han eier en dampyacht — «Tartarin» — som ligger paa golfens red. Og i den tilbringer han to maaneder av aaret paa reiser, som skal sluge større summer. Han siger selv, at han er en passioneret seiler.
Før jeg gengir hans selvforsvar, skal jeg gi en udsigt over hans holdning ligeoverfor undersøgelseskommissionen; allerede den er tilstrækkelig som karakteristik.
Da en viss De Martino foreslog den i kamret, bekæmped Scarfoglio den hæftig. Men saa kom Casale-processen, og en undersøgelseskommission var uavvendelig; ministeren nedsatte den ved kongelig resolution og spurgte ikke kamret. Da hug han fluksens sin egen hale av og kasted sig om; han skrev sin alvorlige artikel Verso la luce (imod lyset); der heder det bl. a.: Nu er retfærdighedens time slaat. Og længere nede: Nogen faa er skyldige, mange er ligegyldige, alle er indsovnet. Nu kommer kommissionen og fjerner kloroformmasken. Og han ender artikelen med disse forklarelsens ord:
Nu er da situationen grei og klar. Der er ingen tauge spændt for nogens fod. Og vi vandrer imod lyset med den følelse av behag og stille fryd, som den har i sin sjæl, som venter, at paa det gode skal det godes sol lyse straalende, og Neapel skal genvinde et nyt liv, fuldt av ungdom, fuldt av mod, fuldt av opreisning og fuldt av reform.
Oversættelsen formaar ikke at gengi ordenes pragt eller sætningernes rytmik.
Og en maaned efter fortsætter han og priser undersøgelsens ekspedite og faste gænge. Han nævner saaledes en, som netop da har været oppe og vidnet; han har greit forklaret grunden til det «bedrøvelige system» i byen: «imorgen haaber vi, han vil gaa over til at præcisere de enkelte tilfælde.»
Men en to maaneder efter — jeg har alle disse artikler liggende for mig in extenso — har han en ny artikel: La questione di Napoli. Da skulde Saredo ha søgt om forlængelse av den kongelige fuldmagt til 18 maaneder. Den maa han for Guds skyld ikke faa! Samlet i en sætning siger artikelen: Nei, nu synes vi virkelig, han blir pedantisk! Og avisen forsøger at haane Saredo: han farer udenfor bygrænsen med sin undersøgelse! Vil han ikke ta sig en tur rundt golfen? vil han ikke bestige Vesuv? — Og saa ved han at berette, at kommissionen har leiet lokale for 18 maaneder: Nu installerer de sig rigtig! Men latteren er ikke ganske godlynt; den er nervøs og staccato. — I mellemtiden er der nemlig kommet et nyt ministerium, og denne mand, han ikke har «tillid» til De Martino, er traadt ind i det. Der ligger forklaringen.
Scarfoglio siger nu i sin redegørelse for denne braa vending omtrent saa: ja, da bekæmped jeg Saredo, endda jeg vidste, hvor han var hevnsyg, og skønt alle advarede mig: jeg var da som altid uden frygt.
Hans indlæg mod undersøgelsens beskyldninger er fortrinlig gjort. Det er fornemt og behersket og sagligt tilsyneladende. Han gaar dog ikke ind paa sagen; han spænder bare benene unna dem, som har vidnet for Saredo. Eller han skriver til sine dusbrødre eller til selve de kompromitterede mænd og faar attester og avtrykker dem som vægtige aktstykker; man maa vel kunne kalde det en circulus vitiosus. — Og saa kalder han sit 5-sidige indlæg i dobbeltnumeret Per la verità. Den overskrift har han fra Zola.
Dels greier han sig med haarkløverier. F. eks.: man har sagt, at han gik med hatten paa i borgermesterens kabinet: «Jeg som ikke har gaat ind engang i en graverkarl’s hus med, hatten paa!»
