Samliv med Ibsen/3
IBSEN SOM REISENDE.
Ibsen levede som bekendt omtrent en menneskealder udenlands, i Dresden, München, Rom etc. Havde han større udbytte af disse sine reiser? er man tilbøielig til at spørge. Havde de indflydelse på hans digtning — og hvilken?
Vistnok havde han udbytte af sit reiseliv, skønt han ikke vandred om som en almindelig turist med Bædecker i hånden, og han sålangt fra at studere den fremmede byes mærkværdigheder ikke engang blanded sig med de indfødte, men gik alene for sig selv.
Dog han følte det at ånde i en stor europæisk by som en velsignelse, og den friere europæiske kulturstrømning derude har uvilkårlig påvirket ham som veiret og omgivelserne stemmer vort sind forskelligt, uden at vi egentlig grunder derover . . .
Da jeg engang i Paris hilste på Jonas Lie og mærked at han midt i verdensstaden leved som en eremit, uden at besøge teatrene eller tage dél i selskabeligheden, udtrykte jeg min undren derover. Jeg mente at han ligeså godt kunde været hjemme i Norge.
Den elskværdige digter gav mig da et svar, som jeg ikke har glemt — et svar, som Ibsen også kunde givet, for det var aldeles i hans ånd.
„Uden at tage større dél i omverdenen, mærker jeg dog godt, at jeg lever i en stor by og har fordel deraf . . . Kommer ikke jeg til byen, så kommer byen til mig . . . Jeg føler den forfriskende gennem alle mine porer, den strømmer til mig gennem atmosfæren og gennem folkemylderet udenfor mit vindue; den hilser på mig i den franske morgenavis, jeg får til kaffeen, etc.“
Ibsen fortsatte kun i München og Rom sit regelmæssige, af kafébesøg afbrudte husliv i Kristiania.
Hans legeme var i udlandet, men sjælen i det Norge, som han altid sysselsatte sig med i sin digtning. Og denne hans digtning var jo kun en eneste lang drøm om det elskede, forhadte, uforglemmelige fædreland . . .
Selv har han givet sin stadige hjemvé en ligeså plastisk som skøn form i det lille vers:
„Mod snelandets hytter
fra solstrandens krat
rider en rytter
hver eneste nat.“
Af Ibsens værker er der igrunden kun to, som åbenbarer direkte indflydelse af det fremmede åndsliv.
Det er „Keiser og galilæer“, som jeg ikke kan tænke mig skrevet uden det bekendtskab, som Ibsen i Dresden gjorde med tysk filosofi (den Schopenhauerske theori om en verdensvilie etc.) og „Hedda Gabler“, der i sit raffinement og sin dekadence virker mere fransk end hjemligt.
Mange af udlandets anmeldere fandt dog, mærkeligt nok, dette bizarre drama typisk norsk. „Men vi er jo vante til,“ som Niels Kjær siger i sit åndfulde essay over Ibsen, „at den fremmede kritik konstruerer et absolut nationalt karakterfundament som forklaring af den ånd, som afspeiler sig i Ibsens værker.“
Som helhed har Ibsens digtning både vundet og tabt ved hans lange, frivillige exil.
Den har vundet i concentration og tankedybde, i frihedsfølelse og teknisk færdighed, men den har til gengæld tabt noget i friskhed og i lokal virkelighedstroskab. Det er ikke så sjeldent atelierstudier, som bydes os, ikke førstehåndsstudier ude i den frie natur.
Vi må jo erindre, at mens Ibsen udelukkende skildred norske emner, sad han selv langt fra Norge, i Tyskland eller Italien — og det er dette, som har hævnet sig.
Tonen i „Et dukkehjem“ klinger således ikke altid helt ægte for norske øren. I en dagligstue hjemme vilde ordene faldt med en anden klang, ialfald med en mindre blød. Ibsens sprog, der i dette skuespil er så danskfarvet, bidrager naturligvis sit til at fremkalde dette indtryk.
Både i München og Rom leved jeg sammen med Ibsen og havde således god anledning til at iagttage, hvordan han indretted sin dag.
