Samliv med Ibsen/22
IBSEN PÅ ULRIKKEN.
Ligesom Rom omgives af syv høie, omgives Bergen af syv fjelde, Lyderhorn, Ulrikken, Fløien etc.
Det høieste af dem er „Ulrikken“, en bred, mægtig kolos, som man straks får øie på, når man seiler ind ad fjorden.
Om dette fjeld skriver Holberg i sin morsomme „Bergens beskrivelse“:
„Oldrik er et meget høit bjerg, som ligger mod østen, hvorpå skyerne oftest hvile, og når der er syd-vest, eller vesten-vind derpå brydes, forårsages yppig regn udi staden.“
Bergenserne holder svært af det gamle, stoute fjeld, der ligesom slår et værn om byen, og bestiger det gerne, når „den yppige regn“ stanser et øieblik og der er klarveir „udi staden“.
Hvor yndet fjeldet er af befolkningen, viser best, at det med forkærlighed er nævnt i bergensernes egen nationalsang, digtet af deres gamle biskop Nordahl Brun. I sangen heder det:
„Jeg tog min ny stemte cithar i hænde,
sorgen forgik mig på Ulrikkens top —“
Det var en af pintsedagene 1853, en vakker maidag, at Ibsen, der dengang stod i sin ungdoms blomst (han var kun fem og tyve år gammel), besteg Ulrikken sammen med et udsøgt og lystigt selskab. Om det var ligesom den salig biskop for at fordrive en eller anden „sorg“, eller hans hensigt blot var at nyde naturen sammen med gode venner og skønne bergenserinder skal lades usagt. Vi har al grund til at tro det siste.
Nogle tyske musikere, som dengang gæstede Bergen, fulgte med (en af dem, herr Rabe, slog sig for altid ned i byen og oprettede den bekendte musikhandel), så man manglede ikke „sang og klang“ på veien opover.
Tidligt om morgenen, „mens fuglene kvidred på grene“, begav man sig afsted, alle i godt turisthumør og forsynet med god niste, mens en af musikerne lod sit waldhorn give genlyd mellem fjeldene.
Man brugte hele tre timer til opstigningen, og at denne, trods vårluftens lethed, har været anstrengende nok, ser vi af Ibsens nedenstående digt, hvor han med et suk taler om „revnede strømper og såler“.
Ibsen var glad og munter som man er det i tyveårsalderen — og at Rikke Holst var med på turen, bidrog ikke mindst til at høine hans stemning . . . . Den unge, vakre pige, der var så original i sin friskhed, så overgiven i sin ynde, gjorde straks indtryk på det letfængelige digterhjerte . . . . Og for hende blev dagen uforglemmelig; thi det var nok den første gang, hun var sammen med den mand, der ved sin ungdomskærlighed til hende, skulde gribe ind i hendes liv og ved sine digte til hende knytte hendes navn til literaturhistorien.
Da man endelig havde nået Ulrikkens top, lod man hvilen falde på sig, idet man beundrede den storslagne udsigt.
I den solklare maidag havde man det frieste syn udover. Foran dem lå den brede Bergensdal, vekslende og broget, som et rigtbroderet tæppe, længere ud fjorden; mod vest blånede havet med den grå skærgård, og på den anden side, ind mod land, så man sneklædte fjelde, først og fremmest Folgefonden i al sin blændende hvidhed . . .
Den medbragte niste blev nu udpakket og vinflaskerne blev trukket op. Da den første hunger var stillet, svang de lyriske bergensere glassene og udbragte den ene skål efter den anden, for fødebyen, for „gamle Ulrikken“ og for de tilstedeværende damer, der så tappert havde delt fodvandringens møie med dem. Naturligvis glemte man ikke at synge den ovennævnte nationalsang: „Jeg tog min nystemte cithar i hænde“, og de tyske musikere, der var aldeles henrykte over vort lands naturskønhed, fik frem sine instrumenter og gav sin begeistring luft i toner, der klang så sælsomt deroppe i fjeldviddens stilhed . . . .