Med hensyn til de 30 000, han skulde ha forlangt av en viss ingeniør Daufresne, som ønsker at overta gadesopingen, avtrykker han som aktstykke en attest fra sit eget blads forretningsfører. Og med hensyn til Daufresne, som har vidnet for Saredo, siger han, at han ikke ved, hvem han er, og griber saa anledningen paa følgende vis: men broren ved jeg hvem er! — han har været tiltalt for bedrageri og tyveri flere gange og for andre forbrydelser. —
Partiet vedrørende Matilde Serao indleder han med en tirade om, hvor vanskelige pengeforholdene var for bladet:
... Og naar der ikke var anden vei at gaa for at faa betalt typograferne og faa avisen ud — den, som angreb regeringen og som diskuterte kronen — som satte store idéer i bevægelse og fik de store passioner op — ja saa tog vi ikke i betænkning, hverken at banke paa laanekontorets dør, eller at forsøge os hos aagerkarlen eller at bede en portner om laan. Er det nogen, som behøver at bli røde av skam? — den som har gjort det? den som nødes til at aabenbare, hvor mange torne der er i Italien, og især i Neapel, paa uavhængighedens sti?
Saa kommer det om de 200 lire, som en portner «laante» Matilde Serao; det var et laan til avisen, som var i vanskeligheder den aften — siger redegørelsen; — og saa krævede laangiveren, den uforskammede knægt, at bli municipalgardist! — Han belægger med attest fra den ene prostituerte borgermester, at der i saa maade ikke er foretat noget skridt fra Matilde Serao’s side.
Og saa er der en, som hun har «laant» 2 000 lire av, «paa bladets vegne». Vedkommende fik en post som inspektør ved omnibusserne i vederlag. Scarfoglio avtrykker en erklæring fra inspektørens overordnede, at det slet ikke var paa grundlag av hendes anbefaling, han blev ansat. Det ender med et værdigt udfald mod disse
journalistiklere, som fortæres av misundelse og følelse av egen uduelighed, disse sultne hunde, disse Marat’er paa fire sous, som vi jaged ud av vore kontorer, fordi de keded os med sine slette Piedigrotta-viser, og fordi de plaged vore venner med sit evindelige tiggeri ...
Og saa slynger han ud en snedig insinuation mod Saredo; han bare nævner det, at han ogsaa er gift med en slags forfatterinde. Han urgerer det ikke, men det holder sig som en mulighed i ubestemte konturer fremover, at her er der ogsaa lidt misundelse med i spillet mod Matilde —
denne kvinde, som bærer i sin hjærnekiste en guldaare, en kvinde, til hvis venskab saa mange kongelige sind betror sig trygt, en kvinde, hvis ord behersker saa mange mægtige og saa mange rige paa jorden ...
Kort og godt: hun behøver ikke at snyde. De 200 kunde hun ha tjent ved en artikel til Figaro, de 2 000 ved en liden roman til en avis — «frugten af nogle faa nætters arbeide». — Han fortæller endvidere, at hun hæver 18 000 lire aarlig som medarbeider i Mattino, og paa sit forfatterskab forøvrigt tjener hun 20 000. — Ingen av disse paastande lyder trolige.
Han kommer med bladets budget. Overskuddet skal være 60 000 lire om aaret, som altsaa er hans gage.
Han kommer ogsaa med sit private budget; han kommer med køkkenregningen og vaskeregningen, siger han; han gaar i detalj. De betaler 3400 lire i husleie, de holder ikke selskaber, eller køber fine kager o. s. v. Matilde har hest og vogn — det er saa — og han har en automobil, men den var gammel, da den blev købt. Han fremlægger endvidere snedkerregninger helt fra 1890, og han gennemgaar udgifterne for lystyachten, som bare koster 12 000 om aaret; den sidste han købte, kosted kun 76 000, hvortil kommer ca. 40 000 i maskinreparation. Det er forøvrigt ingen luksus at ha et skib, det er nødvendigt for hans «aands rekreation». Og saa siger han, at han desuden købte skibet, fordi han vented krig i Middelhavet:
... først en liden let seiler, saa en liden dampbaad, som jeg gjorde mest muiig hurtiggaaende, jeg blev sjømand, jeg lærte at kende alle landingssteder, alle smuthul, alle Middelhavets telegrafstationer, og dem paa Atlanterhavets Europa-side, jeg satte mig istand til, hvis der imorgen udbrød krig — som det var lige ved under Fashoda-affæren — da fuldstændig at beherske situationen og i nogle faa maaneder at skabe mit blads lykke.
Altsaa ingen luksus! alt for at skabe en moderne avis i Syditalien.
Og saa gir han en udsigt over Matilde Serao’s og sine reiser. Han finder, at de ikke er saa mange: «men mange af vore kolleger, som reiser ligesaameget som vi og mer, de reiser ubemerket og vækker ingensteds opmerksomhed eller vender de nysgærrige blikke paa sig» — lægger han til med selvfølelse.
