Samliv med Ibsen/23
IBSEN I ARIZZIA.
Der er neppe mange normænd, som under deres ophold i Rom husker på, at en betydningsfuld episode i Ibsens liv — måske den betydningsfuldeste — er knyttet til Arizzia, den lille by ved Albanerbjergene, og som reiser derud, alene for at dvæle ved mindet om vor berømte digter.
Og dog ligger byen så nær Rom, og turen derud gennem kampagnen med de brune marker og akvadukterne er meget interessant.
En vakker vårdag — som man kun har den i Italien — med en solmild, berusende luft, mættet af blomsterånde og orangeduft, med en lysende, ligesom perlemoderagtig farvet himmel — foretog jeg min lille pilgrimsfart. Med jernbanen reiste jeg til Albano. Kupéen var fuld af glade, sortsmudsede, livligt talende romere, og jeg glædede mig hele veien over at høre deres melodiske sprog.
Dagen begyndte forresten slemt, for da jeg skulde passere den skønne bro, som forbinder Albano med Arizzia, og hvorfra man har slig prægtig udsigt, omringedes jeg af en flok påtrængende tiggere og krøblinge, og det endte med, at jeg, som det år led af en sygelig nervøsitet, kom i strid med banden, så at politiet tilslut måtte blande sig deri. Mærkelig nok var dette sted allerede i oldtiden berygtet for sine tiggere, som Juvenal hudfletter i en af sine satirer.
Arizzia ligger på en høide ved den sydlige fod af Albanerbjergene og har kun et par tusen indbyggere. Der er intet aparte ved byens fysiognomi, den ligner alle andre italienske småstæder; kun er gaderne på grund af det skrånende terræn, mere krogede og maleriske end sædvanligt. Den er indesluttet af skog og grønne høie, hvad der virker så forfriskende, og mod vest ser man lige ud mod havet . . .
Jeg nåede „piazzaen“ med den tarvelige kirke, hvor Ibsen så gerne sad om kvælden og så på folkelivet, og ligeoverfor kirken det gamle palazzo Chigi, der er bygget af Bernini og omgivet af en stor, forsømt park . . . . Hvor ofte har Ibsen i stille digterdrømme vandret alene under disse mørke stenege og mellem disse ranke cypresser! Parken lå kun et par skridt fra hans bolig og måtte på hede sommerdage yde et godt og skyggefuldt ly.
Så drev jeg om i gaderne uden mål, betragtende nøie husene — de mere velhavende af dem var forsynet med grønne persienner for vinduerne — undrende mig over i hvilket hus af disse mange Ibsen dengang havde boet . . . . Hvor morsomt om nogen kunde ha' vist mig det! Der burde ha’ stået en marmorplade over døren som på Goethes hus i Rom, for at den fremmede turist kunde stanse ved det og ærbødigt hylde fortiden.
Udenfor et trattori sad nogle bønder og drak, mens et forladt æsel stod skrydende af fuld hals nede på veien . . . . Så kom jeg at tænke på, hvilket trattori Ibsen mon dengang havde valgt til „stamkneipe“. Kanske var det det samme, som jeg nu passerte? Og jeg så Ibsen for mig med det lange hår og fuldskæg, som han dengang bar (først efter „Brand“s udgivelse forvandledes han til den elegante verdensmand) med den store, bredskyggede bulehat, som de spottesyge italienere kaldte „capellone“ og den noget slidte „kunstnerkappe“ . . . Han sad udenfor trattoriet som bønderne nu med et glas vin i hånden, et glas med gylden Genzanovin, som han lod spille i lyset inden han førte det til munden, nydende øieblikket, solvarmen, som han holdt så meget af, og sit eget frodigt myldrende tankeliv . . . .
Det var alt i alt en lykkelig tid for Ibsen i Arizzia — en fredfuld pause „mellem slagene“.
Jeg satte mig på en høi stentrappe — en af disse italienske trapper, der når lige op til husets mave — og så udover byen og omgivelserne . . . Jeg var i en egen stemning . . . . Mindet om Ibsen lagde som en varm, vemodig glans over byen og gjorde den dobbelt indtagende.