I München besøgte han aldrig pinakotheket og glyptotheket, de berømte kunstsamlinger (jeg tvivler dog ikke om at han ved sin ankomst til byen har været der en enkelt gang) han gik aldrig i teatrene, undtagen når opførelsen af hans egne arbeider tvang ham til det — og denne ligegyldighed for scenens kunst hos ham, den store dramatiker, undred mange. For selskabslivet havde han en sand skræk og deltog aldrig i en middag, uagtet nogle af byens første familier, med Paul Heyse i spidsen, ofte sendte ham indbydelser.
Hvor tidt beklagede Paul Heyse og frue, at Ibsen så konsekvent holdt sig borte fra deres hjem! De vilde så gerne se „den groszen Norweger“ hos sig og gøre stads på ham . . .
Men det mærkelige var der ved Ibsen at ligeså utilbøjelig som han var til at benytte Heyses gæstfrihed, ligeså begærlig var han efter gennem mig at erfare, hvordan det gik til en sådan tysk selskabsaften.
Jeg fortalte ham da alt, hvem gæsterne var, hvad man havde konverseret om, hvordan værtinden var klædt og enkelthederne ved anretningen etc. Selv om drikkepengene fortalte jeg ham. Tyskerne har nemlig den uskik, at man på en vis må betale for den nydte gæstfrihed. Til aften får man f. eks. kun en kop the, men når man så går, giver man tjeneren eller pigen, der følger én ud i entréen og hjælper én tøiet på, 1 à 2 reichsmark i drikkepenge — théens tidobbelte værdi. Man kan ikke uden at ansees for unobel liste sig bort fra denne kotume.
Afskedsscenen i Paul Heyses entrée var i mine øine ligeså komisk som pinlig. Alle herrerne tog, med den ene arm i vinterfrakken, frem sin portemonaie og undersøgte forvirret dens indhold; det kunde da hænde at en enkelt fattig kunstner opdaged at han havde „glemt“ sine penge hjemme. Tilslut rasled det som på en børs med sølvstykker i hænderne på tjenestepigen, der for hver gave neied dybere og dybere og ikke blev træt af at sige „Schønen dank, besten dank!“
Det var ikke småsummer, hun tog ind på en sådan aften — for gæsterne var talrige. I andre fine tyske familier, som jeg besøgte, gik det ligedan for sig. —
Om sommeren på landet leved Ibsen ligeså stille og afsondret som om vinteren i byen. Han vilde ikke se nogen. Den sommer, jeg tilbragte sammen med ham i Berchtesgaden, modtog vi således gentagende indbydelse fra den bekendte digter, Richard Voss, en stor Ibsenbeundrer, hvem Paul Heyse havde givet mig en anbefaling til, og som boed i en skøn villa tæt ved Königssee — men Ibsen var ikke at formå til at tage derhen. Jeg måtte altid gå alene.
Og i Sorrent gjorde han sig usynlig.
Da jeg siste gang var i den lille, deilige by ved golfen, hilste jeg på værten i „Tramontana", hvor Ibsen havde boet og skrevet på „Et dukkehjem“. Jeg vilde gerne vide noget om Ibsen og værten fortalte mig da smilende, at man næsten „aldrig så noget til ham“.
Han holdt sig for det meste på sit værelse, indlod sig ikke med nogen af gæsterne, hvoriblandt der dog fandtes berømtheder som Ernst Renan, og kun ved bordet fik man nu og da et glimt af ham.
Om de fremmede landes literatur bekymred Ibsen sig lidet.
De tyske klassikere som Goethe og Schiller var han fortrolig med allerede fra sin ungdom. Hebbel og Otto Ludvig, der begge har gjort dybt indtryk på ham, lærte han vistnok at kende først i Dresden. Men begge disse digtere måtte regnes til de gamle — og den ganske nye digterskole i Tyskland, der voksed op med ham, mens han boede i München, og tildels var inspireret af ham, fulgte han ikke i dens udvikling.
