Samliv med Ibsen/20
IBSEN TALER OM GAMLE VENNER.
Havde jeg gjort Ibsen det indiskrete spørgsmål: „Er der nogen, som De igrunden holder af?“ Jeg tror det næsten, for i min overmodige ungdom forstod jeg ikke at veie mine ord. Således erindrer jeg, at da Ibsen en dag besøgte mig og Grieg på vort lille landlige hotel i Gossenssass, og han opdagede, at der på mit bord lå opslået en bog af — Bjørnson, sagde jeg pludselig, som om jeg vilde svare på Ibsens tause tanke: „Hvor det er leit, at store mænd aldrig kan være venner!“
Da Ibsen gik, bebreidede Grieg mig den efter hans mening upassende ytring. Men jeg ærgrede mig over, at ved Ibsens visit lå kun Bjørnson fremme på mit bord og ingen af Ibsens egne værker. I kufferten havde jeg dog med hans „Digte“, mellem hvis blade lå sammentrykt en rose, som fru Heiberg ved en middag i hendes hjem havde foræret mig.
Nok er det at Ibsen denne aften i München begyndte at tale om gamle venner. Vi sad ganske alene i hans hyggelige arbejdsværelse i Amalienstrasse. Fruen var i en „Mai-andagt“ (vi var netop i jomfru Maries måned og München er som bekendt katholsk) Sigurd i selskab hos den berømte professor Konrad Maurer, der havde slig interesse for Island og Norge.
Ibsen røgte tilfreds af en liden snadde, jeg smagte på det gode Münchenerøl, som pigen havde sat fremfor os. Jeg skulde ønske, at de herrer kritikere, som altid fabler om Ibsens taushed, utilgængelighed og strenghed, havde set ham i dette øieblik som han sad der, hvilende ud efter dagens gerning, med piben i munden og ølkruset foran sig.[1]
Deres forestillinger vilde da været blevne korrigerede og de vilde have fået indtryk af en gemytlig borgermand, der kunde både le og spøge, og ikke mindst — snakke. Ibsen blev jo i sin ungdom på grund af sin ustyrlige tunge af kammeraterne kaldt for „Gert Westphaler".
Ibsen nævnte sin gode, gamle ven, vistnok den beste, han har havt, universitetsbibliothekar Paul Botten-Hansen, den begavede bondegut fra Gudbrandsdalen, der blev en slig dygtig forfatter og en slig fin stilist (vistnok under påvirkning af Ludvig Holberg) at han gjorde byfødte kolleger tilskamme.[2]
Det var sammen med Botten-Hansen og Vinje, at Ibsen udgav tidsskriftet „Andhrimner“ (Manden) og der er ingen tvivl om, at Botten-Hansen har havt indflydelse på Ibsen som digter. Hans dramatiske eventyrdigtning „Huldrebrylluppet“, som Ibsen kendte bedre end andre (sandsynligvis har han læst det allerede i manuskript) må betegnes som en ouverture til det store værk af Ibsen, Per Gynt. Det er ikke alene indholdet med dets drøie satire, men også den ejendommelige sprogform og stil, som giver mindelser.
Jeg forstod at Ibsen havde holdt meget af denne brave og lærde mand, til hvis hjem, der var så rigt forsynet med bøger, han så gerne tyede, når noget gik ham imod, og hvor han mødte mænd som Welhaven, Asbjørnsen, Ernst Sars etc. Botten-Hansen var en ægte biblioman. Ved sin død efterlod han sig et stort og udsøgt bibliothek, som indkøbtes i Bergen, hvor det danner grundlaget for den derværende folkebogsamling.
Også fru Ibsen havde næret megen godhed for Botten-Hansen og vidst på sin måde at drage nytte af hans bibliothek. Hun fortalte mig engang om de første trængselsår i Kristiania, hvordan hun om lørdagen som en skikkelig husmoder var gået ud med en liden kurv i hånden, men af gode grunde ikke til torvet for at gøre indkøb, nei, hun gik hen til sin ven Botten-Hansen og fik kurven fyldt med — romaner. Da havde familien søndagen efter ialfald åndelig føde. —
Når Ibsen talte om Botten-Hansen, var det med rolig hengivenhed, men kom han til at nævne Åsmund Vinje, hans gamle, komiske kammerat fra Heltbergs studenterfabrik, lo han straks, ja, han lo ofte så at han rystede i sædet — denne stille, klukkende latter, der var egen for Ibsen. Den ene morsomme anekdot dukkede op i hans erindring efter den anden.
Vinje var genial, sagde Ibsen, men utrolig uvorren og kynisk, og det beste, han havde skrevet (mon det ikke var noget om landets klosetvæsen?) kunde derfor ikke trykkes på grund af dets kynisme.[3]
Af Ibsens mange historier om Vinje husker jeg især denne om „huset“.
Vinje, der var naiv og uerfaren, kom en kvæld fra landet ind til byen, hvor han søgte efter et passende logis. Han standsede flere af de forbigående og spurgte om de ikke kunde sige ham, hvor han kunde få „hus“.
