Samliv med Ibsen/8
EN STRID OM ORDENER.
Ibsen var i dårligt humør. Vi så det straks, da han kom ind ad døren. Vi har alle vore ærgrelser — og Ibsen har sandsynligvis havt sine den dag.
Stille satte vi os til thebordet — man hørte kun raslen af kopper og tallerkener, mens den romerske pige serverte.
Endelig brød en af selskabet tausheden; men det emne, han valgte, var mindre heldigt. Det var om ordensvæsenet eller -uvæsenet, hvad man nu vil kalde det. Vedkommende glemte ganske, at vor vært ikke alene var meget dekoreret, men at han på det tidspunkt, her er tale om (vinteren 1881 i Rom), fandt behag i at blive tituleret „Commendatore“.[1]
„Idag læste jeg i „Fanfulla“ en historie, som morede mig meget. Der har jo nylig været hofbal i Kvirinalet. Avisen skriver, at hvis én, der var fremmed på ballet, vilde vide hvem kongen var, behøvede han blot at passere alle de bestjernede og uniformerte kavalerer, og i det inderste gemak vilde han se en slank, gråhåret mand med en stor knebelsbart, klædt i kjole og hvidt slips, uden ordener. Det og ingen anden var kongen — Umberto af Italien.“
„Ja, vi lever i en underlig demokratisk tid“, sagde en anden, „hvor fyrsterne forsmår at pynte sig med de dekorationer, som deres undersåtter skal føle det som en udmærkelse at bære.“
Ibsen taug fremdeles, men hans mine var ulykkespående. Fru Ibsen søgte at give samtalen en anden, mere neutral vending — men uden resultat.
„Det lille Danmark er forresten det land, som især rutter med ordener. Skal vi dømme efter de herrer derfra, der for tiden opholder sig i Rom, så er nok hver anden dansker dekoreret. Jeg mødte nylig professor X. fra København og han bar såmænd en hel ordenskede.“
„Men professor X. er jo hofmaler“, sagde jeg ganske troskyldigt, uden tanke om at ville såre nogen.
Jeg vidste jo at malere, der portræterer fyrstelige personer, blir som regel dekorerte. Det var efter min mening ikke noget at lægge mærke til.
Men jeg kunde i øieblikket ikke sagt noget værre. Det blev dråben, som fik vredesbægeret til at strømme over.
Ibsen, der ikke havde vovet at angribe de tidligere talere, der begge var oppe i årene, vendte sig nu rasende mod mig.
„Hvad mener De?“ råbte han og slog i bordet. „Ud med sproget! — Tror De måske jeg er hofdigter som herr X. er hofmaler?“
Jeg taug som lamslået.
„Men det er ikke første gang, at De kommer med hentydninger til mine ordener, hvad jeg i fremtiden skal bede mig forskånet for . . . Forresten fatter jeg ikke, hvorfor netop De er så optaget af ordensvæsenet . . . De kommer neppe nogensinde i den fristelse at blive tilbudt nogen orden.“
Ved en skæbnens ironi kom dog „fristelsen“ i de dage. Mit skuespil „Falkenstrøm & søn“ gjorde netop sin runde over de tyske teatre. Oversætteren, kammerråd Emil Jonas i Berlin, tilskrev mig, at han havde tilladt sig at sende et i rødt fløiel med guld indbundet eksemplar af skuespillet til storhertugen af Sachsen-Weimar, at denne havde modtaget gaven „meget nådigt“ og i sit takkebrev til kammerråden ytret, at han agtede at lade stykket opføre og at det vilde være ham kært at gøre den unge forfatters personlige bekendtskab.
Kammerråd Jonas tilføiede, at storhertugens ønske måtte ansees som en befaling, at jeg uopholdelig burde tage til Weimar, hvor jeg vilde blive introduceret ved hoffet og efter al sandsynlighed modtage en sachsisk orden etc.
Jeg reiste ikke. — Først mange år efter kom jeg til Goethes berømte by, et besøg, som jeg har skildret i mine „Erindringer“, uden dog at søge audients hos den ligeså elskværdige som kunstelskende fyrstefamilie.
Men tilbage til Rom og vor strid om ordener! Da Ibsen udtalte hine spydige ord, måtte jeg mindes en aften i München for et par år siden, som rigtignok var en modsætning til denne.
Ibsen var i strålende humør, vi andre også. Ibsen gav os med digterisk glød en skildring af sin ægyptiske reise; vi så Frankrigs skønne keiserinde som en ny Kleopatra seile opad Nilen, og vi hørte om khedivens mærkelige gave til Ibsen, en liden negerpige, „den sorte medhustru“, som Ibsen kaldte hende, idet han skælmsk så på sin frue.