Af tyske skønliterære værker, som jeg foruden et par videnskabelige så på Ibsens bord, erindrer jeg kun Paul Heyses og Riehis ...
Den italienske literatur viste han ligeså liden interesse.
Af enkelte af Ibsens ytringer har jeg dog grund til at tro, at han i sin tid i oversættelse har studeret Dante, der vistnok sympatetisk har tiltrukket ham, da han er så beslægtet med ham. Der er hos Ibsen den samme ensomhedstrang som hos den store Florentiner, den samme høie idealitet og bitre menneskeforagt. Og ligesom Dante følte han sig overalt som en landflygtig og opfatted det som sit kald at svinge dommens svøbe over den syndige menneskehed . . .
Men de moderne italienske forfattere som Verga, Edmondo d'Amici, Fogazarro, Gabriele d'Anunzio var for Ibsen kun navne, som han havde stødt på i avisen. Han kendte dem ikke og brydde sig heller ikke om at gøre deres bekendtskab.
Jeg kan heller ikke mindes at have seet en italiensk bog eller avis i Ibsens hjem.
Apropos Italien! For Florenz, der dog byder en elsker af renaisancen så meget, havde Ibsen den samme ligegyldighed som i sin tid Goethe. Det faldt ham ikke ind at standse der og fordybe sig i byens kunstrigdom. Efter et kort ophold reiste han altid videre til Rom.
Ibsens liv udenlands var i det hele taget et liv i selvsamling og selvfordybelse. De fremmede byer havde derfor ikke for ham som for os andre den store dragning, som indbyder til beskuelse og studium . . . Han sad helst bøiet over sin tankes stille ocean, der afspeilede ham en verden, større, rigere og mere fængslende end den, som umiddelbart omgav ham . .
Men Ibsens digtning er dog med al sin symbolik bygget på virkelighedens grund? vil man her indvende. Hvordan kom så han, den ensomme grubler, under sin vegeteren udenlands, i berørelse med den reelle verden udenfor ham?
Jo, den flød ustanseligt til ham som til den ensomme Jonas Lie i Paris gennem tusen små kanaler — især da gennem de daglige besøg på kaféen og avislæsningen der.
På kaféen så han mennesker og det mennesker af forskellig stand og stilling, unge og gamle, mænd og kvinder, studenter, kunstnere, skikkelige borgere, en verden i det små — og bag guldbrillerne, halvt skjult af avisen, iagttog han denne verden med noget af en naturforskers kolde ro . . .
Som Holberg, den lune satirikus, sad stille og ukendt på et dansk ølhus og lytted til håndværksfolks og kræmmeres snak om „kuriøse politiske materier“, som han siden benytted i sin udødelige „Kandestøber“, — slig sad Ibsen rolig på Münchener-kaféen og studerte de brave tyskere.
Hvor karakteristisk for Ibsen at han i café Maximilian, hvor han daglig kom på et bestemt klokkeslet, valgte sig plads lige overfor et stort speil, der reflekterte indgangsdøren og alle de kommende og gående personer. Uden at behøve at vende sig mod døren, kunde han i speilet se og granske alt. Som en poetisk detektiv sad han der lige overfor speilet, bag sit store blad . . .
Intet undgik hans skarpe blik. Han lagde mærke til, ikke alene gæsternes ydre og manerer, hvordan de fuld af godmodig venlighed smilte og nikked til hinanden (de katholske bayere er i parenthes sagt elskværdigere end deres protestantiske brødre i Nord-tyskland), men han opsnapped brudstykker af deres fortrolige samtaler og opdaged karaktertræk, der var dem eiendommelige og som han ikke havde set andetsteds . . .
De enkelte individer, som passerte revue for ham på kaféen, kom til slut for ham at repræsentere hele nationen. Gennem dem søgte han at danne sig en forestilling om det hele folks naturel . . .
Og af aviserne lærte han meget.
Der fik han svar på mange af sine stille spørgsmål om de mennesker, i hvis midte han levede . . . Aviser er jo i sin korthed som en åbenbaring af et folks tilstand, af dets tankesæt og ønsker . . .
