Samliv med Ibsen/6
ET ETIKETTESPØRGSMÅL.[1]
Det var i Rom, i ottierne.
Prinserne Karl og Oskar havde netop været der og i vor skandinaviske forening havde man givet fest for dem. Vi syntes alle så godt om de unge prinser, der var så kække og naturlige; især vandt Oskar (den senere prins Bernadotte) hjerterne ved sin enkle, sømandsagtige ligefremhed . . .
Vi sad nu i Ibsens hjem ved thebordet og talte om festen, der som helhed var vellykket.
„Bernadotterne er meget elskværdige“, sagde den yngste af gæsterne, „og de sidder inde med en dannelse og kunstforstand, som andre fyrster kan misunde dem. Og dog er der én ting ved dem, som jeg ikke rigtig synes om“.
„Hvad kan det være?“
„At de dutter gamle, fornemme normænd, når de taler med dem. Det klinger så respektløst, synes jeg — og vedkommende normænd kan blot føle sig ilde og ydmyget derved“.
Et rygte, der havde spredt sig over hele kolonien, vilde vide, at prins Karl i sin korte samtale med Ibsen blandt andet havde sagt: „Hvad skriver du nu på?“ og at Ibsen i det samme med et dybt buk fjernede sig fra prinsen, der kom til at stå alene midt på gulvet.
„Naturligvis ved jeg, at de ikke mener det ilde“, tilføiede den yngste, „tværtimod de vil kun lægge for dagen et venskabeligt sindelag . . . Måske har de hørt noget om, at vore norske bønder siger du til alle, høie og lave (det er jo det engelske „you“), og indbilder sig at de ved en sådan fortrolig tiltale imødekommer en af vore gamle nationaleiendommeligheder og derved bliver rigtig populære“.
Ibsen svarede ikke, men så misfornøiet ud.
„Lad motiverne være, hvad de vil; faktum er at en tiltale af denne art virker stødende“, sagde en gammel herre i selskabet. „Hvis Bernadotterne bedre kendte stemningen i Norge, de selskabelige, fra Danmark nedarvede selskabsformer, vilde de ladet en slig uskik falde . . . Den har ofte sat ondt blod . . . En norsk militærattaché, som jeg engang traf i Paris, fortalte mig at han havde været tilstede, da en gammel general fra det nordenfjeldske blev forestillet for kongen, som han, underligt nok, aldrig havde mødt før. Kongen sagde på sin venlige måde noget lignende som: „Det er nok første gang du og jeg ser hinanden“. Den gamle general rødmede under de hvide hår, som om der var tilføiet ham en krænkelse og bukkede dybt, svært dybt; de unge løitnanter i nærheden fik tårer i øinene og følte sig ganske ulykkelige ved situationen — men kongen anede intet“.
„Ja, man har jo en lignende historie om den gamle statsråd Riddervold“, ytrede en anden af gæsterne. „Han sagde engang til kongen, der altid duttede ham: „Jeg vil tillade mig at gøre Deres majestæt opmærksom på, at Deres salig far altid sagde „De“ til mig“.[2]
Man måtte smile af den gamle statsråd, der holdt så strengt på sin værdighed.
Endelig kom Ibsen med sin mening.
„Det må altid betragtes som en udmærkelse, når kongen siger du til en undersåt . . . Han ved godt at gøre forskel . . . Han siger således ikke du til en svensk lakai eller underordnet funktionær, kun til fremragende mænd, som det har lykkedes at vinde hans respekt og tillid“.
Der blev en pause. Ibsens ord gav som sædvanlig stof til eftertanke.
„Underligt er det alligevel“, sagde så den yngste i kredsen, „at mens den gamle tyske keiser siger: „Sie, mein herr“ til sine undersåtter, den franske president: „Vous“ og „monsieur“, så skal vore Bernadotter, der nys har indtaget sin plads i fyrsternes række dutte én uden videre . . . Hvad de vil opnå dermed, er mig en gåde — .“
Ingen svarede. Fru Ibsen søgte nu at give samtalen en anden vending; hun fortalte, at hun samme dag havde været i den nærliggende kirke, St. Andrea delle Fratte, hvor Angelika Kaufmann ligger begravet, og hørt „slig deilig messe“. Men det lykkedes hende ikke; man vedblev at diskutere det lidet interessante etikettespørgsmål.