Da Ibsen nævnte khediven, kom jeg at huske på at denne havde skænket Ibsen en ægyptisk orden og så sagde jeg: „Det skulde være morsomt ved leilighed at få se Deres dekorationer, herr Ibsen, især da den, der kommer fra krokodillernes og sfinxernes land — det må være noget rigtig rart.“
Ibsen var lutter smil og elskværdighed og vilde straks reise sig for at hente dem. Men fru Ibsen mente at det ikke havde slig hast, vi kunde vente med det til efter bordet. Ibsen hørte dog ikke på hende, han forsvandt og kom straks efter tilbage med en række små, elegante etuis, som jeg åbnede og beundrede. Juvelérarbeide har altid interesseret mig.
Og det var ikke slut dermed. Ibsen, der som sagt var i sit gode hjørne, hængte kommandørkorset om min hals og satte „Olaf“ og „Dannebrog“ og „Wasa“ på mit bryst. Så førte han mig hen til speilet for at jeg skulde se, hvor strålende jeg tog mig ud i min nye pynt og sagde tilslut smilende, idet han gjorde et spøgefuldt buk for mig: „Alt dette vil De også få engang.“
Hans ord har brændt sig ind i min erindring som om de var sagte igår.
Efter Ibsens uventede overfald sad jeg stille, uden at kunne sige noget til mit forsvar. Min store ærbødighed for ham afholdt mig også derfra . . . Så reiste jeg mig fra bordet — situationen var altfor pinlig — og gik ind i salonen. Fru Ibsen, den altid elskværdige værtinde, råbte efter mig, at jeg dog umulig kunde være mæt, at jeg burde spise mere etc.
En stund efter reiste også de andre sig fra bordet og kom ind til mig. Situationens uhygge var lige stor. Ibsen følte dog nu, at han var gået for vidt og søgte at gøre det godt igen ved at sige mig nogle venlige, halvt undskyldende ord . . .
„Bjørnson er nok Deres helt“, sagde så en af gæsterne til mig, „også af den grund, at han skriger op mod alt ordensvæsen. Men min overbevisning er, at havde regeringen været klog nok til at give ham St. Olaf i hans første ungdom, da han ønskede den, så havde nok piben fået en anden lyd.“
Denne kritik over Bjørnson mishagede mig i øieblikket — men senere har jeg ofte måttet spørge mig selv: Hvordan er egentlig Bjørnsons stilling til ordensvæsenet?
I sin vakre „Norsk sjømandssang“ siger han, at
„Sankt Olavskorsets ros
ret høvde for en vestlandsk lods,
som redded hundred mænd
og hundred om igen —“
Her er det altså en „ros“, en ære. Men i digtet „Post festum“, der gælder Nordenskjold, fortæller han os, at den, som modtager en orden, blir så ringe, så „forbandet liden“.[2]
Om aftenen skiltes jeg venskabeligt fra Ibsens — fru Ibsen havde gjort alt for at udslette det pinlige indtryk — men der sad dog en brod tilbage i mit sind.
Næste dag reiste jeg til Neapel. Jeg følte at det nu var best foreløbig at ånde udenfor Rom og den derværende skandinaviske kreds. Først sendte jeg dog fru Ibsen, der for mig stod som hævet over partierne, repræsentanten for „das ewig weibliche“, en buket af violer til afsked.
Da jeg efter et par ugers forløb, i midten af Mai, vendte tilbage til mit logis i via Rasella, fandt jeg den venligste indbydelse fra Ibsens at feire grundlovsdagen sammen med dem — den 17de Mai 1881 — der blev så mærkelig ved at Wergelandsstøtten afslørtes samme dag i Kristiania, og at vi havde den lykke at have Wergelands søster, Camilla Collett, mellem os.
Inden jeg deltog i festen, gik jeg om formiddagen ned i korsoen og opsøgte Ibsen på den kafé, hvor han pleiede at sidde og læse sine aviser. Jeg syntes at vi privat burde opgøre vort mellemværende, inden vi mødtes ved den officielle fest i hans hjem.
Lidt frygtsomt nærmede jeg mig hans bord; jeg vidste jo, at han ikke likte at forstyrres på dette sted.
„Jeg håber, at De har glemt vor lille strid“, sagde jeg.
Ibsen var elskværdigheden selv; han sprang op, trykkede hjerteligt min hånd og bad mig ikke mere tale om den bagatel. Og tilslut inviterte han mig at tage plads ved hans side og drikke en vermouth med sig . . . Dette måtte betragtes som en stor hæder, når man som jeg var fortrolig med Ibsens vaner.
Det er vist den eneste gang i mit liv, at jeg har været Ibsens gæst på hans stamkafé.
Og slig endte denne historie, der var begyndt så kedeligt, i fuld venskabelig harmoni.
- ↑ Ibsen havde dengang ingen af de høie, hjemlige ordener, som senere blev ham tildélt; kun en tyrkisk kommandørstjerne af Medjidie-ordenen, som han havde fået, da han som khedivens gæst var tilstede ved Suezkanalens åbning.
- ↑ En af grundene til Bjørnsons langvarige uvenskab med Ibsen var, at han forargedes over at denne lod sig dekorere med ordensstjerner. Bjørnson har dog selv senere modtaget æreslegionen.