Santaliske Eventyr
Santaliske Eventyr.
Meddelte af O. Bodding.
Almindelige Bemerkninger angaaende Santalernes Eventyr og Fortællinger.
De her gjengivne Fortællinger og Eventyr er modtagne fra Santalerne; jeg har ladet en skrivekyndig Mand nedskrive dem, saa ingen Indflydelse udenfra har været mulig ved Nedskrivelsen. Om de skylder fremmede Kilder sin Oprindelse, tør jeg ingen Mening have om; men de er i hele sin Form og efter sine Ideer i de allerfleste Tilfælde slige, at de tilhører Santalerne og ingen andre.
De Dyr, der optræder handlende, er fortræffelig karakteriserede, og hvor Santaler fremføres talende eller handlende, er det som grebet ud af deres Liv. Det er væsentlig den Betydning, de har med Hensyn til at give et Judblik i Santalernes Liv og Tænkemaade, der har bragt mig til at oversætte dem. Jeg har omtrent dobbelt saa mange, som de her oversatte; flere af dem egner sig dog ikke for Gjengivelse paa Norsk.
Med Hensyn til Oversættelsen er kun at sige, at den er ordret, hvorvel jeg paa enkelte Steder har maattet tiltage mig nogle Friheder.
Oljeperseren[1] og hans Tjenestegut.
Engang i gamle Dage hændte det, at en Mand af Oljeperserkasten var paa Vei til en Landsby med en Krukke med Olje, som han havde sat i en flad Kurv. Han vilde sælge Oljen. Underveis traf han en Santal.
„Hør du,“ sagde han til ham; „du skulde vel ikke blive Tjenestegut hos mig vel?“
„Aa,“ svarede Santalen, „om du vil, saa kan jeg nok det.“
„Ja, saa tag denne Kurv med Oljekarret paa Hovedet og bær det for mig, saa skal jeg give dig to Anna[2].“
„Kom med det, da,“ sagde Gutten, „saa skal jeg bære det for dig.“
Han gjorde saa, Gutten; men medens han gik bortover, begyndte han at spekulere „Han sagde han vil give mig to Anna. For den ene Anna maa jeg kjøbe mig Mad, saa den spiser jeg op; men en Anna bliver tilovers, og for den skal jeg kjøbe Høns, som Moder min skal passe. Saa lægger Hønsene Æg og ruger dem ud, og naar Kyllingerne bliver voxne, skal jeg beholde Hønerne, og Hanerne[3] skal jeg skjære,“ og naar de bliver rigtig fede, skal jeg sælge dem for fire Anna Stykket, og for de Penge skal jeg kjøbe Gjeder. Naar Gjederne faar Killinger, skal jeg beholde Gjederne; men Bukkekillingerne skal jeg skjære og sælge, saa faar jeg Penge. For dem skal jeg kjøbe Kjør, og naar disse kalver, skal jeg sætte paa Kvigekalvene og beholde dem; men Oxekalvene skal jeg skjære. Nogle Øxer skal jeg sælge og faa Penge for, og nogle Oxer skal jeg bytte bort med Bøffelkjør, og naar Bøffelkjørene kalver, skal jeg sætte paa Kvigekalvene og beholde dem, og Oxekalvene skal jeg skjære; saa skal jeg kjøbe Agerland og pløie. Og naar jeg faar Gaardsbrug, skal jeg gifte mig og faa Børn, og naar de er blevne store, vil de trippe glade omkring. Saa kommer jeg hjem fra Arbeidet og sætter mig paa Sengestedet. Saa kommer Konen min med Vand og Tandbørster; saa pudser jeg Tænderne og sætter mig stille; og saa siger Børnene til mig: „Fader, nu maa du vaske dig og spise;“ men da ryster jeg paa Hovedet og siger: „Nei, nei, jeg vil ikke spise.“
Saa langt kom han i sine Spekuleringer; da rystede han paa Hovedet og sagde: „Nei, nei;“ men med det samme faldt Kurven ned fra Hovedet, og Oljekrukken gik i hundrede Stykker. Som venteligt kunde være, begyndte Oljepersermanden at skjænde: „Du store min, hvorledes bærer du dig ad, Mand? Al Oljen min har du ødelagt; før vi havde solgt for en eneste Styver, har du kastet bort altsammen. Nu skal du vist ikke faa en Skilling men jeg skal hente fra dig, hvad denne Olje koster.“
„Det kan du være fri for, at jeg skal give dig,“ sagde Manden, „du siger, at saa græsselig meget Olje er ødelagt for dig; men jeg har nok mistet mange Gange mere end du.“
Oljeperseren blev ud af sig selv af Sinne og Forbauselse, og de begyndte at mundhugges, saa det stod efter.
