Samliv med Ibsen/4
IBSEN OG H. C. ANDERSEN.
Som en klippe står stejlt mod vandet, der forgæves bryder sig mod dens fod, slig stod Henrik Ibsens væsen og forfattereiendommelighed stejlt mod H. C. Andersens.
Det naivtfølsomme ligger nu engang ikke for Ibsen. Den mand, som engang i min nærværelse ytrede, at der var tre ting, som han ikke brød sig om, børn, blomster og musik, for ham måtte naturnødvendig en digter af Andersens art være diametralt modsat.
Er Ibsen som et stykke norsk granit, hugget lige ud af fjeldet, kunde man måske sammenligne Andersen med vandet, der er så blødt, så vekslende og vigende, — en stille skovsjø med nøkkeroser på sit bryst, der tro speiler himlens drømmende stjerner og skyernes eventyrlige flugt . . .
Naturligvis kunde en mand som Andersen ud fra sine forudsætninger heller ikke sætte pris på Ibsens digtning.
Da „Per Gynt“ kom ud, var han aldeles forbauset over, at et sådant værk kunde vinde bifald hos publikum.
„Nå, skal det være poesi?“ sagde han misfornøjet til Edvard Grieg, der havde sat musik til flere af hans smådigte, og som i denne periode ofte var sammen med ham.
Med megen møie havde han studeret værket, men slet ikke forstået det. Selv sproget, der i „Per Gynt“ er så hårdt og ægte norsk i sin form, lagde ham hindringer i veien.
Men så skulde de to literære antipoder omsider mødes. Det skete i København.
Andersen henlevede som bekendt sine sidste år hos etatsråd Melchior på dennes villa „Rolighed“. (Den lå på østerbro i nærheden af fru Heibergs villa i Rosenvænget).
Den gamle etatsråd var en usædvanlig fin og nobel mand, som sammen med sin elskværdige hustru Dorothea, født Henriques, viste hjemlige og fremmede kunstnere en stor gæstfrihed. Selv har jeg haft den lykke at blive modtaget af denne sjeldne familie i deres vakre villa, men da var Andersen allerede gået bort for flere år siden. Dog, hans minde levede friskt som den grønne efeu i haven; det var, som om hele villaen var fuld af historier og anekdoter om ham. Mange af disse var svært uskyldige og morsomme; andre røbede digterens store selvkærlighed; han var jo som et forkælet barn.
Af anekdoter erindrer jeg et par, der er for gode til ikke at opbevares. Lad mig tilføje, at jeg ikke har dem fra familien Melchior, der var diskretionen selv ligeoverfor Andersens svagheder, men fra andre.
Andersen led ikke alene af dødsfrygt, men han var også bange for at blive begravet levende. Tanken på en sådan eventualitet pinte ham meget.
„Jeg er ikke død, kun skindød,“ skrev han således hver aften på en seddel, inden han gik tilsengs. Sedlen placerede han på tæppet foran sengen, så den ret kunde falde i øinene. Tjeneren fandt den hver morgen, læste den uden at fortrække en mine og kastede den ubemærket bort.
En anden af Andersens griller var, at han skulde blive forgivet.
Han var jo en stor mand, en verdensberømthed, og han havde i visse bøger læst, at verden var rænkefuld — at der gaves onde, misundelige mennesker, som undertiden i al smug tog livet af genier som hans lige. Men nu gjaldt det at være forsigtig og ikke lade sig overliste af fjenden.
Han var en lækkermund og holdt især af bonbons og søde sager. En fremmed beundrer sendte ham en æske med kandiserede frugter. Fyldt af sin gamle mistanke havde Andersen ikke mod til at smage på frugterne, skønt både farve og duft var højst lokkende — men hvad gjorde så den gode digter?
Han pakkede en del af frugterne ind i et kræmmerhus og sendte det med nogle galante ord til en ung dame, i hvis forældres hus han ofte var gæst. Et par dage efter kom Andersen selv på visit og spurgte tjeneren, hvordan den unge dame, der havde modtaget de kandiserede frugter, befandt sig.
„Udmærket!“ blev der svaret!“
„Hun er altså ikke død?“ sagde Andersen til tjenerens store forbauselse.
Så gik han hjem og spiste nu med rolig samvittighed af æskens indhold.[1]
Om sit møde med Andersen i etatsråd Melchiors hjem har Ibsen selv fortalt mig en aften, han var i sit gode lune.
Under Ibsens ophold i „Nordens Athen“ gav etatsråden en stor middag til ære for Ibsen i sin villa „Rolighed“. En række af hovedstadens mest notable personer var indbudne. Alle gæsterne var samlede, man skulde netop gå tilbords, — men der kom ingen Andersen. (Han boede som sagt hos etatsråden og havde sine værelser ovenpå). Der gik et kvarter, der gik en halv time; en nervøs uro greb efterhånden selskabet, og værtinden så ulykkelig ud. Bud på bud sendtes op til „conferentsråden“, han udeblev dog fremdeles. Værtinden fjernede sig stille, men vendte tilbage med en mere bekymret mine end før — uden Andersen. Han vilde ikke komme ned.
Man sagde intet til hædersgæsten, men Ibsen anede, hvad der var i vejen. Andersen likte kun at være i selskab med mennesker, på hvis sympati han var sikker. Når man talte til ham om fremmede forfattere, kunde han helt naivt spørge: „Beundrer han mig?“ — Og han havde måske sine grunde til at tvivle på, om den berømte norske dramatiker svor til hans fane . . .
Misstemningen i selskabet øgedes. Nu var der gået tre kvarter over den fastsatte spisetid. Værtsfolket var rådløst. Skulde man gå tilbords uden „conferentsråden“?
Så reddede Ibsen situationen. Han tog værten til side og bad om lov til at gå alene op på Andersens værelse og tale med ham. Etatsråden nikkede og viste ham selv veien. Et øieblik efter kom til selskabets glade overraskelske de to store digtere arm i arm ind i salen, Andersen synlig bevæget, smilende gennem tårer. Han lignede et stort barn, der har fået sin villie.
„Men hvad passerte mellem Dem og Andersen deroppe på hans værelse?“ spurgte jeg Ibsen nysgerrig.
Ibsen smilte ved erindringen.
„Jeg omfavnede ham og sagde ham en passende kompliment. Han blev rørt og sagde, idet han gengældte min omfavnelse: „Så De holder altså virkelig af mig?
„Og middagen hos etatsråd Melchior løb siden muntert af?“
„Det blev en af de hyggeligste middage, som jeg har været med til. Andersen kunde jo være elskværdig og underholdende som få, når han vilde det“.
- ↑ Denne historie skal dog i sine enkeltheder ikke være ganske korrekt, og en dame, der stod Andersen nær, har protesteret mod den i „Vort Land“.