Foran mig lå kampagnen blågrøn og diset, lig et bølgende hav — og udenfor den tegnede sig en blålig stribe med noget hvidt på — det virkelige hav, som et seilskib gled henover . . . Fra nogle blomster i en vindueskarm slog imod mig en krydret duft, der mindede om vanille.
Ibsens livsdrama gled i store drag forbi mig . . . . Men her i Arizzia var dramaets vendepunkt, her blev han sig selv, blev klar på sin begavelse og den åndsmagt han sad inde med . . . . Det var her han fuldendte „Brand“, hvis udgivelse som med et trylleslag forandrede hans skæbne . . . . Fra den dag rullede hans liv frem som et maiestætisk seierstog med ryets glans og alle de materielle fordele, som det store ry giver.
Og Ibsen var her i Arizzia så oplagt til arbeide som få andre steder. Der var heller ingen selskabelighed, ingen fremmede, som forstyrrede ham, fortalte han selv i et brev til Bjørnson, og hans eneste lekture var biblen.
Trods den kvælende sommervarme skrev han næsten hele dagen, både formiddag og eftermiddag — en lykkelig inspiration gik hånd i hånd med den stærke arbeidslyst.
„I denne tid“, siger i „Svundne tider“ Lorentz Dietrichson, „stod Ibsen gerne op kl. 4 om morgenen og streifede, før dagens solhede begyndte, om i skogene eller i den store Chigiske park; når solen så steg høiere på himlen, satte han sig til sit arbejdsbord, hvor han da sågodtsom uafbrudt arbeidede til dagen heldede, og om aftnerne sad han gerne og nød køligheden på den store trappe foran kirken.“
Og mens Ibsen skrev i sit ansigts sved, nød han tilværelsen, der ligesom slog ud i blomst for ham . . . Han følte den salighed, den reneste af alle, som undfangelsens øieblik skænker den sande kunstnersjæl . . . Det er et helligt mysterium, som fuldbyrdes . . . . Det er som tanken på en uforklarlig måde udvides, den beruser sig i sit eget væsen og søger at favne alt mellem himmel og jord. Og i sådanne store, fødende øieblikke lever ikke digteren alene for sig selv og i nuet, men også med alle de andre og i fremtiden — alle de tusinder, som engang skal glædes ved hans værk, når det foreligger færdigt . . .
„Er det ikke en ubeskrivelig lykkegave at kunne skrive?“ udbryder Ibsen i sit lange brev til Bjørnson, dateret Arizzia den 12te september 1865.
Kom der en sjelden gang en ufrivillig stansning i arbeidet, tog Ibsen en sviptur ind til Rom, hvis klassiske ro altid virkede så velgørende og inspirerende på ham . . . Han tyede i sin nød ind i Peterskirken, hverdagen stængtes pludselig ude, mens under Michel Angelos himmellignende kuppel en åbenbaringens verden sænkede sig over ham . . .
„Der var enkelte tider“, siger han i brevet til Bjørnson, „da jeg ikke vidste, hvor jeg skulde hen i nogen henseende, ikke med hensyn til penge alene, men fordi det ikke vilde gå med mit arbeide . . . Så gik jeg en dag i Peterskirken — og der gik med engang op for mig en stærk og klar form for hvad jeg havde at sige.“
Ibsen var igrunden en dybt religiøs natur . . . Den fromme barnelære i Skien havde brændt sig ind i hans sind og de store spørgsmål, „hvorfra, hvorhen, hvorfor?“, sysselsatte ham altid. Da vi engang talte sammen om den bibelske skabelseshistorie, sagde Ibsen til mig:
„Har De lagt mærke til de ord: „Og gud så alt det, han havde gjort og se, det var meget godt.“ Vorherre har altså tvivlet, han har stillet sig prøvende overfor sit eget værk.“
Den mand, som taler slig, er ingen fritænker i almindelig forstand, han indbilder sig ikke som en Haeckel at begribe det ubegribelige, at kunne ordne alt mellem himmel og jord fornuftmæssig, under bestemte rubriker. I Ibsens store sjæl var der plads for drømmen om det uendelige; han bøiede sig ydmygt for det store mysterium . . .[1]
Jeg er forvisset om, at Ibsen ved slige besøg i Peterskirken har knælet ned i en skjult krog, så andægtig som nogen katholik, og mens orgelet bruste hen under de høie hvælvinger, har han i en brændende bøn lettet sit betrængte hjerte.