Ibsen havde desuden ligesom alle store digtere en vidunderlig divinationsgave. Af det tilsyneladende små gætted han sig til det store. Af en liden leder, en notits eller et avertissement, som andre overså, fik han mere at vide end andre af årelange studier . . .
Han fortalte mig. at han ved at læse en politisk artikel i det fremmede blad kunde danne sig en idé om vedkommende lands forfatning og statsøkonomi, om dets samfundsforhold overhovedet . . .
Men Ibsen var heller ingen almindelig avislæser. Han tog ikke arbeidet let, han gennemgik endogså nøie avertissementerne, hvoraf han efter eget sigende ikke lærte mindst.[1]
Han begyndte med at læse avisen øverst oppe på siden, hvor titelen står samt prisen for kvartalet, og sluttede nede paa dens fjerde side, hvor trykkerens og udgiverens navn bekendtgøres.
Sikkerlig har han mellem rækken af avertissementer fundet mangt et lidet stykke kulturhistorie . . .
Ibsen vilde i sit udenlandske hjem såvel som på hotellerne så meget som muligt hjælpe sig selv, for ikke at ulejlige tjenestefolkene. Hans ideal var en „selfmade man“.
Sprang således en knap løs i hans bukser — et prosaisk uheld, som kan hænde selv de største poeter — så gik han ind på sit eget værelse, lukkede døren godt, og efter ligeså mange komiske som unødvendige forberedelser, syede han selv knappen fast igen med den samme omhu, hvormed han renskrev et nyt drama . . .
Et sligt vigtigt hverv turde han umulig betro til nogen anden, ikke engang til sin hustru.
En af Ibsens parodokser var, at „et fruentimmer aldrig forstod at sy en knap fast slig at den holdt“.
Syede han derimod selv, holdt den i al evighed.
Fru Ibsen smilte skælmsk og underfundigt, når „Nora“s digter kom med slige kvindefiendtlige ytringer. Og senere sagde hun i fortrolighed til mig: „Det er sandt, at Ibsen selv syr knapper i sine klæder, men at de holder såpas godt, er min fortjeneste, for uden at Ibsen ved det, „nester“ jeg knappen, hvad Ibsen altid glemmer — og det er dog det vigtigste. Men lad ham bare beholde sin tro, da den lader til at gøre ham så lykkelig“.
Dette er jo „livsløgnen“ fra „Vildanden“ i det små og dagligdagse, tænkte jeg — og jeg måtte le hjerteligt.
Som et kuriosum kan jeg anføre, at Ibsen en vinter i München spurgte mig med et alvorligt og bekymret ansigt:
„Sig mig én ting, Paulsen! — Pudser De nu selv Deres støvler hver morgen?“
Forvirret svarte jeg nei og så vistnok brødefuld ud . . . Det gik i øiebikket dunkelt op for mig, at jeg sikkerlig havde svigtet en pligt mod mig selv og mod samfundet.
„Men det må De endelig gøre . . . De vil da føle Dem som et andet menneske . . . Man skal aldrig lade en anden besørge, hvad man selv kan udrette . . . Begynder De nu først med at pudse støvlerne, så vil De ende med selv at ordne Deres værelse, lægge i ovnen etc. På den måde blir De tilslut en frigjort mand, uafhængig af Pér og Pål ...“
Jeg lovede at følge hans råd, men desværre har jeg ikke holdt mit løfte.[2]
- ↑ Fru Collett lignede også Ibsen deri at hun altid studerte avertissementerne. Engang fandt hun under „begravelser“, at „handelsrejsende Jeremiassens søster var afgået ved døden“ — og denne notits harmede hende dybt. Kvindens egen stilling og personlighed var jo her opgivet for fuldstændigt at gå op i mandens.
- ↑ Man har fortalt mig, at i Amerika ordner husets unge sønner af middelstanden selv sit værelse — og det betragtes som alt andet end umandigt. Ibsen havde altså også her fremtidsblikket.