Det, det kommer an paa her, er jo reisernes budget; det leveres ikke. Og om det blev leveret, vilde ingen tro det, ligesaalidt som man tror paa de fremlagte regninger. Det er den ene svaghed ved hans redegørelse. Den anden er den, at det, som nævnt, er de av skandalen berørte, som leverer ham attesterne. Intet bevis, men kun en paastand er jo ogsaa det, at Saredo’s bevæggrund skulde være hevnsyge.
Scarfoglio’s indlæg vil forsaavidt ingen indflydelse ha paa folks dom. Og Italiens øvrige journalister, som har tyngre for det, de vil kunne trygt vedbli at gni sine hænder i skadefryd, at de ikke var som denne tolder. Han er selv for klog til ikke at vide alt det.
Det gjaldt at slaa et slag for decorum; man maa vise, man er fægter. I saa maade er indlægget et mesterværk. Der er antik retorik. Der er klassisk sofistik. Man har Cicero for sig, men man har mere Demosthenes, for Scarfoglio er noget betydeligere end Cicero. Jeg minnes ikke Demosthenes’ tale for kransen længer i dens enkelthed, men jeg minnes mit indtryk av den — dens jesuitiske uredelighed i dokumentationen, haardhændtheden. Det skulde undre mig, om ikke Demosthenes staar i hylden ombord i «Tartarin»s skibsbiliotek. —
Til slutning skryder han av sine mange abonnenter; nu er der over 30 000; om fem aar skal jeg ha det dobbelte! Og han dvæler vemodig ved sin herkomst: det krigerske drag, han har tat i arv fra sin latinske mor, gennem sin far de finere instinkter fra de helleniske kolonier langs Joniens kyst. «Og midt i strid og arbeid er det mig sødt at la længslen gaa til seirens fjerne roser»; og med en fin smigrende parallel siger ham:
Ikke for ingenting var Jason blandt mine fædre, han som seilte og hented det gyldne skind og Medea, og ikke for ingenting var Peliden iblandt dem, han, som trak sig tilbage under teltet, da man tog Briseis fra ham.
Han erklærer, at han føler smerte og ydmygelse ved at maatte nævne, hvad han har udrettet i sin tid; men han er jo blit tvunget til det.
Og han ender med mørke syner for Syditaliens fremtid; det vil lægges øde av socialismen og emigrationen:
Hvad formaar at modarbeide denne truende skæbne? Hvad formaar i et splidagtigt og udmattet folk, at faa allarmskriget og samlingsropet til at genlyde i hver krok? Hvilken magt formaar at stanse italienernes vanvittige stræv og slit? Hvilken tromme formaar at vække de sovende? Hvilken, uden en avis? En avis, som udkommer i Neapel og har indpas over hele Syditalien, — som bærer klagen og dadelen og truselen fra dette ulykkelige folk udover Neapels og sydens enemerker, og som med det gode eller med det onde — med magt ogsaa, naar overtalelse ikke nytter — uden stans lægger dette store nationale problem frem for italienernes øine ....
Saredo blev uforstyrret ved. Et halvt aars tid efter kom hans indberetning over provinsen Neapel’s administration, hvor delvis de samme navne møder os. Men det undgik ikke ens opmerksomhed, at der var en mattere tone over denne end over den første. — Saa stod de milde stiftelser for tur. Saredo døde imidlertid, før den undersøgelse var til ende. Og nu tales der ikke mer om de milde stiftelser; det hele er ligesom sovnet hen. Scarfoglio har vistnok vundet abonnenter paa affæren, og kæmper for øieblikket som en bold ridder for den ny regering imod socialisterne; opvaskens dystre dage staar der allerede i blegnet fjernhed, næsten bortimod som et smukt minne. — Giolitti, ministerchef fra høsten 1903, har heller aldrig været nogen varm ven av denne opvask, aviser og politikere paastod endog, at han hemmelig modarbeided Saredo; hensynet til valgene i Italiens største kommune kræver jo, at levebrødspolitikerne slipper ind i bankbestyrelserne og administrationerne. Og ved ministerdannelsen blev han desuden nødt til netop at omgi sig med statsraader, som delvis staar camorraen nær; en av dem, hans finansminister, skød sig saaledes kort efter udnævnelsen, fordi der ligeoverfor ham kunde vedlægges dokumenter, som godtgjorde korruption.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |