Samliv med Ibsen/21
DA BJØRNSON VENTEDES ―
Efter at jeg i 1879 i Paris havde fået et faderlig venligt brev fra Ibsen, hvori han indtrængende rådede mig til at forlade den franske hovedstad og komme til München, for der i ro at studere ved universitetet, rejste jeg kort tid efter.
Hvor lykkelig jeg var ved at gense det gamle, kære München, har jeg skildret i mine „Erindringer“. Det var, som om det vildfarne barn igen havde fundet hjem. Og Ibsen modtog mig som en gammel, længe savnet ven . . .
En dag, da jeg sad i „Kafé Probst“ for at læse de norske aviser, fik jeg høre, at Bjørnson var kommen til byen, hvad jeg samme aften meddelte Ibsens, på hvem denne nyhed gjorde et overraskende stærkt indtryk.
Fru Magdalene Thoresen, Ibsens svigermoder, der netop gæstede familien på gennemreise til Italien var ikke den mindst interesserede. Bjørnson havde jo lige fra hendes ophold i Bergen, hvor de gjorde hinandens bekendtskab, været hendes store sværmeri.
„Mon han kommer her på visit?“ råbte hun livligt og gestikulerende. „Ja, naturligvis kommer han! Han kan jo ikke andet, det er simpel høflighed . . . For en lykke at møde ham endnu en gang!“
Ibsen og frue sagde intet, men vekslede talende blikke . . . Sigurd lyttede med opspilede øine. Bjørnstjerne Bjørnson, som hans forældre så tidt havde snakket om, var altså her i München og boede ikke langt fra dem i hotel Bambergerhof — Bjørnstjerne Bjørnson, denne digterkæmpe, som partierne sloges om, som for nogle var en halvgud, for andre en djævel, og som af mange betragtedes som hans faders bitre modstander? — Kunde det virkelig være muligt? Og han skulde nu få ham at se lyslevende — !
Næsten daglig var jeg hos Ibsen i denne tid, og jeg mærkede, at der i luften lå en uro, en spænding, der også tilslut smittede mig og gjorde mig nervøs som de andre . . . . Man talte om de ligegyldigste ting, men når en mindst ventede det, dukkede Bjørnsons navn frem — ham, vi alle tænkte på uden at ville sige det.
Sagen var, at Bjørnson fremdeles opholdt sig i byen — han havde nu været der over en uge — men endnu havde han ikke hilst på Ibsens, der med en utålmodighed, som virkede dobbelt fortærende, da den skjultes, sad og ventede på ham . . . . Ja, jeg anede, at de vilde have følt det som en lykke, om Bjørnson pludselig var kommen ind ad døren . . .
Fru Thoresen var aldeles utrøstelig over, at udsigten til „mødet“ blev ringere med hver dag, som gik. Og i hendes fantasifulde hoved fødtes der mange underlige planer for at bringe de to store digterånder sammen, som hun holdt så meget af og beundrede . . . Hun syntes, at hun her havde en mission at udføre.
Da jeg sagde til fru Thoresen, at det var vanskeligt at få to store hoveder forenede unden én hat, truede hun smilende ad mig.
Forresten forstod jeg dengang ikke, at Bjørnsons nærværelse i München kunde sætte Ibsens stille familiekreds i slig bevægelse. Jeg undrede mig bare over det, da jeg slet ikke var inde i situationen. Jeg vidste ikke, at Bjørnson og Ibsen engang havde været intime venner, at Ibsen skyldte Bjørnson tak for mangen broderlig håndsrækning. Tværtimod — jeg betragtede de to digterrivaler som naturbestemte fjender i Håkons og Skules billede og mente, at det beste for parterne var, om deres livsveie aldrig krydsedes . . .
Først mange, mange år efter, da jeg læste Ibsens breve til Bjørnson, gik det sande forhold op for mig . . . Det var med lige så megen forundring som bevægelse, jeg læste om alt, hvad Bjørnson havde været for sin ældre, mere upraktiske kollega. Både åndeligt og materielt havde han hjulpet ham; han havde ikke alene givet Ibsen, der dengang var fortvivlelsen nær, troen på sig selv og tillid til livet, men han havde også søgt at bygge hans borgerlige eksistence op.
„Med opofrende iver tog Bjørnson sig også af Ibsens ydre kår“, skriver Halvdan Koht i sin udmærkede indledning til brevene, „skaffede ham privat pengehjælp og offentlige stipendier, hjalp ham i marts 1864 afsted til udlandet og bragte ham høsten 1865 i forbindelse med nordens største forlægger, Frederik Hegel. Begge dele, både det at komme bort fra de trange forhold i Norge, og det at få en storsindet forlægger, kendtes for Ibsen som en udfrielse.“
Disse Ibsens breve til Bjørnson leverer et sjeldent bidrag til venskabets psykologi, der bliver dobbelt fængslende derved, at det gælder to berømtheder, som mægtigt har grebet ind i vort lands udvikling. Efterverdenen vil atter og atter studere dette venskabsforhold — stadig finde nye guldkorn og i fantasien digte det om til et drama eller en tragedie, som det vistnok har foresvævet Ibsen selv, da han skrev „Kongsemnerne“.