„Skjæld bare ikke, du,“ sagde Gutten, „lad os først gjøre op Regnskab for os begge. Dersom du faar tilgode, skal jeg betale dig; men dersom det bliver mig, saa pas paa, at du betaler mig.“
„Ja vel,“ sagde Oljeperseren, lad os gjøre Regnskab.“ Men han vidste jo ikke hvorledes Gutten havde spekuleret. Ikke rettere end han kunde se, havde Gutten ingen Ting, da han tog ham til at arbeide for sig. „Jeg har ikke seet, han har noget; saa hvad skal han gjøre op for Regnskab?“ tænkte Oljemanden.
„Jeg havde Olje for to Rupi,“ sagde han, „og Krukken kostede en Anna. Det har du ødelagt for mig. Ud med to Rupi og en Anna.“
„Saa skal jeg sige dig mit,“ sagde Gutten, „regn ud, hvormeget det bliver. Saa begyndte Gutten at regne op fra den første Anna til Hønsene, fra Hønsene til Gjederne, fra Gjederne til Kjørene — hele Veien, hvorledes han havde spekuleret og ladet dem formere sig, og hvorledes han tilsidst, da han rystede paa Hovedet, havde bragt alt til at falde ned. Fra Begyndelse til Ende fortalte han alt. „Regn nu ud,“ sagde han; „hvem har tabt mest af os to?“
Oljemanden satte alt i et i at le; han kunde ikke holde sig; saa sagde han: „Jeg har gjort op Regnskab for os begge to. Det er gaaet lige galt med os begge. Vi har begge mistet lige meget. Hvad kan vi saa gjøre? Du ødelagde det for os begge. Det er ikke mere at gjøre ved den Ting.“ Saa lo de og skiltes ad.
Derfor siger en Santal den Dag idag: „Gjør dig ingen Forhaabning, om du følger en Oljeperser; du greier det ikke.“
Gartneren[4] og Barberen.
Engang i gamle Dage, fortæller man, levede der en Gartner og en Barber. De boede ligeoverfor hinanden i Landsbygaden. Gartneren var meget rig; men Barberen var fattig. Da sagde Barberen en Dag ved sig selv: „Hvordan i al Verden er denne Gartner bleven saa rig, medens vi er saa fattige? Kanske vi ikke arbeider paa samme Maade som de, eller hvad det nu er, siden vi er saa fattige.“
Medens han spekulerede saaledes ved sig selv, faldt det ham ind: „Iaar skal ogsaa vi prøve at arbeide ligesom de; kan hænde det gaar for os ogsaa da. Det skal jeg sandelig prøve.“
Saa sammenkaldte han en Aften hele Familien og sagde til dem: „Iaar skal Ingen af os dovne os; af alle Kræfter skal vi arbeide. Vi er efterladne i Arbeidet; derfor gaar det os daarlig. Derfor er det min Mening, at vi skal tage i alt det vi aarker, saa skal vi se om det kanske ikke gaar for os ogsaa.“
Det var de da alle enige om var ret og rigtigt. Fra den Dag af begyndte Barberen med det Paaskud, at han vilde spise Kalk og Tobak[5], daglig at gaa til Gartnerens Hus, endog om han selv havde Tobak. Undertiden bad han om Ild for sin Pibe[5], selv om de havde Varme hjemme hos ham. Ret som det var, gik han for at se, hvordan de havde det; men for at tage sig en „Bus“ Tobak sammen med dem gik han ikke han gik for at lære hvad de gjorde. Han sagde ved sig selv: „Hvad mon han idag paalægger dem at gjøre?“ og naar han fik det at vide, paabød han det samme hjemme hos sig. Naar det blev Kvæld, lurede han sig til at høre paa hvad de talte om; han lagde sig ikke strax til at sove. Saa snart han fik høre, at de lavede sig til at lægge sig, da først gik han ogsaa til Sengs. Ved det Leite, Naboen slap Bøfler og Oxer ud, gjorde ogsaa han det, og naar de drog ud for at pløie, gik ogsaa han. Ved samme Klokkeslet som de spændte Trækdyrene fra, sluttede ogsaa han.
Hver Dag hørte han efter, hvor Gartneren pløiede, og saa snart han fik høre det, sagde han til sine Folk, at de skulde pløie samme Slags Land, og naar de saaede, saaede ogsaa han samme Slags Sæd samme Dag. Gartnerens Folk vidste ikke, at denne Barber arbeidede eftersom han hørte Gartneren paalægge sine Folk. Det var først lang Tid efter, at de kom under Veir med hvad han gjorde. Alligevel sagde de ingen Ting til ham. Det Aar gik det ogsaa virkelig saa, at Barberen ogsaa fik en rig Høst, baade Mais og Hirse, alt hvad han dyrkede gik det godt med, og glad var han, da han pakkede det ind i store svære Bandier[6]. „Se,“ sagde han; „fordi jeg hørte deres Ord og fik deres Forstand, har ogsaa vi faaet en rig Høst; men jeg skal vist ikke slutte med at lære fra dem.“
Endog efter at han selv havde høstet saa meget, sluttede han ikke med at gaa til deres Hus. Da det var bleven Februar, sagde Gartneren til sine Folk: „Nu skal vi plante Sukker-Rør.“ Da Barberen hørte det, sagde han til sine Folk: „Nu, pløi nu, saa skal ogsaa vi plante Sukker-Rør.“ Det gjorde de ogsaa virkelig; de pløiede og plantede. Barberen forstod sig nu ikke paa Jordbrugets Tider; alligevel drev han Jorden; slig som Gartneren arbeidede, gjorde ogsaa han.
Eftersom Tiden gik, voxede Sukker-Røret, baade Gartnerens og hans. Da sagde Gartneren: „Denne Barber, han hører bare paa os, og derefter arbeider han. Idag skal vi dog prøve ham.“
Da det blev Aften, sagde Gartneren til sine Folk: „Hør, I Arbeidsfolk; imorgen skal I rulleharve Sukker-Røret.“ Barberen hørte dette og sagde ogsaa til sine Folk: „Imorgen skal vi rulleharve Sukker-Røret.“
Saasnart det blev lyst, spændte de Rulleharven for, og det Sukker-Rør, som var blevet, harvede de overende, saa det stod efter. Hvert eneste Rør lagde de overende. Gartneren harvede naturligvis ikke sit, og saa lo de ham ud. Men Barberens Sukker-Rør forgrenede sig, og der blev mange Gange saa meget for ham, og han fik meget mere end Gartneren.
En Dag senere sagde Gartneren til sine Folk: „Imorgen skal vi sætte Erter. Idag skal vi tage Hul paa Erte-Sækken, og saa skal I tørstege dem idag. Naar man tørsteger dem, spirer de med engang. Gjør man ikke det, gaar det ikke. Naar skal I faa Tid til at tørstege imorgen? Vi kommer til at hefte os bort; gjør derfor det fra eder idag.“ Det var paa Spas han sagde dette; saa tiede han stille.
Da Barberen hørte dette, gik ogsaa han hjem og tog Hul paa Erte-Sækken og lod dem tørstege Erterne. Dagen efter satte de Erter begge to. Gartnerens kom jevnt op alt sammen; men Barberens spirede bare en her og en der.
