Samliv med Ibsen/9
IBSEN OG GOETHE. — IBSEN OG
KRITIKEN.
Er Ibsen påvirket af Goethe? Spørgsmålet er næsten overflødigt. Hvem af de moderne digtere er undgaaet den dæmoniske indflydelse af Tysklands store magiker? Som Goethe så op til Shakespeare, af hvem han drog sin fornemste næring, har Ibsen studeret Goethe og ikke uden udbytte.[1]
Ibsen talte sjeldent om Goethe, som han skyldte så meget, men når han nævnte ham, var det altid med beundring. For Goethes mærkelige erotik, der strakte sig lige op i oldingeårene og spillede ham så mange puds, havde dog den korrekte Ibsen ringe sympati. Tyskerne har jo en tilbøielighed til at forvandle ethvert udslag af Goethes stærke driftsliv til noget helligt og idealt, „eine grosse, reine liebe“, og deres forherligelse af digterens svagheder kan virke ret udfordrende.
Da én i Ibsens nærværelse kom med slige talemåder om Goethe, fik han det lakoniske svar: „Den — buk!“
Det er især i „Per Gynt“ at man vil finde spor af Goethes påvirkning, af hans „Faust“, ikke alene i valget af formen, denne skødesløse, rimede prosa, der kommer talesproget så nær, brudt af indflettede lyriske digte, men også i selve kompositionen.
En sommerkvæld i Berchtesgaden, da Ibsen og jeg sad alene sammen (fru Ibsen og søn var i Norge) på den landlige veranda og så udover den vakre, grønklædte dal med de høie fjelde i baggrunden, det imposante, snedækkede Watzmann ragende op over dem alle, faldt talen på Goethe og hans styrelse af teatret i Weimar, som Ibsen fandt lidet tidssvarende. Det var som om den gamle, formelle og herskesyge geheimeråd vilde stænge det levende liv ude af scenen og erstatte det med tomme, akademiske regler. Man fortalte således om ham, at han ved prøverne sad med en taktstok i hånden, indøvende recitationen som et musikalsk foredrag.
Ibsen mindedes også Goethes hustru, den stakkers, forkjætrede Christiane Vulpius, og mente at hun vel havde sine feil, men dog var undervurderet i flere henseender. Hun var således af ret god familie, hvad hendes ildesindede biografer lod til at ville overse. Hendes broder Christian August havde taget doktorgraden og var forfatter til den bekendte røverroman „Rinaldo Rinaldini“, der blev forbilledet for en hel literatur i den genre.
Samme dag havde jeg læst Ibsens „Digte“ og betroede ham nu, da han var i sligt godt lune, at der var et enkelt, som havde givet mig meget hovedbrud — ja, jeg kunde slet ikke forstå det.
Det var digtet „Kløften“, der er skrevet under Ibsens første ophold i Italien i 1864—65, og som lyder så :
Tungt trak det op; en regnsky brast
og kløften blev en elv i hast.
Og alt som uveirsflommen steg,
det bobled, bruste, sang og skreg.
Det trak forbi; det lufted væk
og elven skrumped ind til bæk.
Der hvisled dråbers regnbu-støv,
der rasled perler over løv.
En vakker hundedag som før
lå kløftens grusbund ganske tør.
Men klangen blev: der hvisled støv,
der knirked kvas, der rasled løv.
Det minded fjernt om kildevæld.
Jeg selv har sværmet der en kvæld.
Ibsen var trods min bønlige anmodning aldeles uvillig til at give mig nogensomhelst oplysning. Han svarede, at et digt, der duer noget, forklarer sig selv, og at jeg på egen hånd burde finde ud meningen. Men da han mærkede min modløse mine, tilføiede han med et smil:
„Forresten kan jeg sige som Goethe, hvem man spurgte ud om et dunkelt sted, hvis betydning han havde glemt eller som han aldrig havde tænkt at lægge nogen dybere betydning i: „Der kommer nok i fremtiden en eller anden kommentator og fortæller mig, hvad jeg egentlig har ment med det.“
Endnu den dag idag fatter jeg ikke det lille digt, skønt jeg har gennemlæst det mangfoldige gange. Men man kan jo tænke sig at digteren engang har sværmet for idealer, som han ved nærmere prøvelse måtte kaste tilside, at han har været hildet i en efterromantik, som hans hjerne fordømte, men som hans hjerte bevarede en sød genklang af . . .[2]
Ibsen greb leiligheden til at advare mig for at søge dunkelheder i hans digtning, hvor de slet ikke var tilstede. Kritiken var i det hele taget så rede til overalt, i hvert ord og hver handling, at ville finde dobbelt bund, skjulte symboler, istedetfor simpelthen at holde sig til det skrevne ord.