„Tør jeg spørge om De, herr Ibsen, er dus med vor nuværende konge?“ spurgte den gamle herre.
„Ja, — det vil sige“, svarede Ibsen lidt forvirret, „kongen siger du til mig, men — —“
„Men du siger ikke det samme til ham. Der er altså ingen gensidighed“, sagde den unge Ibsen, der så sjeldent blandede sig i samtalen, men som regel sad taus, skarpt iagttagende i en krog.
„Naturligvis — det falder som af sig selv, gutten min — .“
„Men da var der jo ingen stas ved det“, mente den unge Ibsen og sank tilbage i sin taushed.
„Forresten var forholdet anderledes til Karl den 15de, der var en slig gemytlig kunstnernatur“, tilføiede Ibsen. Kongen drak dus, når han var i det humør, med alle sine kammerater og gode bekendte — og de sagde du igen, også Ibsen gjorde det, når de var i „petite comité“.
Og Ibsen skildrede os tilslut nogle uforglemmelige aftener, som han havde tilbragt som gæst hos den livsglade, ridderlige konge i dennes private leilighed på Stockholms slot, sammen med nogle kunstnere, hvoriblandt den berømte svenske skuespiller Almløf, der behandlede kongen meget familiært, aldeles som en „bror“.
Al stiv etikette var her banlyst; her var ingen majestæt, kun en samling af glade kunstnersjæle, der skattede hverandre og holdt af hverandre — og den gladeste af alle var kongen selv, der i sin person jo forenede maleren og digteren.
Ja, stemningen gik svært høit, man lo og drak champagne og fortalte morsomme historier, der ikke altid var for kræsne øren — og det blev langt over midnat, før man af den høie vært fik lov til at bryde op.
Over Ibsens ansigt var der noget strålende, mens han dvælede ved disse festlige erindringer. Jeg forstod nu at han personlig havde holdt meget af Karl den 15de, at det var ligesåmeget til vennen som til fyrsten, han skrev sit skønne digt „Uden navn", hvoraf hidsættes:
„Til den ridderligste sender
jeg mit digt foruden navn.
Jeg forstår, hvor sværdet brænder
i de djærve bundne hænder;
jeg forstår hvor noget tænder
i hans pandes tankefavn.
— — — — — — — — —
— — — — — — — — —
Martyrdom, af purpur dækket, —
kval i taushed, fængslet trang,
blomsters håb af gråveir gækket,
grenes frugt i utid brækket,
drøm, til livets drøihed vækket, —
sættes kors ved i min sang.“
Om dette digt var det forresten, at en dansk kritiker ved en pudsig misforståelse troede, ar Ibsen havde skrevet det — til sig selv.
Så ringede det pludseligt i entréen — et eget, nervøst ryk.
„Hvem kan det være, der kommer så sent?“ spurgte Ibsen.
„Det er sandsynligvis fru Collett“, sagde værtinden. „Du ved, at man reiser sig så sent fra table d’hôte i hotellet.“ Og hun ilede ud for at modtage den berømte gæst.
Et øieblik efter trådte fru Camilla lydløst og gratiøst ind i salonen, svingende sin vifte som et scepter over vore hoveder — og samtalen gled straks som af sig selv ind i et nyt spor.[3]
- ↑ Skrevet før unionsopløsningen.
- ↑ Svenskerne har forresten svært ved at finde en passende tiltaleform og derfor giver de én altid titelen, hvis man har en. „Ni“ er ikke fint nok, det bruges mest til underordnede, „du“ er for intimt og mellemtingen, vort „De“, mangler i sproget. De dannede svensker i Rom, som til stadighed omgikkes normænd og dansker, adopterede også straks vort „De“, der falder så bekvemt for alle parter.
- ↑ Efter at denne skitse var nedskrevet, har en høitstående landsmand meddelt mig, at når kongen sagde du, var dette fra hans side inderlig velment. Kongen betragtede sig som landets fader — og en fader siger jo altid du til sine børn.