„Hør, Nabo,“ sagde Barberen, „alle dine Erter er alt komne op paa een Gang. Hvorledes kan det være med mine, at de ikke alle har spiret?“
„Aa,“ svarede Gartneren; vi tørstegte dem, før vi satte dem; derfor spirede de saa fort.“
„Det gjorde ogsaa vi,“ svarede Barberen.
„Kanske I ikke gjorde nok af det med Tørstegningen,“ sagde Gartneren. „I stegte dem ikke dygtig, saa de blev brune. Se, de som blev brunstegte, er de eneste som er komne frem. Det, som ikke blev brunstegt, har ikke spiret.“
„Det er vel saa ja,“ svarede Barberen; „vi bar os ikke rigtig ad med Tørstegningen.“
Da han kom hjem, skjældte han alle Huden fuld; men de faa Erter, som havde spiret op, lod han blive; og paa disse faa Erter-Ris blev der meget mere end paa den Andens Mark, og da han havde tærsket det, fik han meget mere end Gartneren.
Slig gik det, og i tre fire Aar blev Barberen rigere end Gartneren.
Ja paa den Maade var det, at Barberen blev rig.
Oxen.
Der var engang en rig Mand, som havde mange Kjør og en frygtelig stor Oxe. Da de jagede Kvæget henimod Skoven, saa en Tiger den og sagde ved sig selv: „Dersom jeg bare kunde spise denne Oxe, der er saa græsselig fed, skulde jeg faa Mætten for mange Dage.“
En Tyv saa den ogsaa og tænkte: „Dersom jeg kunde stjæle denne Oxe, skulde jeg sælge den og faa en Mængde Penge.“
Det var i Maismodningstiden, at dette hændte, og begge to besluttede de at prøve sig til, og underlig nok traf de til at bestemme samme Dag. Hvad Tid paa Dagen det nu end hændte, nok er det, Tigeren krøb ind i Maisageren og lagde sig stille der. Den sagde ved sig selv: „Først skal jeg lade Folk falde i Søvn; da skal jeg gaa ind og spise den.“
Tyven kom ogsaa ind i den samme Maisager. Han tænkte ogsaa: „Først maa Folk søvne, da skal jeg stjæle den bort.“
Da det var bleven mørkt, skimtede han Tigeren. „Naar kan dog Oxen være kommet ud?“ sagde han. „Saa slap jeg at stjæle; den kom til mig af sig selv.“ Saa bandt han Tigeren og begyndte at flaa løs paa den. Ud paa Morgensiden naaede han hen til Skogen, Alt i et slog han den i Hovedet, saa den blev ganske fortumlet. Endelig lysnede det, og de saa han jo, hvem det var: „Du fæle Verden, det er en Tiger!“ og længe var det ikke, før han slap den og satte paa Spranget; men Tigeren rendte ogsaa alt den aarkede, til Skogs. Medens den rendte slig, mødte en Ræv den. „Hvor skal du hen, Morbroder, i slig Hast?“ spurgte Ræven. „Du løber jo alt du aarker.“
„Ja, Søstersønnen min,“ svarede Tigeren, „hvad skal jeg sige? I hele Nat har „Nakke-Klemme“ holdt mig fast. Hele Natten holdt han mig i Klemme.“
„Hvordan ser han ud „Nakke-Klemme“ da, Morbroder?“ spurgte Ræven. „Kom og vis mig ham.“
„Nei, sandelig om jeg gaar til „Nakke-Klemme,“ Gut,“ svarede Tigeren. „Se, der borte er han; gaa du bare!“ „Ja, jeg skulde dog have Lyst til at se ham, Morbroder,“ sagde Ræven og gik.