Og Ibsen fortalte mig flere morsomme eksempler på, hvordan kritikerne, selv de klogeste, kan tage feil.
„Et dukkehjem“ begynder som bekendt med, at Nora kommer ind paa scenen, fulgt af et bybud, der bærer en julegran. Nora tager portemonnæen frem og giver bybudet, som forlanger femti øre for sit arbeide, en hél krone, idet hun siger:
„Det er en krone, behold det hele!“
Skal dette optrin karakterisere noget, må det være den lille, tankeløse frues mangel på økonomisk sans, ikke andet.
Men hør nu, hvad en svensk, symbolsøgende kritiker lægger ind deri!
At Nora betaler manden en hel krone istedetfor femti øre, har en stor, skjult betydning. Allerede her i første scene åbenbarer sig digterens dybe symbolik. Det er arbeidets forhold til kapitalen, som digteren sigter til. Nora er i grunden socialist. At hun giver bybudet såmeget, beviser på det tydeligste, at hun vil en retfærdigere deling mellem kapitalist og arbeider . . .
Ibsen lo godt ved at mindes denne anmeldelse.
I „Keiser og galilæer“ havde Ibsen i flæng valgt navnet Makrina til en af stykkets kvindelige personer; han havde fundet det i en gammel bog og syntes at navnet havde en passende, fremmedartet klang.
Så kom kritiken og fortalte ham, at her var igen en gåde skjult. Makrina var græsk og betød „den fjerntblikkende“. Hvor dybsindigt og tankevækkende! Hvilke perspektiver der åbnedes for fantasien! Kun en Ibsen kunde pønse sligt ud. — Den fjerntblikkende!
Interessant er det at sammenligne disse Ibsens fortrolige udtalelser om kritiken med hvad dr. Rubek, der har ikke så få træk af Ibsens eget fysiognomi, siger om samme emne i „Når vi døde vågner“.
„Den véd ingenting“, siger dr. Rubek, „den forstår ingenting.“ Og da den lille fru Maja indvender, at „så aner den ialfald noget“, lyder svaret:
„Noget, som slet ikke er der, ja. Noget, som aldrig har været i min tanke.“ Se, det falder de i henrykkelse over! Det er ikke møien værd at gå der og slide sig ud for mobben og massen.“
Jeg kom tilbage til Ibsens digte, som jeg var så optaget af. „Forviklinger“ er måske det mærkeligste i hele samlingen; det giver en så meget at reflektere over. Da jeg komplimenterte Ibsen for dette digt, svarede han lunt:
„Det er også et af de få digte, som jeg er stolt af at have skrevet.“
Han har ret til at være stolt. „Forviklinger“ er ligeså sindrigt som originalt, et mesterstykke i sin genre.
Om digtet „Uden navn“, som er skrevet til Karl den femtende efter Ibsens samvær med ham i 1869 og som hentyder til kongens strandede plan at komme Danmark til hjælp i 1864, fortalte Ibsen mig, at en dansk anmelder havde opfattet digtet som skrevet af Ibsen — til sig selv, og ud fra dette standpunkt kommenteret digtet. Til hvilke overraskende slutninger han så måtte komme, kan enhver sige sig. Digtet begynder som bekendt med disse linier:
„Til den ridderligste sender
jeg mit digt foruden navn.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder
i de djærve, bundne hænder — —“
„Anmelderen har ikke tiltroet Dem megen beskedenhed“, sagde jeg leende til Ibsen. „Til gengæld gør han Dem rigtig stridslysten og giver Dem et sværd i hånden.“
Ibsen lo med. Han blev i øieblikket ganske munter ved at mindes disse „udspekulerte“ anmeldere.
Så faldt talen igen på Goethe.
