Samliv med Ibsen/5
IBSEN OG DET HEIBERGSKE HUS.
Det er nu over 25 år siden, min første udenlandsrejse.
En aften i Ibsens hjem i München. Jeg var den eneste gæst. Sigurd sad og læste i sideværelset, hvis dør stod åben, fru Ibsen sad med en træt mine i sofaen og havde en roman i hånden . . .
Aldrig så jeg denne elskværdige digterfrue beskæftiget med et håndarbeide; hun kendte sin mands aversion for en gerning af den art. Man huske paa Helmers replik i „Dukkehjemmet“: „At strikke — det kan aldrig blive andet end uskønt. De sammenklemte arme, strikkepindene, som går op og ned — det har noget kinesisk ved sig.“
Talen faldt på Johan Ludvig Heiberg, Danmarks fine digter og tænker, „den store seer“, som Ibsen kalder ham i sit „Rimbrev“. Under mit ophold i København havde hans enke, den berømte skuespillerinde, vist mig megen opmærksomhed. Ibsen havde også i sin tid været gæst hos hende i „Rosenvængets flor“; hun havde givet en stor middag til ære for ham.
Jeg fortalte Ibsen, hvor overrasket og bedrøvet fru Heiberg havde været over hans usædvanlige taushed; han havde knapt sagt et ord, sålænge middagen varede.
„At tænke sig, at der inde i fjeldet fandtes guldminer og dog ikke faa se et glimt af dem“, havde fruen beklagende ytret.
Ibsen smilte uden at svare.
„Men siden kom jo Deres berømte „Rimbrev“ fra Dresden og gjorde alt godt igen . . . Ikke alene fru Heiberg, men hele den danske nation følte Deres takkedigt som en udmærkelse:
„Underfuldt til Danmark bundet skal De stå for slægters øie, — bundet til en nat ved sundet under mindets stjerner høie.“
Ibsen sagde, at han ikke alene satte stor pris på fru Heiberg som kunstnerinde og menneske, men at han personlig skyldte hende megen taknemmelighed.
Medens hendes afdøde mand, da han styred det kongelige teater, ud af et forældet æstetisk synspunkt, havde vraget Ibsens stykker, havde fru Heiberg derimod senere gjort alt sit for at føre dem frem.
At „Kongsemnerne“ således opførtes på det kongelige teater, var for en stor del hendes værk. Hun satte det også selv i scene. Hertug Skules slutningsreplik om at han var „Guds stedbarn på jorden“, kunde dog fruen, der med årene blev noget ortodoks, ikke rigtig like . . . Hun strøg den uden videre, motiverende dette skridt med, at „den gode vorherre har slet ingen stedbørn, men holder ligelig af os alle.“
Også „De unges forbund“, det første stykke af Ibsen, som gik på det kongelige teater, havde fru Heiberg vist megen interesse. Personlig ledede hun prøver og scenearrangement.
Fru Heiberg bevarede sin begeistring for Ibsens digtning usvækket. Under et af mine mange besøg i København fandt jeg således fruen fuldt optaget af „Samfundets støtter“; især var hun henrykt over Lona Hessel.
„Lona Hessel havde været en rolle for mig“, sagde hun, „men desværre fik jeg ikke i min teatertid roller af den art. Den tids digtere havde ikke virkelighedssans nok“.
Forundret og beundrende hørte jeg paa hende. Den korrekte og elegante etatsrådinde, der havde glimret i de romantiske skuespil som dronning og alfepige, sukkede efter at spille Lona Hessel, det formløse, emanciperte fruentimmer, som vasker sine smudsige hænder ved pumpen ude i gården og som naar hun stormer ind i konsul Berniks fredede dagligstue fører med sig som et pust fra Amerikas vilde prærier . . .
Sandheden var, at der hos fru Heiberg som hos de fleste større ånder var en mærkelig evne til selvfornyelse, en trang til at følge med udviklingen — og det var dette, som altid holdt hende ung.
„Kendte De personlig Johan Ludvig Heiberg?“ spurgte jeg Ibsen.
Jo, han kendte ham godt. Heiberg havde vist ham megen venlighed, da han i 1852 som ganske ungt menneske med et lidet stipendium fra den bergenske scene var kommet til København for at studere teaterforholdene der. Han havde også spist middag hos Heibergs. De var så gæstfrie mod alle norske. Også skuespillerinden fru Louise Brun og mand, som Ibsen havde reist sammen med, havde de inviteret. Middagen var usædvanlig flot, Heiberg var jo en gourmand, men hvad der undred Ibsen, var at Heiberg efter bordet, istedetfor at tale om literatur og politik, mest berørte spørgsmål af kulinarisk interesse.