I „Brand“ er der så meget selvoplevet — „Brand“ er mig selv i mine beste øieblikke“, siger Ibsen selv — og vi tør trygt gå ud fra, at når „Brand“ mindes bønnens vidunderlige magt, er det Ibsens personlige erfaring, han taler ud af. Det lyder som en forstærket genklang af Ibsens stemninger i Peterskirken, når han lader sin „Brand“ sige:
„Og dog — i angstens værste dage,
― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ―
hvad var det — ? Bad jeg ikke da?
Hvor kom den søde svimlen fra,
den sangens strøm, den melodi,
som langveis lød og jog forbi —
og bar mig høit og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i bønnen svalt?
Har jeg med gud herinde talt?“
Ja, der er ingen tvivl om, at Ibsen selv har kendt hin „søde svimlen“ og anet hvad det er at „tale med gud.“
En ung, hvidklædt kvinde går forbi nede på veien og ser forundret på den fremmede „inglese“, som sidder så ene og tankefuld på stentrappen.
Men ved synet af hendes hvide skikkelse, mindes jeg pludselig den unge, fromme, norske pige, som Ibsen mødte her i Arizzia — hun, der stod som med en glorie af renhed om sin blege, til døden viede pande, og som uden at vide det blev forbilledet til „Agnes“.
Thea Bruuns stille, kærlighedsfyldte, opofrende væsen kunde Ibsen senere hen aldrig glemme — og det var hende, til hvem han, efter at de en aften havde været sammen i selskab, skrev digtet „Borte“, måske det stemningsrigeste af alle Ibsens digte, og som slutter med disse sørgmodige linier:
„Det var en fest kun
før natten den sorte.
Hun var en gæst kun
— og nu er hun borte.“
Det var imidlertid blevet aften . . . Solen holdt på at gå ned. Kampagnen hylledes som i et farvet slør, mens havet trådte lysende frem, lig en gylden stribe . . .
Jeg forlod byen og gik ned ad landeveien, som førte til Genzano. Her var deiligt at vandre . . . Luften var fuld af vellugt og dog så frisk at indånde . . . Ved veikanten stod usædvanlig store violette anemoner og dannede som buketter i det grønne, og mit hoved skyggedes af de gamle elmetræer . . .
Så vendte jeg om — det var tid at tænke på tilbageturen — og gik til afsked ind i palazzo Chigis have.
Her var så stille og fredeligt — en liden drømmeplet. Solens siste stråle traf en vild rosenhæk, der pludselig blussede op og blev som purpur, de fløielsmørke cypresser bøiede sig andægtigt som for usynlige magter, mens kirkeklokkerne ringede dæmpet til Ave Maria . . .
Alt stemte sindet til vemod — alt hviskede farvel . . .
Og det var her i haven med de visne løv fra siste høst over de tilgroede stier, at jeg satte mig ved et stenbord og nedskrev følgende vers:
„Palazzo Chigi med dets gamle mure
står, hvor det stod, så ensomt og så skønt,
og haven har den samme rad cypresser,
og vilde rosers flor og eviggrønt.
Men han, som engang vandrede derinde,
når kvældsol gav kampagnen gyldent skær,
den store drømmer med den høie pande,
ak, nu forgæves efter ham jeg sér!
Dog mens jeg sidder her i haven ene,
i mindets vemod, hjertet fuldt af savn,
cypresserne sig bøier dybt og suser
som om de hvisked ømt en digters navn . . .“
- ↑ I sin siste sygdom modtog Ibsen ofte besøg af en norsk præst. Det var Christoffer Bruun, som Ibsen havde lært at kende i sin ungdom i Italien, og af hvis åndelige fysiognomi hans „Brand“ har lånt nogle træk. Pastor Lammers fra Skien er vel den egentlige model.