„Jo, du skal nok få hus, vennen min,“ sagde en skøier til ham. „Følg du bare med mig!“
Vinje gik troskyldig med skøieren, der førte ham ind i en mørk sidegade og viste ham en afsidesliggende gård med skodder for vinduerne, hvorfra der lød sang og skrålen ud i natten. Vinje bankede på og blev modtaget af en flok unge, glade „kvindfolk“ med smil og åbne arme. Nogen vært lod der ikke til at være.
Da vennerne dagen efter spurgte Vinje, hvor han boede, og han nøie opgav sin adresse, lo vennerne godt og rådede ham straks til at forlade stedet. Vistnok havde han fundet hus, men huset var desværre af de „berygtede“.
Men Vinje vilde slet ikke høre på det øre.
„Hvorfor skal jeg flytte?“ sagde han flegmatisk. „Jeg har det så gjildt, hvor jeg er . . . Kvindfolkene er så utrolig snille mod mig, de er altid i godt humør, de synger og traller, og undertiden spenderer de en baier med dram på mig.“
Han bekendte dog senere, at han en nat, da der var et syndigt spektakel i huset, og et af kvindfolkene søgte at trænge ind til ham, havde reist sig op i sengen, foldet hænderne og med høi røst begyndt at synge en salme for at drive de onde magter på flugt.
Der var en mand, som Ibsen satte særlig høit, og det var Asbjørnsen. Og dette undrede mig en smule, da Asbjørnsen som menneske ofte havde været genstand for dadel — fru Collett talte således altid køligt om ham — og Ibsen kunde jo være mere kritisk end andre, da han så skarpere. Men Ibsen har til gengæld nok også havt den dybere forståelse, tænker jeg mig.
„Det er et herligt menneske!“ sagde Ibsen eftertænksomt og pustede en røgsky i veiret.
Som bekendt er det et af Asbjørnsens eventyr om „Per Gynt“, som har givet Ibsen endel af fablen til hans verdensberømte digtning af samme navn.
Asbjørnsens „Huldreeventyr“ er en af mine yndlingsbøger, jeg har læst dem op igen og op igen, og når jeg læste dem i udlandet, fjernt fra hjemmet og de kære der, var det som om jeg igen trylledes tilbage til det gamle Norge med skogsus og granduft, med elverislen og fjeldensomhed . . .
Da jeg fortalte Ibsen dette, sagde han med et lunt smil i øiet:
„De kender altså bare hans eventyr . . . Så har De tilgode det beste, som han har presteret. Men den bog har han ikke udgivet under sit eget navn. Han kalder sig for anledningen Clemens Bonifacius.“
„Hvad er det for en bog?“ spurgte jeg nysgerrig. Jeg indbildte mig at kende alt hvad Asbjørnsen havde udgivet.
„Det er en kogebog,“ sagde Ibsen roligt.
„En kogebog?“
„Javist. Dens titel er såmænd „Fornuftigt madstel.“
Jeg måtte le høit — jeg troede Ibsen vilde drive gjøn med mig. Kunde „Huldreeventyret“s romantiske digter bekvemme sig til at forlade sin trone oppe på høifjeldet og stige ned i køkkenet? Umuligt!
„Jeg har selv læst bogen med den største fornøielse,“ sagde Ibsen uden at blinke. „Og jeg anbefaler Dem at gøre Dem bekendt med den, for den er i alle måder ypperlig. — Kvinder forstår jo ikke at skrive kogebøger.“
I dette punkt måtte jeg give Ibsen ret. For kogebogsforfatterinderne har ved nedskrivningen egoistiskt kun tænkt på damernes specifike smag, uden at bekymre sig om mændenes. Og derfor bliver også resultatet derefter; det er fede saucer, søde supper og giftige deserter, som de fleste mænd ikke kan døie.
Jeg lovte Ibsen at følge hans venskabelige råd og nøie studere den af ham så lovpriste Clemens Bonifacius. Men desværre kunde jeg aldrig finde „Fornuftigt madstel“ i de offentlige bibliotheker, hvor der fandtes nok af skønliteratur, men ingen — kogebøger.
To mænd, som Ibsen havde lært at kende i Botten-Hansens store vennekreds, de såkaldte „Hollændere“, mindedes Ibsen altid med varme følelser. Den ene var statsråd O. A. Bachke, som også jeg kendte. I Sorrent havde jeg mødt ham (vi boede sammen i „Kukumella“) og lært at holde meget af ham, ikke mindst på grund af hans interessante underholdning. Han skildrede mig således engang forunderlig levende, hvordan han under sit første ophold i Italien blev taget for en republikaner, en tilhænger af Mazzini og forfulgt af politiet etc.
Den anden var overlærer Jacob Løkke, hovedmanden for dannelsen af den „skandinaviske forening“ i Kristiania. Ibsen fandt at de var så „elskværdige“. Begge disse herrer havde forresten været med til at underskrive ansøgning om digtergage for Ibsen, en tjeneste, som Ibsen sikkerlig aldrig glemte.