Trods al mistænksomhed og bitterhed fra Ibsens side, trods alle sammenstød, bliver forholdet rigt og skønt, fuldt af vårlig spirekraft — og Bjørnsons skikkelse, så tidt fordunklet og ukendeliggjort af partihadet — stiger lysende op af det, i en forklaring, som må tvinge selv hans værste modstander i knæ.
Af „Brevene“ fremgår det, at netop i 1879 — da Bjørnson passerte München — var der brudd mellem de to gamle venner, og at dette brudd havde varet allerede i flere år. Årsagerne var mange, både politiske og literære, især følte Bjørnson sig krænket over „De unges forbund“, til hvis usympatetiske hovedperson, Stensgård, man udpegte ham som forbilledet.
Ibsen drømte dog altid om forsoning og søgte gentagende at nærme sig Bjørnson — han sendte ham således engang gennem Hegel et eksemplar af „Samfundets støtter“, ledsaget af en liden billet — men uden at opnå noget.
Og nu stod han der igen, fuld af taknemmelighed, med udstrakt hånd — men der kom ingen Bjørnson for broderlig tilgivende at trykke den . . .
En dag sagde Sigurd til mig: „Jeg har hørt, at Bjørnson besøger daglig „Kafé Probst“. Kunde jeg ikke få lov at følge med dig til kaféen, når du går derhen?
„Har du virkelig slig lyst til at se ham?“
„Ja, det kan du da forstå. Bjørnson er desuden min gudfar.“
„Så han er din gudfar? Det vidste jeg ikke.“
Desværre var jeg forhindret den dag i at ledsage Sigurd; så gik han i sin utålmodighed derhen alene, og havde det held, at Bjørnson netop var i kaféen. Da jeg spurgte ham, hvad indtryk Bjørnson gjorde på ham, svarede han med den begeistring, som klæder ungdommen så godt:
„En imperator — en imperator!“
Bjørnson var langsomt, med majestætiske skridt gået gennem hele den lange kafé, til det bord i kaféens ende, hvor de norske aviser pleiede at ligge, så Sigurd fik god anledning til at studere hans ydre. Også hans stemme fik han at høre, og denne stemme med det skiftende tonefald — den går undertiden fra en hvisken over til en torden — forekom Sigurd så mærkelig.
Bjørnson overværede en opførelse af „Leonarda“ på hofteatret, hvor også jeg var nærværende. Stykket gjorde lykke trods en dårlig iscenesættelse.
Men nu havde Ibsen opgivet alt håb om at træffe Bjørnson. Denne reiste også et par dage efter.
Engang, da jeg i København besøgte fru Heiberg, som var ret lidende, faldt talen på Bjørnson, der just var i byen.
Fruen, der kendte ham så godt fra gamle dage og holdt meget af ham (Bjørnson har jo skrevet et af sine skønneste digte til hende), fortalte mig, at hun hver dag havde ventet Bjørnson, og det gjorde hende ondt, at han blev borte. Det vilde opfriske hende, der var svagelig, at få et glimt af den gamle ven.
Da jeg kort efter mødte Bjørnson i en middag hos Hegel på Skovgård, betroede jeg ham, hvad fru Heiberg havde sagt. Og jeg tilføiede: „De gør en velgerning ved at hilse på den gamle, sygelige dame. Glæden over at se Dem vil virke bedre end al medicin.“
Bjørnsons svar var just ikke opmuntrende — jeg kunde mærke, at han for tiden af en eller anden grund var misfornøiet med fru Heiberg — men senere havde jeg den tilfredsstillelse at erfare, at mine ord alligevel havde virket, at Bjørnson havde aflagt visit hos den store kunstnerinde — en visit som blev den siste. For fru Heiberg døde ikke længe efter.
Hvis jeg i min ungdom i München — dengang da Ibsen stod daglig ved vinduet og speidede efter Bjørnsons kendte skikkelse — havde havt den erfaring som nu, vilde jeg søgt at mægle mellem parterne. Jeg vilde gået Ibsens ærinde, som jeg i København gik fru Heibergs. I al stilhed vilde jeg have besøgt Bjørnson i hotellet, skildret ham den intense spænding, den blanding af håb og frygt, som i øieblikket fyldte Ibsens hjem og så sagt til ham:
„Kom, kom! De er en høisindet mand! Glem nu fortiden, at der nogensinde er tilføiet Dem uret! — Kom, kom! — De vil gøre hele familien så glad — og gives der noget skønnere i verden end at glæde andre?“
Og hvem véd, om ikke da Bjørnson havde fulgt sit gode hjertes indskydelse.[1]
- ↑ Efter at denne artikel var offentliggjort i „Politiken“, sendte Bjørnson bladet følgende oplysning:
„Herr John Paulsen har i et sympatetisk opsæt omtalt, at jeg var i München i 1879 uden at besøge Henrik Ibsen.
Men han har taget feil af grunden. Den var ikke Henrik Ibsens forskellige angreb på mig; de var glemte. Nei, det var det norske flag, som voldte det!
Dengang havde jeg hodet fuldt af at udfri det norske flag fra lydrigesstillingen. Derom havde jeg også henvendt mig til Henrik Ibsen; han burde hjælpe til — jeg husker ikke længer hvorledes. Men jeg fik et afvisende svar, som sårede min fædrelandsfølelse. Der var grunden.
Jeg tror nu, det var urigtigt; i hvert fald har jeg angret, at jeg ikke kom.“