Jeg kunde ikke rigtig begribe Goethes sammensatte karakter, ytrede jeg. I grunden var han i ydre som i væsen og sædvaner så lidet tysk — og det var måske derfor, at hans landsmænd beundrede ham så meget. Ja, han lignede mere en sydlænding end en german. Sandsynligvis har der været jødeblod i ham.[3] Han var jo født i Frankfurt, hvor der sin tid fandtes en ghetto og hvor endnu racen er så blandet; på mødene side tilhørte han en familie med det gode, gamle jødenavn Weber, som siden blev latiniseret til Textor; de venner, han varmest sluttede sig til, som Jacobi, Meyer og flere, var efter navnet at dømme alle af jødisk afstamning, og Goethes eget ydre blev med årene, som vi kan se af de billeder og tegninger af ham, der opbevares i Weimar, ret jødisk.
Kan man ud fra dette fremmede blod forklare hans oprørende mangel på patriotisme?
Jeg kunde ikke tilgive Goethe hans servile opførsel ligeoverfor Napoleon, den fyrste, som havde undertrykt og mishandlet hans fødeland, og at han havde benyttet kanontordenen ved Jena til i al stilhed og ubemærket at sikre sin huslige lykke. Sandsynligvis har det været ham aldeles ligegyldigt, om hele Tyskland opslugtes af Napoleon, bare han selv i al ro kunde få sysle med sin farvelære eller skrive videre på „Faust“.[4]
Ibsen hørte overrasket, med et smil på mig. Så sagde han meget alvorligt:
„At „Faust“ blev skrevet var hovedsagen. Tyskland måtte gerne udslettes af de frie staters række, bare et storværk som „Faust“ kunde se lyset.“
Næsten forskrækket betragtede jeg Ibsen, der fikserede mig over guldbrillerne . . . . Jeg troede næppe mine egne øren.
Kunde en bog, selv om den, genial og banebrydende som „Faust“, var bleven hele den dannede menneskeheds eie, opveie en hel nations undergang?
Om aftenen, før jeg gik tilsengs, grublede jeg endnu over Ibsens mærkelige ord.
Længe efter hin sommer i Berchtesgaden talte jeg med fru Collett om denne Goethes berømteste digtning — og hendes opfatning var Ibsens stik modsat. For hende som kvinde var det moralske element det afgørende og trængte det æstetiske i baggrunden. Måske anede hun en høiere sædelighedslov end den nuværende, der oftest er baseret på vedtægt og konventionelle former?
Hun nævnte den stakkers Friedrike Brion, den fromme præstedatter i Sesenheim, som Goethe forførte og siden lod i stikken — et tragisk elskovsforhold, der manende og ængstende har spillet ind i hans skildring af den ulykkelige Gretchen — og fru Collett mente, at kunde det skete lades ugjort, kunde en eneste menneskesjæl, skøn og god som Friedrikes, reddes istedetfor langsomt at græmme sig tildøde, så måtte en bog som „Faust“ gerne være uskrevet.
Men hvem har nu ret, Ibsen eller fru Collett, der åndelig stod Ibsen så nær og havde så megen indflydelse på ham; man kan med sandhed sige om hende, at hun har grebet ind både i hans liv og hans digtning.
Jeg vover ikke at afgøre spørgsmålet. Jeg er dog tilbøjelig til at tro, at når et digterværk skal købes med uskyldiges blod og tårer, på bekostning af ædle menneskesjæle, blir det for dyrekøbt — og læseren, indviet i dets tilblivelseshistorie, vil ikke have den fulde æstetiske glæde af det.
- ↑ I Goethes samtaler med Eckermann kalder han Shakespeare „ein wesen hoherer art, zu dem ich hinaufblicke und das ich zu verehren habe.“
- ↑ Senere bemærkning. Ibsen har her nærmest tænkt på golde kunstnernaturer, der trænger til ydre, begeistrende begivenheder for at kunne skabe, og som når disse udebliver, synker sammen i tomhed. Se digtet „I billedgalleriet“!
- ↑ Når man nøie undersøger forholdet, vil man finde, at størstedelen af de europæiske berømtheder, ikke mindst på digtningens og musikens område, er af jødisk oprindelse. I Tyskland har jeg således hørt mange påstå, at Wagner ligesom Mozart var af jødeblod. Ved jøde mener jeg her racen, ikke troen; flere af de moderne jøder er jo døbte.
- ↑ Tyskerne bebreider Goethe og vistnok med rette at han, mens alles sind var optaget af den ulykke, som ramte fædrelandet, kun tænkte på sine egne affærer. „Bare jeg kunne redde mine papirer, så var alt godt“, skal han således have ytret, da kampen ved Jena rasede værst.