Ibsen var påfaldende taus. Selv hvor han følte sig fuldt ud lykkelig som i dette øieblik, fandt han ikke altid det ord, der løste stemningen . . . Han havde en skyhed for at åbne sit indre — denne skyhed, som fulgte ham hele livet og ofte hindrede tilnærmelse fra vennernes side . . .
Da henvendte en af lagets unge, kvikke damer sig til ham. Det var frøken Adele Sparre, en datter af krigskommissær Sparre. Hun gjaldt ikke alene for det æstetiske element i damernes kreds, men hun gav sig også af med at male, og da Ibsen i sin fritid dyrkede den samme kunst, havde dette fælles berøringspunkt bragt dem sammen.
Hun sagde til ham, idet hun pathetisk pegede udover:
„Er her ikke deiligt? Men nu skulde De, herr Ibsen, som er poet, digte os noget smukt om situationen — noget, som vi kunde ha' til erindring om denne pintsedag på Ulrikken —“[1]
Ibsen bukkede og svarede undvigende. Han var ikke nogen improvisator, han kunde ikke digte på stående fod etc.
Men frøken Adele trængte ind på ham. Hun mente nok med Goethe, at
„Gebt ihr euch einmal für poeten, .
so commandirt die poesie —“
dog dette argument slog dengang ikke Ibsen. For at få fred lovede han tilslut den æstetiske dame, at han ved leilighed vilde skildre turen i et „reisebilled“ og sende hende det.
Et par dage efter modtog frøken Adele følgende to digte: „Reisebilleder“ og „Prospect af Bergen“, der behandler det samme thema.
Digtene, som ikke tidligere har været offentliggjorte, er uden større værdi og eier lidet eller intet af Ibsens særpræg, men de får dog sin betydning derved, at den humoristiske tone, som anslåes i dem (især da i efterligningen af Sinclairsvisen,) er enestående i hele Ibsens produktion.
TOGET TIL ULRIKKEN
DEN 15de MAI 1853.
I.
Reisebilleder
(Melodi : Sinclairsvisen.)
Og det var en morgen i „sommerskrud“,
mens fuglene kvidred på grene, —
da stævned en skare fra byen ud
afsted over stok og stene.
Men Ulrikken lå som et jætteskjold,
forstenet af dagens stråler.
Os varsled en havfru, den lede trold,
om revnede strømper og såler.
Vi vandred i timer, vi vandred i tre
alt udi så lykkeligt følge, —
Og så fik vi Folgefonden at se, —
Jeg vil det ikke fordølge!
I høiden — afsted over ur og bæk
tilhobe vi så monne vandre;
her har vist jætter til dværgenes skræk
leveret et slag med hverandre!
Vort blik og vor tanke, som falk på rov,
fløi ud over verden så vide, —
Den daled i farten på sjø og skov,
den seiled om snefjeldets side.
Som svaner, der længes mod sydens kyst,
mens høit over skyen de svømme,
så spiled vor længsel sin vinge med lyst,
så fløi vore vårlige drømme.
Og da vi omsider igen kom hjem,
vi kunde med stolthed fortælle,
at dygtige fodfolk findes blandt dem,
som gjæste Ulrikkens fjelde.
II.
Prospect af Bergen.
O gamle Bjørgvin! her fra dette sted
du tager best dig ud — fra klipperyggen, —
Thi tydeligt kan skimtes Tyskebryggen,
Ja, gud forlade mig! Trianglen med, —
Og udenfor den vidt bekendte „Leed“,
den rige grube, hvor de søger lykken, —
Og Lunggårdsvandet mellem grønne høie,
så klart og dybt som dine døtres øie! —
Nu stykkets baggrund! Se det mørke åg
af skjær på havets skuldre! Fjordens glathed!
Men endnu bedre er dets forgrund dog;
her styrter fjeldet sig i dristig brathed,
og som staffage står vort muntre tog,
hvis damer hviler sig i yndig mathed,
imedens sydens gyldne frugter gløde
(fra vore randsier) lifligt os imøde.“
- ↑ Meddelt mig af fru Tresselt.