En norsk maler, Magnus Bagge, nævnte Ibsen gentagende; jeg fik indtrykket af, at det egentlig var malerkunsten, som havde ført dem sammen, at Ibsen i sin tid havde nydt godt af hans undervisning. Noget dybere venskabeligt forhold mellem dem har der ikke bestået. Ibsen spottede over, at Bagge, der bosatte sig i Tyskland, på egen hånd lod sig adle og kaldte sig Magnus von Bagge.[4]
For Jonas Lie havde Ibsen meget venskab. De havde levet sammen i ungdomsårene — Lie havde også gået på Heltbergs studenterfabrik — og de havde senere havt adskilligt med hinanden at gøre. Ibsen kunde dog ikke lade være med at raillere, skønt på en ret harmløs måde, Jonas Lies digte, der jo også som regel er tunge og knudrede, lig en gammel træstamme, og heller ikke fri for svulst.
Den morsomme replik i „Samfundets støtter“, som frasemageren Hilmar Tønnesen altid har i munden, „at holde idéens fane høit“ er plukket ud af et af Lies vers.
Da man i Ibsens nærværelse bedømte strengt Lies fordringsløse skuespil, „Grabows kat“, sagde Ibsen alvorligt og afvisende: „Nei, nei, det er et elskværdigt stykke.“
Men her må jeg få lov at skeie lidt ud fra emnet og meddele en liden anekdote om vor kære, snille, altid konfuse Jonas Lie.
Den sommer — det var i 1880 — da Ibsen og jeg boede sammen i Berchtesgaden, kom Lie en dag høitideligt på visit. Jeg mærkede at han vilde tale alene med Ibsen og gjorde mig straks usynlig. Men samme aften ved bordet fortalte Ibsen mig hvad Lie havde villet.
Han havde betroet Ibsen at han skrev på et skuespil (mon det ikke var „Grabows kat“?) og gik så videre:
„Ja, du, min kære Ibsen, er jo en mester i den dramatiske teknik og de dele, det er også derfor jeg kommer til dig, jeg vilde så gerne ha' nogle gode råd. — Der er især én ting, som jeg er uvidende om, og som du må sige mig. Hvor længe har en person lov at vrøvle i et skuespil?“
Ibsen troede ikke sine egne øren.
„Vrøvle!“ gentog han forfærdet. Og han fik i det samme en mistanke om, at den gode Lie fra sit fortællerstandpunkt igrunden så ned på den dramatiske kunstform, der for Ibsen var den høieste.
„Ja, misforstå mig ikke, gamle ven,“ sagde Lie undskyldende. „Der er en fornem dame i stykket, en generalinde, hun får lov til at vrøvle såmeget hun vil, for det véd jeg da går an — men det var egentlig de ringere bipersoner, jeg tænkte på . . . Hvormeget kan nu de vrøvle — ja, misforstå mig nu ikke, gamle ven — uden at gøre skade i scenegangen?“
„Men hvad svarede De så Lie?“ spurgte jeg leende.
„Man bør overhovedet aldrig vrøvle hverken i digtningen eller i virkeligheden.“
Men jeg frygter for, at Ibsens svar ikke har været uden skarphed; for når det gjaldt hans livsopgave, dramaets kunst, var han ikke til at spøge med.
En dag, da jeg var i selskab hos Ibsen, trådte ind en ung, kæk normand. Han var på gennemreise i München og vilde så gerne hilse på den verdensberømte digter. Ibsen, der sædvanlig var meget reserveret ligeoverfor fremmede, især da ved det første besøg, modtog imidlertid den unge landsmand, efter at have hørt hans navn, med overstrømmende hjertelighed. Når Ibsen mente det rigtig godt med nogen, klappede han i veltalende taushed vedkommende på skulder eller ryg — og den fremmede fik også et sligt kærtegn.
Hvem kunde det være? tænkte jeg. Jo, det var den unge Schulerud, søn af Ole Schulerud, Ibsens opofrende og på hans digterkald troende ungdomsven, — han, der i Ibsens trængselstid delte med ham sine få skillinger og sit tarvelige logis i Møllergaden, og som i sin begeistrede hengivenhed fik „Katilina“ udgivet for penge, som han selv havde måttet låne.
- ↑ En medarbejder i „Lokalanzeiger“ skriver således om Ibsen: „Denne mand kan aldrig have leet af fuld hals, aldrig have nydt det brogede livs harmløse glæde.“
- ↑ En af de fineste kritiker over fru Colletts „Amtmandens døtre“, skyldes Botten-Hansens pen.
- ↑
„Ei hver, som ynder at håndtere sølen,
må derfor tro sig ligemand med „Dølen“,
siger Ibsen etsteds i sine værker.
- ↑ Da en dame fra Wien, som en aften var gæst hos Ibsen, uafbrudt titulerte værtinden med „fru von Ibsen“, blev denne tilslut utålmodig og sagde: „Jeg må frabede mig Deres „von“ — jeg er stolt af at være fru Ibsen — det er mig nok.“