Tyven havde imidlertid sat sig ned og var ræd og lei af sig. „Nu vil nok Tigeren spise mig,“ tænkte han. „Hvad kunde vel Grunden være til at den ikke aad mig strax?“
Saasnart Ræven naaede saalangt, at Tyven kunde se den, lagde Tyven sig og tullede sine Klæder om sig. Ræven gik rundt omkring og tænkte: „Hvordan ser han vel ud, den Nakke-Klemme?“ jeg vil dog undersøge det. „Som den snusede slig rundt, kom den til Hovedet; men da strakte Tyven forsigtig Haanden ud, og saa snart han saa sit Snit tog han fat i Halen, sprang op og begyndte at svinge den rundt om Hovedet, som man svinger Kalk[7], naar man brænder den. Han svingede og svingede den, til han ikke aarkede mere; da slængte han den fra sig.
Den blev nok ikke lidet ræd, Ræven; den sprang over Hals og Hoved, medens den skalv over hele Kroppen. Da den kom saa langt som til Tigeren, sagde den: „Nei, Morbroder; det er ikke „Natte-Klemme;“ „Rundtomslæng“ er det. Du narrede mig, du.“
Saa rendte den videre, til den mødte en Bjørn. „Hei, Søstersøn!“ sagde Bjørnen: „hvor skal du hen i slig Fart?“
„Aa, Morbroder,“ svarede Ræven, „det er ikke andet end at en „Rundtomslæng“ har slængt mig slig rundt, at jeg syntes Livet skulde forgaa mig.“
„Hvordan ser den ud, Søstersøn?“ spurgte Bjørnen. „Slige Folk har jeg vel ogsaa spist.“
„Aa nei, Morbroder,“ sagde Ræven, „det er du nok ikke istand til, det ved jeg, det. Vil du endelig, saa prøv du bare.“
Bjørnen gik for at prøve paa; imidlertid havde Tyven sat sig; saa snart han fik se Bjørnen, som kom henimod ham, tænkte han: „Den vil nok spise mig nu; det er nok bedst jeg kryber op i et Træ, ellers vil den sikkert tage mig.“
Tyven klatrede op, og efter ham klatrede ogsaa Bjørnen. Ræd var Manden, og for at redde Livet klatrede han høiere og høiere; men Bjørnen kom stadig efter. Tilslut naaede de til de tynde Grene, som svingedes hid og did af Vinden. De var tyngre end Grenen kunde bære; saa brast Den, og begge faldt ned, Bjørnen først og Manden ovenpaa den.
Bjørnen kom sig undaf i en Fart og satte paa Spranget. Tilslut traf den Ræven. „Du er en stor Løgnhals, Søstersøn,“ sagde Bjørnen: „du narrede mig; du sagde, det var „Rundtomslæng.“ „Rundtomslæng“ var det ikke; „Himmelfart“ var det.“
Aagerkarlen og hans Skyldner.
Der var engang en Mand, som skyldte en Aagerkarl en hel Del Penge, hvormange ved jeg ikke. Hver Dag kom Aagerkarlen og krævede ham[8]; men da Manden ingen Ting havde at betale med, gik han bestandig og gjemte sig bort. Klæder havde han heller ikke; derfor tog han Ild med sig og gik til Skogs, tændte op og varmede sig. Saasnart Ilden blafrede dygtig op, skvat han til Siden; naar den gik ned igjen, nærmede han sig atter.
Aagerkarlen kom nu hver Dag, og da han ikke traf Manden, spurgte han, hvad der var blevet af ham. Aa, han er gaaet for at lege „Skvæt bort og kom igjen,“ svarede Konen.
Hver Dag spurgte ham dem slig, og hver Dag gav de ham samme Svar. Saa en Dag sagde Aagerkarlen: „Han gaar jo hver Dag for at lege; sig ham, at ogsaa jeg vil lære den Leg.“
„Ja, ja,“ svarede de ham; „kom saa hid i Kvæld og vent paa ham, saa vil han nok lære dig.“
„Ja, jeg skal saa gjøre da,“ svarede Aagerkarlen.
Saasnart Manden kom hjem, fortalte Konen ham altsammen; slig og slig havde Aagerkarlen sagt. „Ja, jeg skal lære ham,“ sagde Manden.