Fru Heiberg havde han havt anledning til at se i hendes glansroller som Dina, Ragnhild, Agnete, Jolanthe osv., dengang hun seierrig drog
„smykket, gratiefulgt og sand
gennem kunstens underland“ —
Johan Ludvig Heiberg er vistnok ved siden af Kierkegård den danske forfatter, der har øvet størst indflydelse på Ibsen, ikke mindst i formel henseende. Heiberg var jo en sprogets virtuos.
Heibergs „En sjæl efter døden“ (et af de få danske digterværker, som jeg foruden Schaks „Fantasterne“ har hørt Ibsen rose stærkt) har især grebet ham og sat kendelige spor i „Per Gynt“ i den akt, hvor „knappestøberen“ og „den magre“ optræder. Her minder både indhold og form om en af samtalerne i „En sjæl efter døden“.
Karakteristisk er det, at den literære kreds i København som Welhaven, Ibsen og fru Collett mest drages mod, er den Heibergske.
Fru Collett følte sig således aldeles som hjemme hos Heibergs; hun fandt der, især da hos Heiberg, en forståelse, som hun ikke havde drømt om, hun fandt denne milde luft, der ligesom en vårhilsen kan bølge kærtegnende imod en såret kunstnersjæl. På sine gamle dage blev hun heller aldrig træt af at fortælle om de åndfulde soiréer i det Heibergske hjem i Søkvæsthuset på Kristianshavn, om fru Heibergs strålende mine, når hun vendte hjem fra sine triumfer i teatret, om fru Gyllembourgs moderlige godhed, om Heibergs vid og galanteri ligeoverfor damerne. Mod sin gamle mor var han således ridderligheden selv, førte hende altid tilbords osv.[1]
Det var ikke alene værtsfolkets ånd og elskværdighed, som tiltrak den norske gæst, det var tillige slægtskabet.
Heibergs berømte far, der på grund af sit politiske frisind blev landsforvist, var jo norsk født og havde opholdt sig en række ungdomsår i Bergen. Det Heibergske hus viste også altid stor sympati for det land, hvorfra familien havde sit udspring og som Danmark engang havde været forenet med. En dannet nordmand, der hilsede på dem, kunde altid gøre regning på hjertelig velkomst. Og i de sidste år af sit liv tilbragte fru Heiberg næsten hver sommer i Norge, slig forkærlighed havde hun for slægtens hjemland.
Man kan sige om det Heibergske hus, at efter det politiske bånd brast mellem rigerne, søgte det at knytte et nyt bånd af åndelig art mellem dem. En slags moderne skandinavisme! Ikke uden betydning er det at både Ibsen og Bjørnson har feiret fru Heiberg i skønne vers . . .
„Har De læst Heibergs skrifter?“ spurgte Ibsen mig.
Jeg måtte til min skam bekende, at jeg kun kendte Heibergs digte og skuespillet „Elverhøi“.
Ibsen sagde da: „Men ham bør De studere, De bør læse alt, hvad han har skrevet. Måske kan han på Deres nuværende udviklingstrin ikke lære Dem noget nyt, men De vil hos ham finde en æstetisk dannelse, en finhed og smag, som De bare kan have godt af at gøre Dem bekendt med“.
Jeg lovede at følge hans råd.
I Ibsens „Digte“ vil man finde et, kaldet „Til de genlevende“ og som lyder således:
Nu er pris i mængdens munde; —
først dog måtte kæmpen blunde.
Han et lys i landet tændte;
I med det hans hjerte brændte.
Han et sværd jer svinge lærte;
I det prøved mod hans hjerte.
Hvast han stred mod døgnets trolde;
I ham klemte mellem skjolde.
Men en glansfuld vindings stjerne
tog I efter ham at værne.
Slør den ei, hvis tornekronet
høvding sove skal forsonet.
Da dette digt i 1860 offentliggjordes, vakte det opsigt og man undrede sig over, hvem den navnløse var, hvis miskendelse Ibsen havde taget sig så nær, og hvis minde han nu forherligede i disse korte, kraftige vers.
Senere viste det sig, at digtet var skrevet i anledning af Johan Ludvig Heibergs død.
Ibsen havde været sin ungdomskærlighed til den danske digter og kritiker tro til det sidste.
- ↑ Derimod var han, efter hvad Schwanenflugel fortæller i sin udmærkede bog om J. P. Heiberg, ret ligegyldig mod den gamle, landflygtige, nødlidende far, som i sin tid, under sønnens ophold i Paris, havde ofret såmeget for ham.