Om Aftenen kom Aagerkarlen og sagde til Manden: „Hør du, hver Dag kommer jeg her, men aldrig finder jeg dig hjemme. De siger, at du er gaaet for at lege „Skvæt bort og kom igjen.“ Hver Dag leger du det. Hvad Slags Leg kan dog det være?“
„Det er rigtig en vakker Leg,“ svarede Manden.
„Jeg vil ogsaa lære det,“ sagde Aagerkarlen. „Er du villig eller ei?“
„Lære dig kan jeg nok,“ svarede Manden; „men hvad vil du give mig for det?“
„Hvad du forlanger skal jeg give dig,“ sagde han.
„Ja, hvem ved?“ svarede Manden; „I Hinduer er fæle til at narre.“
„Ja, dersom du ikke tror mig,“ sagde Aagerkarlen, „hent en to tre Mænd, saa skal jeg love dig i deres Nærvær.“
Da han havde sagt dette, hentede Manden virkelig to andre, og i disses Nærvær sagde Hinduen om den Løn, han skulde give for at lære: „Dersom jeg ikke giver ham, skal I to kræve hvad han har tilgode.“
„Du er en rig Karl,“ sagde Manden, „men Penge vil jeg ikke have af dig. Stryg ud al den Gjæld, jeg har hos dig, og alt hvad jeg skylder dig. Det er hvad jeg paalægger dig; mere skal jeg ikke tage.“
„Ja,“ svarede Hinduen, „naar det er, hvad du vil have, skal jeg give dig det. Saa de to Vidner hørte paa det, lovede han dette, hvorpaa han tog et Halmstraa og brak Axet af som Tegn[9]. Der ser I,“ sagde han; „jeg gjorde Ende paa hans Gjæld; men passe sig skal han, om han ikke lærer mig; da skal jeg gjøre det slemt for ham.“
„Vær ikke bange for det, du,“ sagde Manden; „gladelig skal jeg lære dig.“ De to Vidner tilsagde han ogsaa: „Gaa ogsaa I to imorgen til det og det Sted; der har jeg min Legeplads. Der skal lære ham denne „Skvæt bort og kom igjen“-Leg.“
De lovede da det. Længe før det blev lyst, da det bare saavidt gryede ad Dag den følgende Morgen, stod de op, og Manden sagde til Aagerkarlen: „Kom nu i en Fart; saa skal jeg snart lære dig.“
Saa tog han Ild, og de drog afgaarde. Paa Legepladsen var der Jankee-Halm[10]. „Læg fra dig Klæderne i denne Halmen,“ sagde han. „Dette maa vi lege nøgne[11].“
Han fik ham virkelig til at lægge Klæderne fra sig, hvorpaa han kastede Halm og tændte paa. For Skams Skyld trak han det ud med at faa Ilden til at blafre op.
„Nu da, Mauphi,“ siger Hinduen, „naar skal du lære mig? Skynd dig nu, jeg fryser.“
Manden fik det til at flamme dygtig, saa sagde han: „Hør du, det er rigtig koldt; lad os først varme os en liden Stund.“
Det gjorde de da ogsaa; men nu fik Manden Halmen til at storbrænde, saa Luen stod høit i Veiret, og begge to skvat tilside. Saasnart Ilden igjen gik ned, nærmede de sig atter. Under dette var ogsaa de to Vidner kommet til. Da sagde Hinduen: „Jeg ser ikke noget til, at du lærer mig.“
„Vi holder jo paa med at lege,“ sagde Manden. Hvad er det saa mere du kræver? Ser du ikke, naar Ilden blafrer op, skvætter vi Bort, og saa nærmer vi os igjen. Det er „Skvæt bort og kom igjen“-Legen. Kanske vi ikke skvætter bort; eller hvad?
Dette hørte ogsaa de to Vidner; men da kan det nok være, at Hinduen blev lei. Vidnerne dømte i
Sagen, og saasnart de havde gjort det, satte han i at tude, og saa gik han lige hjem.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Oljeperserne er en lav Hindukaste, der ernærer sig ved at presse Olje af allehaande Sæd.
- ↑ 1 Anna er 1⁄16 Rupi. Rupien er værd ca. Kr. 1.10. To Anna er den almindelige Dagløn for en Dagarbeider.
- ↑ Det er almindeligt blandt Santalerne at castrere alle Slags Handyr, som spises. De bliver derved meget federe og betales gjerne med den dobbelte Pris. Som man ser, har denne Fortælling adskillig tilfælles med vor „Konen med Æggene.“ Alligevel bærer den en saa stærk Lokalkolorit, at man neppe bør søge at sætte de to i Forbindelse med hinanden.
- ↑ Saavel Gartneren som Barberen er lave Hindukaster. Ved Siden af sit Kastearbeide har mange, særlig i de smaa Landsbyer, ogsaa Jordbrug.
- ↑ 5,0 5,1 Kun meget faa Santaler røger Tobak, og om det gjør det, er det ikke paa vor Vis, men ligedan som Hinduerne gjør det. Disse har en Indretning kaldet „Huka;“ den bestaar af en Kugle, lavet af en Kokusnød eller lignende. Kuglen halvfyldes med Vand. Foroven er der to Huller. I det ene sættes et Rør, i hvis verste Ende findes en Tingest lavet af brændt Ler eller andet. Heri fyldes Tobakken eller det Stof, som skal røges. Man tænder Piben ved at lægge Kul ovenpaa Tobakken, hvorpaa man suger i det andet Hul. Foruden Tobak bruges Opium og Ganja, et Produkt af Hampplanten, der er meget berusende. At røge Huka er simpelthen Griseri, naar det ikke er værre. Lugten fl disse Piber forpester Atmosfæren allevegne, hvor en Hindu findes. Santalerne, men ogsaa mange Hinduer, bruger at tygge Tobak. De tager et almindeligt tørret Tobaksblad, river det op i Smaastykker og blander det ved at gnu det i Haanden med Kalk, der er brændt af Muslingskjæl. Som Regel er man flere; en laver Greierne istand og giver hver af de tilstedeværende en Klype. Santaler er aldrig sammen i længere Tid, uden at de maa tygge denne Slags Tobak. Træffer de hinanden nogensteds, er det gjerne Indledningen til Samtale. Det er ganske rensligt og medfører ikke slig Spytting som Europæernes Tobakstygning. De her omhandlede Personer er jo Hinduer; men da det muligens senere kan komme igjen i noget andet Eventyr, har jeg skildret det saavidt udførligt.
- ↑ Naar man ikke har andet, laver man af Halm et tykt langt Taug; man ruller det op som en Trosse og lægger noget Halm ovenpaa og Kornet ovenpaa Halmen. Paa denne Maade faar man tilslut istand en Bandi, der udvortes ligner en Voxstabel at se til. Det er en praktisk Ting, da Rotter og Mus ikke kan trænge ind i dem. For nærmere Beskrivelse henvises til „Santalen.“
- ↑ Den Kalk, som Santalerne spiser sammen med Tobaksblade, brændes af Muslinger. Man tager disse og pakker dem ind i en Rul ved Hjælp af et Halm-Reb og tænder Ild paa. For at holde Ilden vedlige slænger man Bundten, som man har bundet til Enden af et Taug, rundt Hovedet.
- ↑ Santalerne er et Folk, hos hvem det i Almindelighed er meget vanskeligt at faa hvad man har tilgode. De hinduiske Aagerkarle bruger at komme hver eneste Dag for at kræve.
- ↑ Det bruges ofte blandt Santaler og andre som Vidne paa en Ting at brække en Kvist af et Træ, vælte en Sten eller lignende og sig imellem respekterer de det ofte, om end ikke altid, som Bevis.
- ↑ Paspalum sacrobitilatum; Rorb.
- ↑ ɔ: uden Overklæder.